DRTV Nyt

DRTV i algoritmernes tidsalder – siger nej til automatiske valg

Hos DRTV er det ikke algoritmerne, der bestemmer, hvilket indhold brugerne møder. I stedet arbejder redaktører og data side om side for at skabe et streamingtilbud, der både afspejler fællesskab og personlig relevans.

I løbet af de seneste ti år er danskernes tv-vaner blevet vendt på hovedet. Flow-tv er ikke længere dominerende, i dag er det streaming, der fylder i hverdagen. Det gælder også for DR, som med DRTV konkurrerer med internationale giganter som Netflix, Disney+ og YouTube.

Alligevel bruger næsten halvdelen af alle danskere DRTV hver uge. Siden DR indførte obligatorisk login sidste år, har 3,5 millioner oprettet sig, og kun YouTube er større på det danske marked målt på ugentlig dækning.

Mennesker bag anbefalingerne

Ved et DR Deler-arrangement den 31. oktober 2025 fortalte Peter Rosberg, publiceringschef i DR, og Agnethe Pontoppidan Sasaki, chef for Publicering DRTV, om, hvordan DR arbejder for at gøre DRTV til et relevant og mangfoldigt streamingtilbud.

Her understregede de, at det i DR ikke er algoritmerne, der bestemmer, hvad brugerne møder på platformen. Det hele sker i et tæt samspil mellem redaktører, digitale værktøjer og data fra blandt andet login.

Som Agnethe Pontoppidan Sasaki formulerede det:

“Algoritmer kan ikke finde ud af at være alene hjemme.”

Data som værktøj – ikke som mål

Peter Rosberg pegede på, at DR har en anden opgave end de kommercielle streamingtjenester:

“De kommercielle udbydere måler succes ud fra seertid, engagement og omsætning. For at opnå det bruger de hyperpersonalisering og algoritmer, der skræddersyr indholdet til den enkelte bruger. I DR skal vi bruge data og algoritmer som værktøjer – ikke som mål – til at skabe offentlig værdi: bred dækning, fælles referencepunkter og høje redaktionelle standarder.”

Han fremhævede, at DR skal agere i markedets logik uden at adoptere markedets mål.

Variation frem for forbrug

Med over 2.100 titler – svarende til 500 døgns indhold – har DRTV et stort katalog. Derfor har redaktørerne brug for hjælp fra digitale værktøjer for at gøre det relevant for den enkelte dansker.

De støtter sig til en række publicistiske principper, der skal sikre, at brugerne på forsiden både møder indhold med fælles relevans og personlige interesser.

“Vi prioriterer gerne variation over tidsforbrug, fordi vores opgave ikke er at drive det sidste minut ud af danskernes tid. Vores opgave er at sørge for, at danskerne kommer forbi mange forskellige typer programmer på DRTV,” forklarede Agnethe Pontoppidan Sasaki.

Hun tilføjede, at DRTV’s formål er at hjælpe danskerne til at forstå livet i Danmark fra mange vinkler – både aktualitet, historie, kultur og livsstil – så man bliver bedre rustet til at indgå i demokratiet.

Algoritmer med opsyn

Selvom algoritmerne spiller en rolle i at sortere indhold efter brugernes præferencer, overlades de ikke til sig selv.

“De træffer nogle relativt dumme valg af og til, så de skal altså lige holdes en smule øje med,” sagde Agnethe Pontoppidan Sasaki og nævnte, at de for eksempel ikke kan bruges i forbindelse med kommunalvalg, fordi de ikke er balancerede og upartiske.

Derfor er det redaktørerne, der udvælger det indhold, alle brugere præsenteres for, mens algoritmerne kun hjælper med den personlige relevans.

“Når vi arbejder med personlig relevans, handler det om, at brugerne skal føle sig genkendt i mødet med DR, og at kataloget skal åbne sig for den enkelte,” forklarede hun.

Menneskelig dømmekraft som pejlemærke

Til slut opsummerede Peter Rosberg DR’s tilgang til streamingtjenesten:

“Data er et værktøj, men det er menneskelig dømmekraft, nysgerrighed og engagement, der skaber de stærkeste matches og den bedste public service for danskerne. Og det er jo egentlig, hvad det hele handler om.”

Se videoen fra DR Deler her

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard