TV-Nyt

DR’s Alle mod 1 hitter i udlandet

DR og Nordisk Film TV har indledt jagten på deltagere til næste sæson af underholdningsprogrammet ’Alle mod 1’, hvor en enkelt seer dyster mod resten af Danmark, når Mads Steffensen og Joakim Ingversen stiller spørgsmål og underholder.

Men det er nu ikke kun i Danmark, der bliver fundet deltagere til showet. For fredagsunderholdningen fra DR1, som Nordisk Film TV har udviklet i fællesskab med DR, har lige så stille bredt sig til TV-stationer over hele Europa. Både Frankrig, Tyskland, Tjekkiet, Norge og Finland har sendt lokale udgaver af underholdningsquizzen, hvor alle kan spille med via en app.

– Norge har for eksempel lige rundet anden sæson af ’Alle mod 1’ af, og her er det blevet en kæmpe succes. Faktisk har over halvdelen af alle med fjernsynet tændt set ’Alle mod 1’, når det blev sendt lørdag aften, og det væsentligt flere, end der normalt ser norske NRK på det tidspunkt, forklarer Lenette Bak Holdensen fra Nordisk Film TV, der er producent på den kommende danske sæson af programmet.

Hun fortæller, at ’Alle mod 1’ bliver sendt i flere forskellige varianter, hvor man har skruet lidt på forskellige knapper. Men grundopskriften er, som udsendelsen DR1 sender. Den franske public service-kanal France 2 og tyske ProSieben har for eksempel lavet det til helaftensudsendelser.

– Når kanaler køber underholdning, er det typisk én af deres større investeringer. Derfor vil de på den ene side gerne have noget nyt, men også gerne noget, de ved har succes andre steder. Få tør tage chancen med stor egenudviklet underholdning, som DR har gjort med ’Alle mod 1’, siger Lenette Bak Holdensen.

Ideen bag quizzen er enkel. En skarp og modig deltager møder op i studiet i DR Byen hos programmets vært, Mads Steffensen. Han eller hun skal svare rigtigt på syv spørgsmål for at vinde op til 100.000 kroner. Modstanderen er hele Danmark, som samtidig kan dyste svare med på app. Ender seerne med at slå deltageren i studiet, er det en af seerne, der får præmien.

Fik mod på at udvikle selv

DR’s underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme glæder sig over, at underholdningsformatet fra DR og Nordisk Film TV også er kommet ud at leve på andre europæiske TV-skærme.

– Det var succesen med at udvikle programserien ’Vidunderbørn’, som gav os mod til selv at udvikle ’Alle mod 1’ og skabe noget, vi selv har opfundet. Jeg synes, at vi med programmerne har vist, at vi kan samle familier om god underholdning, samtidig med at de forhåbentlig bliver lidt klogere. Det er dejligt, at andre lande også har kunnet se ideen i det og gerne vil lege med, siger han.

Jan Lagermand Lundme kalder ’Alle mod 1’ et eksperiment i bedste sendetid fredag, som er lykkedes.

’Alle mod 1’ er skabt omkring teorien ’Wisdom of the Crowd’, som bygger på, at sandsynligheden for et korrekt svar på et givent spørgsmål er større, hvis man lægger en hel gruppes svar sammen frem for en enkelt eksperts svar.

Når ’Alle mod 1’ vender tilbage til efteråret på DR1, vil seerne opleve, at de kommer lidt mere rundt i landet – blandt andet i form af, at medvært Joakim Ingversen rejser rundt til en stribe danske seværdigheder og – hvem ved – måske også havner i vandet dér?

Man har chancen for at melde sig til programmerne i efteråret på dr.dk/allemod1

Kilde: DR presse

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard