Dramaserien Versailles på C More i november
Versailles er en storslået dramaserie om Ludvig XIV og hans livsværk, som danner rammen om magtkamp, intriger og romancer under det franske monarkis storhedstid. Den engelsksprogede serie er Frankrigs dyreste serieproduktion nogensinde. George Blagden ses som den intrigante Solkonge, som ikke skyr nogen midler for at gøre sit slot til Frankrigs – og verdens – magtcentrum.
Versailles starter i 1667, hvor Ludvig XIV (George Blagden kendt fra ”Vikings”) er 28 år gammel. Et år er gået siden hans mor, Anna af Østrig, døde. Han kommer til at regere i utrolige 72 år, bliver kaldt Solkongen og er en af de længstlevende og mest omtalte regenter i menneskets historie. Allerede som ung er han en åbenbar politisk strateg og manipulerende som Machiavelli. Samtidig plages han af paranoide tanker og barndomstraumer. Ludvig XIV skaber det utrolige Versailles for at kunne koncentrere den politiske magt i landet på slottet. Han har mange kampe med broderen Filip I af Orléans (Alexander Vlahos), hvis hustru Henrietta (Noemie Schmidt), han gerne tager sig kærligt af, idet Filip er mere interesseret i mænd. Forbindelser af romantisk karakter spiller en stor rolle for Ludvig XIV, som gerne er sin dronning (Elisa Lasowski) utro. Men romancer er altid svære at håndtere for verdens mægtigste mand.
Versailles, som er skabt af Simon Mirren og David Wolstencroft, er den dyreste serie, som nogensinde er blevet produceret i Frankrig. Serien er engelsksproget og er produceret af CANAL+.
Ludvig XIVs skabelse blev verdens mest berømte slot
I maj 1682 flyttede Ludvig XIV ind i sit drømmeslot, hvis mest berømte værelse blev Spejlsalen med dets 357 spejle. Blandt historiske hændelser på Versailles er offentliggørelsen af kejserdømmet Tyskland og underskrivelsen af Versaillestraktaten efter første verdenskrig. I mange år var slottet i forfald. Efter den franske revolution endte kunst og krystalkroner på Louvre, mens andet blev solgt for at kunne finansiere Frankrigs behov for våben. I 1800-tallet var Versailles et museum, men først i 1960’erne blev alt sat ind på at genskabe slottets overdådige indretning.
Versailles har premiere på C More 22. november 21:30 på C Mere Series og samme dag på C More Play Der vises to episoder pr. uge i fem uger.