DR2+ er åbnet på DRTV
DR2+ er et digitalt tilbud, der her fra 22. januar 2020 findes på DRTV. DR2+ har til opgave at løfte kultur- og samfundsstoffet ud til yngre og voksne digitale brugere.
Det nye DR2+ er en del af den digitale omstilling, DR står midt i. Målet er at følge brugernes vaner, som særligt blandt de yngre går fra traditionelt flow-tv mod streaming.
DR2+ lanceres med tre helt nye programserier: ’Sektlederens hemmelighed’, ’Trumps tweets’ og ’Cornflakes med lort og Død ved kølle – humoren der formede dig’. Herefter vil der fra midten af februar udkomme en ny programserie fra DR2+ hver anden uge på DRTV.
– DR2+ er DR2’s digitale frontløber, som har til opgave at løfte kultur- og samfundsstoffet ud til streamerne. Det skal vi gøre ved at arbejde med formidlingen og fortællingen, så den også bliver på streamernes præmisser. Ambitionen på DR2+ er at skabe smittende tv-oplevelser, som både prioriterer fagligheden og det menneskelige drama samt altid at overraske med det uventede, fortæller Irene Strøyer, der er chef for DR2+ og DR3.
DR2+ vil nørde med interessante detaljer, fremfor at tilgå emner i helikopter. DR2+ ønsker også at dyrke dramaet som fortælleform og greb, for eksempel ved altid at kombinere den faglige vinkel med en stærk menneskelig historie, hvor der er noget på spil. DR2+ arbejder med at overraske med twists i plottet, med kombinationen af emne og hovedkarakter, eller med nye sammenblandinger af genre og eksperimenterende greb.