DR styrker nyhedsudbuddet på DRTV
Krigen i Ukraine betyder at DR nu fremskynder ambitionen om et klart og kontinuerligt nyheds-og livetilbud på streamingtilbuddet DRTV.
TV-Avisen sender således opdateringer hele dagen på DRTV. I første omgang blev det besluttet at lave korte opdateringer klokken 7.00, 9.00, 12.00, 15.00 og 17.00 ud over flowudsendelserne klokken 18.30 og 21.00. De korte opdateringer suppleres af liveflader, når udviklingen i nyhedsbilledet tilsiger det.
På grund af den nuværende situation vil man allerede fra i dag sende længere nyhedsflader det meste af dagen. De næste to uger bliver der sendt alle ugens dage fra klokken 7.00-19.00 på DRTV.
– Vi er i fuld gang med at udvikle DR’s samlede digitale nyhedstilbud, og nogle gange betyder udviklingen i verden omkring os, at vi bliver nødt til at rykke lidt hurtigere, end vi havde tænkt os. Og det gør vi altså nu som en konsekvens af krigen i Ukraine, fortæller DR’s nyhedsdirektør Sandy French.
Nyhedstilbuddet vil få en fast prioriteret plads i toppen af DRTV, så det er let for brugerne at finde, når de kommer ind på forsiden af DRTV på deres smart-tv, telefon, tablet eller computer.
– Forventningerne til de digitale platforme er, at nyhedsindholdet er tilpasset brugernes vaner, og at vi skal indrette os dem – ikke omvendt, siger Sandy French.
Med DR’s digitale plan fra sidste efterår ’Sammen om det vigtige’ er det ambitionen, at DRTV skal være danskernes førstevalg, når det gælder nyheder på streaming. Der skal være et nyhedstilbud på DRTV, der kan betyde lige så meget for digitale brugere, som de nuværende nyhedsudsendelser betyder for flowbrugerne.
Det samlede nyhedstilbud på DRTV er ikke endnu ikke færdigudviklet, og der vil komme justeringer og udviklinger af indholdet.
– Vi skal samle en masse erfaringer i den kommende tid og lære af brugernes adfærd, så vi kan udvikle og tilpasse nyhedsindholdet til gavn for danskerne, siger Sandy French.