DR Sporten får ny vært
Sporten på DR1 får ny vært, når Tobias Hansen den 1. august træder ind foran kameraet og bliver en del af værtsteamet på sportsredaktionen.
Tobias kommer fra et job som vært på ‘P3 LIGA’, og mange seere vil måske kunne genkende hans stemme fra hans tid som fodboldkommentator og radioreporter på forskellige sportsprogrammer. Blandt andet var Tobias fodboldkommentator for DR under VM i Brasilien i 2014, radioreporter for DR P3 ved OL i Rio de Janeiro i 2016 og vært på DR3 i forbindelse med Paralympics i 2016.
En stor drøm
Tobias Hansen er således velbevandret inden for sportens verden, og at blive vært på Sporten på DR1 har længe været en drøm hos den nye vært:
”For mig kan Sporten på DR noget helt specielt. Vi bringer selvfølgelig historien om Zlatan eller Wozniacki, men vi har også fokus på den ukendte danske bueskytte, der har vundet en flot medalje ved VM. Sport er følelser og garanteret underholdning. Det er jubel og gråd, og derfor skal både små og store historier formidles. Det kan godt være, der ikke sidder 99.000 tilskuere som på Camp Nou, men derfor er følelserne på det intime jyske stadion jo ikke mindre, når holdet sejrer eller taber. Og det skal vi på DR Sporten formidle i stort omfang,” siger den nye vært.
Sport: En stor del af livet
Udover at have arbejdet med sport siden han blev færdig som journalist i 2009, har sporten på det personlige plan også været en stor del af Tobias Hansens liv. Som han selv siger: ”Jeg er sportsinteresseret uden at være en nørd,” og tilføjer:
”Jeg har altid været aktiv inden for mange sportsgrene – lige fra fodbold og løb til landevejscykling og skiløb. Og det er helt sikkert også noget, jeg kan bruge i min nye værtsrolle, foruden den erfaring jeg har opnået i forskellige stillinger i årenes løb. Jeg føler mig klar til at formidle en masse sportsnyheder, – og oplevelser til danskerne i samarbejde med mine professionelle og kompetente kollegaer på DR Sporten” fortæller Tobias Hansen.
Tobias Hansen har på tætteste hold fået sport helt ind på livet. I april 2007 var han ved at miste livet i en alvorlig skiulykke på Alpe d’Huez i Frankrig. Tobias er dog kommet sig helt oven på ulykken og dyrker den dag i dag stadig skiløb.
En stærk profil til holdet
Hos DR Sporten glæder man sig over valget af den nye vært på Sporten. Det fortæller underdirektør i DR Nyheder Anders Kern Boje:
”Vi er meget glade og forventningsfulde. Tobias er allerede kendt som en dygtig radiovært på ‘P3 LIGA’ med en stor viden og interesse for sport. Med Tobias tilføjer vi endnu en stærk profil til et utrolig kompetent hold af medarbejdere, der skal være med til at sikre, at vi fortsat kan være blandt de bedste til at levere sport til den brede danske befolkning. Jeg glæder mig til at se Tobias prøve kræfter i sin nye værtsrolle, når vi sender fra de nye rammer i Aarhus fra 2018,” siger Anders Kern Boje.
Tobias Hansen er 38 år gammel og er født og opvokset i Engesvang i Midtjylland. Tobias flytter med DR Sporten til Aarhus, hvor redaktionen begynder arbejdet fra den nye lokation den 1. februar 2018.
Kilde: DR presse