DR skruer op for kulturen på DR1
Der kommer markante ændringer i DRs dækning af kulturstoffet fra 2018. Et ugentligt kulturmagasin på DR1 vil formidle kultur, litteratur og musik til seerne i den bedste sendetid lige efter den sene TV Avisen.
Programmet skal diskutere og perspektivere en bred vifte af genrer og stofområder. En af ambitionerne for kulturmagasinet er, at programmet skal være seernes indgang til kulturen, som den udfolder sig rundt om i landet.
Det er et af de fremtidige initiativer, der onsdag blev offentliggjort som en del af DRs nye, strategiske tiltag.
Styrket litteraturformidling
DR styrker også dækningen af litteraturen. Seerne kan glæde sig til et helt nyt litteraturprogram på DR K, og de vil på DR1 kunne opleve en ny, stor tv-satsning om danske forfattere. Også radiolytterne skal glæde sig til fokus på bøger, når P4 næste år med en ny podcast-serie tager afsæt i de stærke læseoplevelser, der samler danskerne.
Kultur i bedste sendetid
Om de nye tiltag siger DRs kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen:
”Jeg er stolt af, at vi nu kan præsentere en så klar styrkelse af kulturstoffet og litteraturformidlingen. Det understøtter vores ambition om at invitere flere danskere endnu tættere på kulturen og styrke dansk sprog og kultur,” siger Tine Smedegaard Andersen og fortsætter:
”Kulturen flyder allerede i en lang række tilbud på DR flader. Fra dansk dramatik og musik til formidling af vores danmarkshistorie. DR er en aktiv medspiller i dansk kunst- og kulturliv, og vi har en vigtig rolle i forhold til at formidle ikke mindst dansk kultur, kunst, sprog og kulturarv. Også derfor er jeg glad for at vi nu hæver ambitionerne for kulturen yderligere, ”siger hun.
På tværs af tv-kanalerne formidlede DR sidste år mere end 15.000 tv-timers ’oplysning og kultur’, som dækker bredt over eksempelvis historieformidling, undervisning og kulturmagasiner. Hertil kommer koncerttransmissioner, dansk dramatik og kulturdækning på DRs radiokanaler med blandt andet perspektiverende kulturindslag, specialmagasiner og dækning af dansk musik og musikliv.
Alle nye kulturprogrammer er stadig under udvikling, og de mere detaljerede programbeskrivelserne og sendeplaner vil blive offentliggjort senere på året.
Kilde: DR