TV-Nyt

DR og Lars Mikkelsen fortæller Historien om Danmark

Historien om Danmark DR1
Foto: Bjarne Bergius Hermansen

I næste uge begynder optagelserne til en af de største tv-produktioner om historie i nyere tid – ’Historien om Danmark’, der vises på DR1 i 2017. I 12 programmer tager DR en ny generation af seere med rundt i landet for at fortælle om, hvordan Danmark blev til. Men allerede i dag den 9. september åbner sitet dr.dk/historie, hvor alle kan følge tilblivelsen af serien og få ny viden om Danmark før og nu.

Hver generation stiller nye spørgsmål til historien, og siden DR sidst fortalte historien om Danmark i 1982 med Erik Kjersgaard som vært, er der sket store landvindinger i forhold til, hvad man kan sige om fortiden. Nye videnskabelige metoder kan for eksempel fortælle Egtvedpigens sidste måneders færden gennem Europa. Og siden Kjersgaard er Berlinmuren faldet, World Trade Center er styrtet i grus, og vi har oplevet et arabisk forår og flere terrorangreb i København.

Danmarkshistorie for hele landet
“De mange nye begivenheder gør naturligvis noget ved den måde, man ser historien på. Derfor er det på tide, at en ny generation af seere og historikere stiller spørgsmål og får svar. For forskningen har ikke ligget stille de sidste 30 år. Masser af ny viden er kommet frem og venter på at blive formidlet. I DR ser vi frem til, at ’Historien om Danmark’ går i luften, og vi håber, at projektet både vil engagere alle i hele landet og afføde et tæt væv af samarbejder og partnerskaber mellem DR og museer, institutioner, foreninger og organisationer, der arbejder med historieformidling og folkeoplysning over hele landet,” siger kulturdirektør i DR Tine Smedegaard Andersen.

En stærk formidler

Det er skuespilleren Lars Mikkelsen, der som vært guider seerne fra istiden og helt frem til det 21. århundrede.

“At være en del af ’Historien om Danmark’ får mig til at tænke på, at vi som samfund har en kollektiv erindring, som samtidig er et fælles ståsted for fremtiden. Jeg kan ikke vente med at tage nutidens briller på og gå på opdagelse helt tilbage, hvor det hele begyndte i istiden og følge udviklingen frem til nutiden. Det er ikke mindre end en drøm, der går i opfyldelse at blive vært for så stort anlagt en serie, og det er min og DRs klare ambition, at vi skal have den yngre generation med ombord og vække deres interesse for historien,” siger Lars Mikkelsen.

Om valget af vært siger Tine Smedegaard Andersen:

“Lars Mikkelsen har gennem en lang karriere bevist, at han er en af landets førende historiefortællere. Folk lytter, når Lars Mikkelsen tager ordet. Samtidig har han en smittende begejstring og  interesse for stoffet, som vil trække seerne med ind i faghistorikernes og specialisternes univers af nye fund, særlige opdagelser og store erkendelser. Lars Mikkelsen skal ikke være en ny Palle Lauring, Paul Hammerich eller Erik Kjersgaard. På en ny tids præmisser skal han være helt sin egen – en unik formidler, der også kender sin begrænsning og naturligt giver plads til de mange andre stemmer, der tilsammen skaber historien om Danmark.”

Dr.dk/historie åbner i dag
Det tager flere år at producere en tv-serie på tolv afsnit. Så allerede mens optagelserne står på, har DR besluttet at give mulighed for, at alle kan følge med i, hvad der sker undervejs, mens serien bliver til. Der vil være videooptagelser fra produktionen. Der vil være artikler med og om eksperter fra serien. Der vil også være artikler med nye fund og historiske opdagelser. Der kommer tidslinjer og analyser af, hvordan mennesker i fortiden har stået med nogle af de samme udfordringer, som vi står med i nutiden. Via sociale medier vil det også være muligt at kommentere og stille spørgsmål. Det er først muligt at se det færdige resultat om to år. ’Historien om Danmark’ bliver sendt på DR1 i 2017 i bedste sendetid. Serien bliver fortalt kronologisk fra stenalderen frem til det 21. århundredes begyndelse

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard