DR holder Åbent Hus i Aarhus 21. september
Har du nogensinde tænkt over, hvordan Frank Erichsen blev til ’Bonderøven’? Eller hvordan man laver det bedste måltid over bål som i ’Nak og Æd’? De spørgsmål og mange flere kan du få besvaret den 21. september, når DR fra klokken 10 til klokken 15 inviterer alle inden for til Åbent Hus hos DR i Aarhus.
Her kan du også prøve dig af i rollen som nyhedsvært eller pynte din egen kage, som var du med i ’Den store bagedyst’.
Dagen er en unik mulighed for at få et indblik i én af Danmarks største medievirksomheder, og programmet er pakket med aktiviteter for alle aldre. Mød blandt andre Ramasjang-værten Silja Okking, Anders Agger, Anne Glad, Gry Mathiesen, DR’s direktører og mange flere, der alle gerne vil høre dine spørgsmål, og hvad der er vigtigt for dig.
– Vi nyder at vise vores maskinrum frem for alle interesserede, og vi sætter en ære i at gøre vores Åbent Hus-arrangementer til en stor oplevelse for alle. Vi har derfor gjort os umage for at sammensætte det mest spændende program lørdag den 21. september, og der bliver noget for alle aldersgrupper, siger Signe Aggerholm, der er ledende redaktionschef i DR Børn og Livsstil.
DR i børnehøjde
Der er mulighed for en oplevelsesrig dag for børnene fuld af aktiviteter med blandt andet kreative værksteder og muligheder for at møde flere af de kendte værter fra både Ultra og Ramasjanag. Børn og deres voksne kan også besøge kulisserne fra ‘Luk op luk i’, ‘Mini MGP’ og ‘Skyldig’, samt få autografer eller taget billeder med skuespillerne og Silja Okking i Mini MGP-Studiet.
Mange børn kan sikkert også huske Ramasjang-værterne Victor og Isabels store plan om at holde verdens bedste børnefestival over sommeren. På dagen genopliver de festivalen på ’Sommer i Ramasjang’-pladsen, hvor de optræder med et nummer. Derudover holder tegneværkstedet åbent hele dagen.
– Programmet er en blanding af store, populære programmer, som vi laver her i Aarhus, og mere specifikke børneprogrammer, som den yngre målgruppe vil kende bedre end den voksne. Derudover vil vi meget gerne give et indblik i, hvordan programmerne bliver til både indholdsmæssigt og teknisk, og så vil vi også meget gerne høre, hvad de besøgende undrer sig over, når de ser vores programmer – og hvad de mener om det. Men det vigtigste er, at alle kan komme og blive klogere på DR og samtidig få en sjov oplevelse, siger Signe Aggerholm.
De lidt ældre børn kan komme med bag om ’Ultra Nyt’, hvor værterne Anna Lin og Jonas Madsen viser, hvordan det ser ud, når de præsenterer nyheder for børn, og når programmets grafikkere laver vild grafik. Børnene kan sætte deres eget aftryk på programmet og fortælle værterne, hvordan de oplever ’Ultra Nyt’, og hvad de mener, der skal med i næste program.
Nak & Æd’, ’Den store bagedyst’ og ’Bonderøven’ i Aarhus
Alle besøgende inviteres også med til alt fra en hæsblæsende quiz om højskolesangbogens guld med Phillip Faber til et 3D-foredrag om danskernes mad af livsstilseksperten Anne Glad fra ’Kender du typen?’.
DR Sportens ‘Liga’ åbner også for studiet, mens alle inviteres til fangeleg på parkeringspladsen, hvor DR Sportens kommentatorer sidder klar til at beskrive dine undvigelsesmanøvrer. Du kan også kan forsøge dig som både nyhedsvært i radioen eller lave din egen vejrudsigt.
I DR’s baghave vil der på dagen også være garanti for god stemning og røverhistorier, når Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe fra ’Nak & Æd’ inviterer alle ind i lejren. Her kan du få en smagsprøve på bålmaden, nyde en kold fadøl og få programmets logo brændemærket i dit eget medbragte træskærebræt.
Skulle sukkertrangen melde sig, kan man besøge nogle af de tidligere deltagere fra ’Den store bagedyst’. Her kan man selv pynte cupcakes, så de kommer til at ligne sande mesterværker og få en fornemmelse af, hvordan det er at deltage i ’Den store bagedyst.’
Blandt dagens mange andre aktiviteter kan du også møde Frank Erichsen fra ’Bonderøven’, der svarer på alle interesseredes spørgsmål om livet på Kastaniegården og hans kommende projekt i Hjørring.
’DR Direkte’ kommer til Aarhus
Som en del af Åbent Hus-arrangementet er det også muligt at komme til orde omkring DR og høre om, hvad DR er for en størrelse. Til eventet ’DR Direkte’ kan du møde Sandy French, DR’s nyhedsdirektør, og Henrik Bo Nielsen, direktør for DR Kultur, Børn og Unge, og stille spørgsmål direkte til direktørerne om det, der er vigtigt for dig.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link