DR i front på kulturen
Når der er kulturprogrammer i fjernsynet, er der i langt de fleste tilfælde et DR-logo i toppen af skærmen. For 85 procent af alle kulturprogrammer, som har været sendt på dansk TV de seneste fem år, er blevet vist på DRs kanaler.
Det fremgår af en status, som DR Medieforskning har lavet. Opgørelsen er lavet på baggrund af de tal, som TV-stationerne selv har indberettet til Kantar Gallup i forbindelse med, at firmaet hver dag opgør tv-sening i Danmark. I den forbindelse skal kanalerne for eksempel gøre op, om der var tale om nyheder, aktualitet, dansk fiktion, sport, undervisning eller noget helt andet.
Opgørelsen over kulturdækningen fra 2013 til 2017 viser, at DR sender markant flere kulturprogrammer end resten af de danske tv-stationer til sammen. Af de 23.204 timers kulturprogrammer, der er tilflydt de danske seere de seneste fem år, har DRs tv-kanaler budt på de 19.724 af sendetimerne, fremgår det af beregningen.
”Kassen med kultur” dækker for eksempel over programmer om arkæologi, historie, kulturhistorie, litteratur, film, teater, ballet og dans, arkitektur og medier, og tv-stationerne skal blandt andet gøre kategorier og emner op, for at man kan sammenligne tal – både på tværs af TV-stationer og med resten af Europa.
Nogle eksempler på DR-programmer, der tæller med, er for eksempel ’Historien om Danmark’, ’Filmselskabet’ på DR K, ’Kunstquiz’, ’Vild med bøger’, ’Luther i dag’, ’Slavenation Danmark’, ’Rejsen til Amerika – de danske udvandrere’, ’Danmark ifølge Billed-Bladet’ og mange andre programmer.
Kernestof for DR
DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn siger:
“Kulturen er kernestof for DR, og vi har over den seneste tid arbejdet målrettet på, at kulturen skal fylde endnu mere – ikke mindst på DR1. I mediedebatten stilles der af og til spørgsmålstegn ved, hvorvidt vi er dedikeret til kulturstoffet. Vi vil bestemt gerne blive endnu bedre i fremtiden, men disse tal slår fuldstændig fast, hvilken helt afgørende rolle DR har som kulturinstitution,” siger hun.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link