TV-Nyt

DR fik sit bedste tv-år siden 2004

Foto: Bjarne Bergius Hermansen
Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Med en seerandel på 33,7 procent blev 2014 det stærkeste år for DR i 10 år. Det fremgår af rapporten ’Medieudviklingen 2014’, som DR Medieforskning udgiver den 22. januar.

Forklaringen skal især findes i, at DR1 voksede for tredje år i træk, og nu tegner sig for 22,4 procent af danskernes samlede sening – eller 2,1 procentpoint mere end året før.

Det er særligt i dagtimerne, at DR1 har fået bedre fat i seerne, men også store begivenheder som Vinter-OL, VM i fodbold i Brasilien og Eurovision Song Contest på dansk grund fik mange til at stille ind på DR1 i det forgangne år.

Faktisk gik alle DRs tv-kanaler frem i 2014, bortset fra DR2, der oplevede et fald i seerandelen på 0,3 procentpoint.

To timer og 53 minutter om dagen
I de seneste år har der været talt en del om, at den traditionelle tv-sening er ved at tabe til streaming, men helt slut er det nu bestemt ikke med traditionelt broadcast-tv endnu. Sidste år tilbragte hver dansker over tre år i gennemsnit to timer og 53 minutter om dagen i selskab med billedkommoden.

”Det er et fald på fire procent i forhold til 2013, hvilket er mere afdæmpet end faldet på otte procent fra 2012 til 2013. Dermed er den voldsomme stigning i tv-forbruget fra 2007 til 2010 stort set borte, og i 2014 så vi nogenlunde lige så meget tv som i 2008,” konkluderer medieforskerne Henrik Gregor Knudsen og Katrine Green fra DR Medieforskning i ’Medieudviklingen 2014’.

Fald hos de yngste
Faldet i tv-seningen er størst blandt den yngre del af befolkningen. Blandt de 3-12-årige er tv-forbruget for eksempel faldet med 11 procent fra 2013 til 2014 – formentlig fordi tablets har vundet større udbredelse blandt børnefamilier, og fordi YouTube i denne aldersklasse mere er konkurrent til de traditionelle børnekanaler.

”Det er stadig ikke muligt at måle direkte, hvor meget af faldet i tv-seningen, der skyldes streamingtjenester. Men blandt de, der siger, at de streamer hver uge, er tidsforbruget faldet med cirka 10 procent i 2014 i forhold til 2013,” forklarer medieforskerne.

Hos landets anden public service-udbyder, TV 2, lykkedes det for første gang siden 2006 for hovedkanalen at gå en lille smule frem – nemlig 0,2 procentpoint, ligesom TV 2 Zulu også havde en lille fremgang.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard