DR efteråret 2019 med kultur, demokrati og fællesskab i centrum
Nye litteraturprogrammer med store forfattere og berømte digte. Underholdende historiesatsninger, gribende dokumentarer og informative sundhedsprogrammer.
Efterårets tv-indhold er både bredt og smalt, for de store og for de små. Tirsdag eftermiddag inviterede DR indenfor til et smugkig på efterårets tv-tilbud. Med Kåre Quist i spidsen og dele af DR’s direktion og programværter som gæster blev linjerne for DR’s kommende tv-satsninger fremlagt.
– Jeg er stolt og glad for, at vi endnu engang kan åbne op for vores indholdsmæssige maskinrum og præsentere det kommende års tv-tilbud. Der er noget for både hjerte og hjerne, og hvert tilbud har på forskellige måder public service som fundamenet. Personligt glæder jeg mig særligt til de store temaer om litteratur, natur og historie. Jeg er sikker på, at de hver især vil sætte samtaler i gang, give næring til refleksion og gøre os klogere på os selv og hinanden, siger generaldirektør i DR, Maria Rørbye Rønn.
Tryk på kulturen
Et af efterårets større temaer på DR’s kanaler er litteratur. Under overskriften ’Med andres ord’ vil forskellige programmer behandle dansk litteratur for at inspirere til litteraturlyst hos flere og skabe nye indgange til de fantastiske historier, følelser og oplevelser, man kan finde i bøger.
Et af de nye litteraturprogrammer er musikprogrammet ’Helt Lyrisk’, hvor kendte kunstnere fra musikbranchen tolker digte og omdanner det til musik. Lise Rønne er vært på programmet, og med den musikalske fortolkning er der tale om anderledes litteraturformidling, som kan åbne litteraturen og digtene for et nyt publikum.
Litteraturen spiller også en hovedrolle i programrækken ’Jagten på de forsvundne eventyr’, hvor vært Mette Frisk går på jagt efter stjålne originalmanuskripter fra H. C. Andersen. I 1992 blev originalmanuskripterne til ’Kejserens Nye Klæder’, ’Den Lille Havfrue’ og ’Elverhøj’ stjålet fra H. C. Andersen-museet i Odense. Tyveriet var professionelt udført, og de uvurderlige klenodier er aldrig siden dukket op. I jagten på manuskripterne besøger Mette Frisk blandt andet Holland, Tyskland og Sverige, mens seerne parallelt med programmets spændende krimispor kan glæde sig til at lære nye sider af H. C. Andersen at kende.
Udover ’Helt Lyrisk’ og ’Jagten på de forsvundne eventyr’ får anden sæson af ’Øgendahl og de store forfattere’ premiere i uge 35. Forfatterne i anden sæson bliver Henrik Pontoppidan, Michael Strunge, Leonora Christine, Karin Michaelis, Jeppe Aakjær og Halfdan Rasmussen.
For dem, der er sultne efter mere litteratur, kan man gå ind på dr.dk/bogkort, som er en slags bøgernes Danmarkskort. Her har DR i samarbejde med forfattere og biblioteker samlet citater fra noveller, romaner og digte, der beskriver danske lokationer. Gå ind og se, hvad der står om den by, du bor i, eller gå selv ind og tilføj et citat, som du synes fortjener at være med i den digitale citatsamling. Litteraturtemaet fortsætter uden for DR på landets biblioteker, hvor temaet også foldes ud.
Troldspejlet i nye klæder
Det klassiske børneprogram ’Troldspejlet’ udkommer i en ny form og flytter over på DR2. Programmet med Jakob Stegelmann som fast ankermand skifter navn til Troldspejlet & Co. og henvender sig til et mere modent publikum og får en anden stil med humor, kant og referencer, som den nu voksne Troldspejlet-seer forstår og holder af. Selvom det i år er 30 år siden, at ’Troldspejlet’ blev vist første gang, så er emnerne selvfølgelig de samme: Nørdkulturen i film, computerspil, tegneserier, bøger og alle andre platforme.
Formen er en blanding af magasin og talkshow, optaget i studie med et publikum af voksne nørder.
Markant historiesatsning
En anden del af trykket på kulturen bliver en historiesatsning, hvor flere programmer vil tage seerne med tilbage til vigtige og knapt så belyste perioder af vores danmarkshistorie. Det gælder blandt andet dramaserien ’Grænseland’, der markerer 100 års-jubilæet for genforeningen med Sønderjylland. ’Grænseland’ bliver sendt til foråret. Det gælder også en ny historisk serie i fire afsnit om dronningens far, Frederik den 9., og monarkiets udvikling i hans levetid, som DR sender sidst på året.
Frederik den 9. (1899 til 1972) var i mange danskeres øjne den første ”folkelige” konge. I hans levetid gennemgik ikke bare kongehuset, men også samfundet en rivende udvikling. Serien er i fire afsnit og begynder i 1912, hvor Frederik bliver kronprins, da hans far Christian X bliver konge. Serien er dramatiseret med skuespillere og optaget mange af de historisk korrekte steder – lige fra Tronsalen på Christiansborg, Sorgenfri Slots samt Taffelsalen og Christian X’s kontor på Amalienborg. Der har været fokus på at genskabe den tid, som hovedpersonerne levede i med biler, kostumer og andre effekter fra tiden. Serien er blevet til på baggrund af omfattende research i historiske kilder, fagbøger, dagbøger og aviser. Historikere og forfattere er med til at fortælle historien om Frederik den 9. sammen med Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Kronprinsen. Samtidig får seerne lejlighed til at gense nogle af de gamle arkivoptagelser i ny, forbedret HD-kvalitet.
Fokus på fællesskabet
På pressemødet blev der også præsenteret indhold, som i efteråret vil være fællesskabende Et centralt element i denne ambition er det naturtema, som i efteråret vil udfolde sig på DR’s platforme.
Blandt andet vil Frank Erichsen, kendt fra programmet ’Bonderøven’, tage til Hjørring for at genskabe den vilde natur i et samarbejde med Hjørring Kommune. Som en del af projektet har Hjørring Kommune sat parker, grøftekanter, rundkørsler, græsplæner omkring byens institutioner og store landområder i og omkring byen i spil, og her er målet for Frank Erichsen og kommunen, områderne bliver til grosteder, hvor en mangfoldighed af planter, sommerfugle, bier og andre insekter får optimale levevilkår – og samtidig gør kommunen til et smukkere sted.
Under titlen ’Fællesskab’ vil mere velkendte programmer som ’Gift ved første blik’, hvor første program af den sjette sæson havde premiere 22. august, og ’Den Store Bagedyst’, der kommer senere på efteråret, også fylde DR’s flader.
Tæt på demokratiet
2019 har allerede været et år med stort fokus på demokratiet med både et valg til Europa-Parlamentet og Folketinget. I en række programmer og koncepter blev demokratisk deltagelse og debat udfoldet i foråret, og i efteråret fortsætter DR ambitionen, hvor flere programmer vil bringe seerne tæt på demokratiet og retssystemet.
Det er blandt andet tilfældet for en stærk dokumentar om Emilie Meng-sagen og en programserie med Bent Isager-Nielsen, tidligere politiinspektør og drabschef tager udgangspunkt i spektakulære danske krimi-sager og giver seerne en tankevækkende og lærerig tur rundt i det danske retssamfund – særligt dér, hvor retsfølelse og retspraksis karambolerer.
Johannes Langkilde er ligeledes ny vært på en ny sæson af ’Det Politiske Talkshow’, hvor forskellige politikere i en afslappet setting inviteres ind til en snak om politik, livet som politiker og vores demokrati. ’Det Politiske Talkshow’ bliver sendt hver torsdag og havde premiere den 15. august.
En ny sundhedssatsning med Peter Qvortrup Geisling vil i efteråret gøre os klogere på os selv, og alt det der kan stå i vejen for at leve det gode liv. Programmet, der har premiere den 3. oktober, vil gennem en kombination af nære og personlige fortællinger og fakta om sygdom og sundhed undersøge de helbredsmæssige udfordringer, der møder danskere på deres vej gennem livet. På pressemødet blev der ligeledes præsenteret en dokumentar, hvor man følger Ritt Bjerregaards kamp mod kræften. Dokumentaren med Ritt Bjerregaard har premiere søndag den 1. september.
I efteråret er der derfor lagt op til tv-indhold, der både taler til hjertet, hjernen, for de mange og for nørderne, for de voksne og for børnene. fra og til hele Danmark.
Overblik – DR programmer i efteråret 2019
H. C. Andersen – Jagten på de forsvundne eventyr DR1, 15. september 2019
Helt Lyrisk DR1, november 2019
Øgendahl og de danske forfattere DR1, 27. august 2019
Natten til lørdag DR3, december 2019
Doggystyle II DR3, 13. oktober 2019
Fred til Lands DR1, 6. oktober 2019
Frederik den 9. DR1, december 2019
Grænseland – 100-året for Genforeningen DR1, primo 2020
Jim & Ghita DR2, efterår
Stegelmann & Co. DR2, december
Fokus på fællesskaber
Oda Omvendt II DR Ramasjang, 1. september 2019
SOS DR Ultra, september 2019
Gift ved første blik DR1, er i gang
VR Dating DR3, november 2019
Giv os naturen tilbage DR1, primo 2020
Mormor på mandejagt DR1, 28. august 2019
Kollektivet DR2, 25. november 2019
Øen – en ny begyndelse DR1, oktober 2019
Chefen fra helvede DR2, 9. september 2019
Den store bagedyst DR1, efterår
Tæt på demokratiet
Det Politiske Talkshow DR1, er i gang
TV-lægen DR1, 3. oktober 2019
Ritt DR1, 1. september 2019
Puk flytter ind DR1, november 2019
Publicisterne DR1, december 2019
Når forbrydelse ryster os DR1, 8. oktober 2019
Emilie Meng DR1, 23. september 2019
De unge fra Glad DR1, oktober 2019