DR ansætter viden- og tech-korrespondent
DR Nyheder skruer nu op for dækningen af videnskab og den nye teknologi, der er i fuld gang med at forandre både vores arbejds- og privatliv. Derfor er Carsten Nielsen, 51 år, fra 1. februar ansat som viden- og tech-korrespondent. Han skal primært levere historier og analyser til TV-Avisen, men vil også kunne opleves på DRs mange andre platforme.
”2018 er udnævnt til ’Videnskabens År’ i DR, og jeg er glad for, at Carsten Nielsen bliver både ansigt og stemme på vores dækning af de mange historier, der gemmer sig på de to områder – uanset om det handler om selvkørende biler, robotter eller 3D-printede organer”, siger Bjørn Lambek, der er redaktionschef på Erhverv & Økonomi i DR Nyheder.
Får arbejdssted i Aalborg
Carsten Nielsen bliver ansat i DR Nyheder, men får arbejdssted i Aalborg sammen med cirka 30 medarbejdere på DR Viden.
”Vi har en ambition om, at gøre alt det, der er svært, let at forstå. Og lige præcis den disciplin har Carsten allerede vist, at han mestrer på såvel de digitale platforme som i radioen. At tv-seerne nu også får fornøjelsen er glædeligt, og vi ser frem til samarbejdet”, siger Carsten Nymann, der er redaktionschef på DR Viden i Aalborg.
Carsten Nielsen har arbejdet med viden- og techstoffet i DR i mange år, blandt andet på P1’s tidligere teknologimagasin ’Harddisken’ og senest som tilrettelægger på en række udsendelser med psykologiprofessor Svend Brinkmann. Derudover har Carsten Nielsen arbejdet over otte år som videnskabsjournalist på Aalborg Universitet.
”Jeg glæder mig til at finde og fortælle de gode historier om, hvordan ny teknologi påvirker danskernes arbejds- og privatliv. Videnskab og teknologi løser en masse problemer for os, men skaber også nogle nye i farten. Det bliver et privilegium at få lov til at fortælle om begge dele sammen med resten af DRs stærke hold på området,” siger Carsten Nielsen.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link