Disney+ Star bliver Disney+ Hulu men er lidt forsinket
Disney+ har nu sat dato på. Den 8. oktober siger vi farvel til Star-brandet, som bliver erstattet af Hulu. Eller det var i hvert fald planen, men det trækker lidt ud med skiftet, så det bliver først fra 9. oktober.
Hulu kommer til Danmark
Hvor amerikanske brugere længe har haft Disney+ og Hulu som to separate tjenester, bliver Hulu nu integreret direkte i Disney+ for alle uden for USA. Det betyder, at danske abonnenter fra næste uge skal kigge efter Hulu-fanen i stedet for Star, når de vil se indhold fra bl.a. ABC, FX og andre eksterne studier.
Som med Star vil Hulu være den del af Disney+, der rummer de mere modne serier og film – altså indhold, der går ud over Disney, Pixar og Marvels familiefokus.
Kommer der en masse nyt Hulu indhold med nyheden?
Nej i bund og grund er dette en rebranding af den eksisterende Star indholdssektion, så du skal ikke forvente, at du pludselig har det komplette amerikanske Hulu indholdskatalog.
Mere indhold kommer naturligvis til over tid, men det gjorde det jo også da det hed Star.
Hulu er en selvstændig tjeneste i USA, men det bliver ikke tilfældet i Danmark, her skal du altså købe Disney+ abonnement for at se Hulu indholdet.




