Disney+ køber flere fodboldrettigheder: Sikrer sig DFB-Pokal i Danmark
Disney+ har lige købt rettighederne til den spanske Copa del Rey, men tjenesten udvider sin satsning på livesport i Norden med endnu mere fodbold. Streamingtjenesten har nemlig netop annonceret, at den tyske pokalturnering DFB-Pokal fremover kan streames live på Disney+ i Danmark, Sverige og Finland.
Aftalen betyder, at Disney+ bliver nyt hjem for turneringen fra kvartfinalerne i starten af februar og frem til finalen i maj. DFB-Pokal er Tysklands årlige pokalturnering og samler hvert år klubber fra hele det tyske ligasystem.
Ifølge Disney+ er turneringen et oplagt supplement til platformens eksisterende sportsudbud, da DFB-Pokal har deltagelse af mange nordiske spillere, der til daglig spiller uden for Norden.
Hans van Rijn, SVP & landechef for The Walt Disney Company Nordic & Baltic, udtaler:
“DFB-Pokal er blandt de turneringer med flest nordiske fodboldspillere udenfor Norden, så det er endnu en fantastisk tilføjelse til vores dækning af livesport. Vi glæder os til, at fans i Danmark, Sverige og Finland kan se med fra næste år.”
Kvartfinalerne i DFB-Pokal kan dermed streames live på Disney+ fra starten af februar, med finalen som kulmination i maj.
DFB-Pokalen har senest været vist hos Viaplay Group, men nu skifter den altså tjeneste.
Se Sport billigt
Vælg dine 4 favorit sportskanaler og spar 50 kr. i 6 måneder – kun 294,-/md.
Reklame-link



