Branche-Nyt

Discovery, TV4 og Viaplay i retten mod ulovlig IPTV

De tre tv-selskaber Discovery, TV4 og Viaplay har anlagt sag mod flere svenske internetudbydere i et forsøg på at stoppe ulovlige IPTV-tjenester. Retssagen blev indgivet den 27. februar ved Stockholms tingsret, Patent- og Markedsretten, og retter sig mod de svenske teleselskaber Telia, Telenor, Tele2 og Hi3G Access AB.

Ifølge tv-selskaberne muliggør disse operatører adgang til ulovlige IPTV-tjenester, der distribuerer ophavsretligt beskyttet indhold uden tilladelse. Retssagen nævner specifikt den ulovlige tjeneste Nordic One/N1, som beskrives som en af de største kriminelle aktører inden for ulovlig IPTV i Sverige og Norden. Tjenesten tager tv-signaler fra de berørte selskaber og videredistribuerer dem til betalende kunder uden samtykke fra rettighedshaverne.

“I lyset af dette kan det konkluderes, at internetudbyderne har bidraget til Nordic One/N1’s krænkelse af rettighedshavernes signalrettigheder,” lyder det i søgsmålet.

Discovery, TV4 og Viaplay kræver, at retten pålægger internetudbyderne at forhindre adgang til ulovligt distribueret indhold. Hvis operatørerne ikke overholder dette, skal de betale en bøde. Tv-selskaberne mener, at internetudbyderne har et medansvar og bidrager til ophavsretskrænkelsen ved ikke at tage tilstrækkelige forholdsregler.

Brugen af ulovlige IPTV-tjenester er et voksende problem i Sverige. Ifølge data fra analysefirmaet Mediavision havde over 700.000 svenske husstande ved udgangen af 2024 et abonnement på en ulovlig IPTV-tjeneste – en ny rekord og en markant stigning siden foråret samme år. Seneste danske tal er at 1,3 millioner danskere hver måned bruger ulovlige tv-tjenester.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard