Discovery og FIM indgår lang aftale om Speedway-rettigheder
Speedwaysporten skal genvinde tidligere tiders storhed og igen være en af de mest populære sportsgrene. Det er målet med en storstilet plan for det kommende årti, som Det internationale motorcykelforbund, FIM, og Discovery Sports Events nu kan afsløre.
De to parter har i samarbejde udformet en ny brandidentitet, der skal forme sporten og give den et moderne løft, men stadig være båret af den dramatik og spænding, der kendetegner speedway, og som med en 10 år lang tv-aftale kommer til at bygge på et stærkt økonomisk fundament.
Samarbejdet markerer samtidig Discovery Sports Events nye rolle som global promoter for sporten, som igennem årene har budt på flere danske helte og verdensmesterskaber.
”Speedway fyldte rigtig meget, dengang, jeg var dreng, og alle husker og kender verdensmestre som Ole Olsen, Erik Gundersen, Hans Nielsen og Nicki Pedersen. Den storhedstid, hvor danskerne fulgte intenst med i speedway, forsøger vi nu at genskabe med et nyt, intenst og dramatisk setup, og jeg glæder mig rigtig meget til, at vi i de næste 10 år kommer til at vise samtlige grandprixer,” siger sportschef Søren Klæstrup, Discovery Networks Denmark.
Langsigtet vision for Speedway
Ved at bringe al international Speedway sammen under en fælles global promoter for første gang, vil den nye vision bygge en stærkere og mere forbundet international pyramide for sporten – lige fra græsrodsklubberne til eliten af Speedway. Fra 2022 vil alle kategorier af sporten blive forenet under det nye Speedway Grand Prix-brand (SPG). Det gælder bade de nuværende brands SGP (FIM Speedway Grand Prix), SGP2 (FIM Speedway U21 World Championship), SGP3 (FIM Speedway U16 World Championship) samt en ny international entry-level kategori, SGP4.
”For første gang i historien vil Speedway på all niveauer have en enkelt international promotor – fra græsrodsniveauerne til de professionelle,” siger François Ribeiro, Head of Discovery Sports Events.
Sportens flagskib-events vil fremover blive suppleret af årlige begivenheder under navnene SON (FIM Speedway of Nations) og SWC (FIM Speedway World Cup), der vender tilbage til løbskalenderen for første gang siden 2017, og som Danmark vandt fire gange i perioden fra 2006 – 2014.
Fem nøgleprioriteter og en ny speedwaykalender
Ovenstående udgør en del af fem nøgleprioriteter under den nye vision for Speedway, herunder at forbedre sportens omdømme og sætte kørerne i fokus for at løfte deres status internationalt. Derudover vil en øget distribution af sporten på både tv og digitale platforme forbedre både oplevelsen af løbene for seerne, men også skabe øget engagementet blandt fans. Flere speedwayarenaer rundt omkring i verden vil også sætte et større globalt aftryk, når der planlægges flere events, og en forlænget sæson introduceres. Endelig vil en øget støtte til juniorer forbinde og forberede dem til at blive næste generations mestre.
Fra 2022 vil den forlængede SPG-sæson vare 12 runder og blive kørt på to kontinenter fra april til november. En væsentlig forskel fra tidligere sæsoner er, at både træning, kvalifikation, indledende runder, semifinaler og finale for hvert enkelt løb vil blive afholdt på én begivenhedsrig lørdag. Flere features vil også blive implementeret for at højne fanoplevelsen – både på stadion og i fjernsynet.
”Efter 20 måneders forberedelse er vi begejstrede for at starte vores promotor-rejse som en del af Discovery Sports Events’ nye langsigtede partnerskab med FIM. Speedway har et historisk fundament, en super fanskare, og vi ser stort vækstpotentiale. Vi rører ikke ved sportens DNA. Speedway vil fejre sit 100-års jubilæum i 2023, men er stadig utroligt moderne i sit format: kompakt, spektakulært og foregår primetime lørdag aften, hvilket er ganske unikt inden for motorsport i forhold til at engagere sig med fansene,” fortsætter François Ribeiro, Head of Discovery Sports Events.
Kontrakten mellem Discovery Sports Events og FIM løber i første omgang frem til 2032.