TV-Nyt

Den tyske Bundesliga på Eurosport 2

eurosport2Med danske Simon Kjærs debut i Wolfsburg og en håndfuld toptunede tyske landsholdsspillere bliver Bundesligaen mere spændende end nogensinde – Eurosport 2 sender LIVE hele sæsonen!

Tyskland har oplevet meget medgang under VM i Sydafrika. Det unge landshold spillede sig frem til semifinalen, og undervejs viste de imponerende styrke mod stærke hold som England (4-1 i ottendedelsfinalen) og Argentina (4-0 i kvartfinalen). Samtlige 23 spillere på ”die Mannschaft” spiller til hverdag i Bundesligaen, som sendes LIVE på Eurosport 2.

Det bliver interessant at se, hvordan de hjemvendte VM-spillere omstiller sig til hverdagen. Eurosports ekspertkommentator Mark Strudal mener, at det vil blive et af de store temaer i forbindelse med sæsonstarten: ”Det er altid spændende at se, hvordan spillerne reagerer på den enorme belastning, som et VM er. Hvor er de henne? Er de i kanon form, eller kommer vi til at se en død periode?”

Som noget nyt vil danske Simon Kjær slutte sig til sin landsmand Thomas Kahlenberg i Wolfsburg. Efter to imponerende sæsoner for Palermo, har det 21-årige forsvarstalent underskrevet en fireårig kontrakt med den tyske storklub, der vandt mesterskabet i 2008/2009.

Mark Strudal ser Kjærs skifte til Bundesligaen som et sundhedstegn for tysk fodbold: ”At en ombejlet spiller som Simon Kjær vælger Wolfsburg er udtryk for, at der er mere prestige i tysk fodbold end nogensinde før. Tidligere ville en spiller som ham hellere skifte til spansk eller engelsk fodbold, men der er uden tvivl en fornyet respekt omkring Bundesligaen”.

Med et gennemsnitligt tilskuertal på 41.904 publikummer pr. kamp – det højeste i Europa – og gennemsnitligt 2,83 mål i hvert opgør, er man altid sikret underholdning og stemning i Bundesligaen. Underholdningen burde også være sikret i fremtiden – i følge nye tal fra det tyske fodboldforbund, investerede de tyske klubber næsten 800 millioner kroner i deres ungdomsafdelinger i løbet af sæsonen 2008/2009. ”Bundesligaen er blevet blandt de bedste ligaer i verden. Det skyldes både de tyske klubbers sunde økonomi, deres satsning på at købe unge spillere – og så er der sket et kæmpe boom i fanskarerne, ikke mindst fordi faciliteterne på de tyske stadions er blevet optimerede”, siger Mark Strudal og tilføjer ”der er efterhånden så mange klubber der har meldt sig ind i topkampen, så jeg forventer masser af intense opgør i løbet af efteråret”.

I den kommende sæson sender Eurosport 2 LIVE fra op til fem kampe pr. spillerunde i Bundesligaen fra fredag til søndag. Derudover transmitteres én kamp fra 2. Bundesliga hver mandag.

Kampprogrammet for 2010/2011 er netop blevet præsenteret, og der indledes på bedste vis med en topkamp fredag den 20. august, hvor mestrene fra Bayern München møder Wolfsburg med Kahlenberg og Kjær til start. Kampen sendes LIVE på Eurosport 2 med start kl. 20:30.

Kilde: Eurosport presse

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard