Demokratiets aften på DR1
I et fyldt DR Koncerthuset holder DR1 gallafest for demokratiet i form af den sidste partilederrunde, inden krydset skal sættes.
DR1 inviterer befolkningen med til den store fejring af demokratiet i ‘Demokratiets aften’, og DR Koncerthuset vil danne rammen om valgets måske vigtigste debat.
Omkring 1.800 politisk interesserede publikummer fra hele landet er med til at sikre, at ‘Demokratiets aften’ i DR Koncerthuset ikke bare bliver en partilederrunde, som vi kender den, men derimod en gallafest for demokratiet i Danmark. Det sker på en højtidelig festaften, hvor seere, publikum og naturligvis partilederne er i centrum for nogle af de sidste ord, inden vælgerne skal tage beslutningen om, hvem der skal lede Danmark de kommende fire år.
“‘Demokratiets aften’ er blevet en moderne tradition, som både partilederne og mange seere glæder sig til. Her vil vi forsøge at løfte debatten op, så den handler om de vigtigste spørgsmål og partiledernes visioner og planer for Danmark,” siger Naja Nielsen, valgchef i DR Nyheder.
Konkrete personhistorier
Med to dage til krydset skal sættes, er det valgets sidste store partilederdebat på DR1. Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup forsøger at dele sol og vind lige mellem de 10 partiledere, når de skal diskutere de vigtigste samfundsmæssige dilemmaer for morgendagens Danmark.
Under hele valgkampen har befolkningen på #DRdinstemme tilkendegivet, hvad der er vigtigt at sætte til debat. DR har brugt de mange input til at tage afsæt i de emner og dilemmaer, som optager befolkningen, og altså ikke kun beskæftiget sig med de politiske kugler, som støbes på Christiansborg. Derfor tager aftenens debat også udgangspunkt i konkrete personhistorier fra Danmark, hvor der formuleres et grundlæggende spørgsmål, som partilederne debatterer og kommer med deres bud på løsninger til.
Det er givet, at ‘Demokratiets aften’ vil favne valgkampens helt store emner såsom økonomi, velfærd og asylpolitik. Derudover lover Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup også at have et par overraskelser i ærmet.
“Aftenen er i særdeles kompetente hænder med DRs faste valg-makkerpar i spidsen. Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup er fantastiske til at sikre, at det høje journalistiske niveau går hånd i hånd med den gode stemning,” siger Naja Nielsen.
‘Demokratiets Aften’ findes også digitalt på dr.dk med en række supplerende tilbud, der gør det nemt og overskueligt for vælgerne at sætte sig ind i ligheder og forskelle mellem partier og kandidater.
‘Demokratiets aften’ sendes på DR1 tirsdag den 16. juni, klokken 20.00-21.30.
Kilde: DR