Delete Me – Viaplay på vej med ny norsk ungdomsserie
En række unge stjerneskud kan opleves i den nye norske serie ‘Delete Me’, som Viaplay netop er begyndt optagelser på i Oslo denne uge. Serien stiller skarpt på aktuelle temaer som sociale medier, hacking og et ungdomsliv, hvor man vil gøre næsten alt for at være populær.
Ungdomsserien ‘Delete Me’, beskrives som et spændingsdrama og en fortælling om et venskab, hvor vi følger de to bedste venner Marion (Amalia Holm) og Marit (Thea Sofie Loch Næs) i deres sidste gymnasieår.
Serien skildrer, hvordan det er at vokse op i en tid, hvor kvinders seksualitet er blevet en vare, og hvor ungdommen bryder alle grænser for at få likes, følgere og adgang til sociale kredse. I hjertet af det hele finder vi en nøgenvideo spredt på nettet og en feministisk hacker på udkig efter hævn.
Det er de to fremadstormende navne, Thea Sofie Loch Næs (Wisting) og Amalia Holm (snart aktuel i Motherland: Fort Salem), som spiller hovedrollerne i den nye Viaplay Originalserie. Med sig på holdet har de også et af Norges største mandlige skuespillertalenter, Axel Bøyum, der som den yngste nogensinde vandt Gullruten-prisen for ‘Bedste skuespiller’ i 2018.
‘Delete Me’ er skrevet, produceret og instrueret af Marie Kristiansen, som var ansvarlig for den kritikerroste fjerde sæson af ‘Unge lovende’ til NRK. Handlingen i ’Delete Me’ er inspireret af en række samtaler, Marie Kristiansen har haft med unge i gymnasiealderen, kombineret med en omfattende indsamling af information om cybermobning, ‘sexting’ og afpresning online.
NENT Groups Chief Content Officer, Filippa Wallestam, mener, at ‘Delete Me’ er et af de mest spændende projekter, man er blevet præsenteret for.
– Marie Kristiansen er en meget talentfuld instruktør og manuskriptforfatter med et særegent fortællesprog og et stærkt visuelt udtryk. Hun har allerede vist sine evner som instruktør med ‘Unge lovende’, men dette er det første projekt, hvor hun står for alt. Hun har skrevet en meget fængslende historie, hvor hun lykkes med at sætte et vigtigt og relevant tema ind i en følelsesladet og underholdende kontekst, siger Wallestam.
‘Delete Me’ optages i Oslo og får premiere på Viaplay i slutningen af året. Første sæson består af syv episoder. Serien produceres af Einar Drama for Nordic Entertainment Group.