Branche-Nyt

De vandt SVEND prisen 2024

Bodil Jørgensen blev den helt store prismodtager ved SVEND Prisens 20-års jubilæum her til aften, da Hele Danmarks Filmpris blev uddelt i Krøyers Have i Svendborg. Bodil Jørgensen modtog både prisen ‘Årets kvindelige skuespiller’ for sin rolle i Rom og ‘Årets hæderspris’ for sine helt igennem enestående præstationer i mere end tre årtier.

Badehotellets 10. og sidste sæson må siges at slutte af med et brag og kan bryste sig af både at være en jury- og publikumsfavorit. Serien modtog her til aften både prisen som ‘Årets danske TV-dramaserie’ og juryens ‘Særpris’.

På filmfronten var det en glad Nikolaj Arcel, der med Bastarden, som allerede har vundet flere filmpriser i 2024, kunne fortsætte sin lykkerus med prisen ‘Årets danske film’. På den udenlandske scene var det Oppenheimer, der kunne glæde sig over prisen ‘Årets udenlandske film’ og Ønsket som ‘Årets udenlandske børnefilm’.

Den unge, spirende skuespillerinde Viilbjørk Malling Agger fik overrakt prisen som ‘Årets håb’. Derudover var hun, som den eneste, nomineret til hele to publikumspriser; ‘Årets kvindelige skuespiller’ og selvfølgelig ‘Årets håb’.

Sofie Gråbøl modtog prisen ‘Årets danske skuespiller i en TV-dramaserie’ for sin imponerende rolle i Huset. Der herskede ingen tvivl om, at dramaserien har dygtige skuespillere på rollelisten med hele tre nominerede i selvsamme kategori.

Som noget nyt uddelte juryen i år en helt særlig ‘Børnespecialpris’. Denne gik til BUSTER Filmfestival, som er et kulturtilbud til børn og unge, der skaber gode oplevelser med udgangspunkt i filmenes fantastiske universer.

I anledningen af jubilæumsåret vendte SVEND Prisen for første gang blikket ud over scenekanten og valgte at hylde to herningensiske, flittige biografgængere, der allerede har set over 50 film i år. Venneparret Susanne Skov og Tonny Jørgensen blev hædret på scenen og modtog et årskort til ubegrænset film i 2025.

SVEND – Hele Danmarks Filmpris 2024 er kulminationen på SVEND Filmdage, og det er i år 20. gang, at priserne bliver uddelt i Svendborg. Det helt særlige ved SVEND Prisen er, at det er publikum, der egenhændigt vælger aftenens vindere i de 8 regulære kategorier.

De 10 nominerede danske film er valgt ud fra antal solgte billetter i perioden 20. juni 2023 til 1. juli 2024. Juryen har derudover udvalgt de nominerede skuespilpræstationer fra de 10 film, mens de nominerede i kategorien ‘Årets danske TV-dramaserie’ samt ‘Årets danske skuespiller i en TV-dramaserie’ er valgt blandt de fem mest sete serier.

Alle årets prismodtagere er:

Årets danske film
Bastarden – instruktør Nikolaj Arcel

Årets udenlandske børnefilm
Ønsket – Distributør Walt Disney Studios Denmark

Årets udenlandske film
Oppenheimer – Distributør UIP/Universal

Årets kvindelige skuespiller
Bodil Jørgensen – for Rom

Årets mandlige skuespiller
Lars Ranthe – for Fuld af kærlighed

Årets håb
Viilbjørk Malling Agger

Årets danske TV-dramaserie
Badehotellet 10 – TV2

Årets danske skuespiller i en TV-dramaserie
Sofie Gråbøl – for Huset

Årets hæderspris
Bodil Jørgensen

Juryens særpris
Badehotellet 10 – TV2

Juryens børnespecialpris
BUSTER Filmfestival

Kilde: Pressemeddelelse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende,

DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende.

På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard