TV-Nyt

Danskerne ser ikke så meget DR mere efter kanallukningerne

Danskernes daglige forbrug af flow-tv er faldet med gennemsnitligt otte minutter sammenlignet med samme periode sidste år, og faldet rammer DR samt Discovery, der må notere sig et markant fald.

Ifølge tallene fra Kantar Gallup, så er DRs andel af seertiden er faldet fra 39 til 32 pct., svarende til en tilbagegang på ni minutter om dagen. Det er lidt mere end faldet på samme tidspunkt sidste år, hvor DR oplevede et fald på otte minutter sammenlignet med uge 2 i 2018.

Tilbagegangen for DR skyldes formentlig primært lukningen af tre flow-kanaler, DR3, DR K og DR Ultra, fra årsskiftet. De tre kanaler kunne mønstre 4-6 pct. af tv-forbruget sammenlagt, så det var forventeligt, at lukningen ville betyde tilbagegang for DR som helhed.

Oprustningen på on demand-tjenesten DRTV har ikke kompenseret for faldet på flow-tv. DR Medieforskning oplyser, at det gennemsnitlige daglige forbrug på DRTV er steget fra 10,9 til 11,7 minutter målt fra 2. til 19. januar, altså knap et minut mere end for et år siden. Live-streaming af de tre lukkede kanaler på DRTV udgjorde ca. ½ minut i gennemsnit pr. dansker i samme periode i 2019.

DRs mediedirektør Henriette Marienlund kommenterer over for Danske Mediedistributører på udviklingen.

Q: Lukningen af tre kanaler fra årsskiftet har betydet en nedgang i DRs seertal på flow-tv. Er faldet på et niveau, som DR har forventet, og giver det anledning til overvejelser på nuværende tidspunkt?

A: ”Lige nu er det alt alt for tidligt at sige noget om, hvordan det hele ender. Der er tale om store ændringer, der lige skal synke ind hos brugerne, og samtidig afhænger tallene meget af, hvad der netop sendes i den ene eller anden uge. Så vi følger godt med, men har brug for et noget længere perspektiv for, at det giver mening at konkludere noget. Men det, der kan siges, er: Når man lukker 3 flow-kanaler, ja så vil det betyde et fald.”

Q: Faldet på flow-tv er ikke kompenseret ved en tilsvarende stigning i forbruget på DRTV. Hvad skyldes det? 

A: Vi har aldrig forventet en 1:1 kompensation. Tværtimod har vi tydeligt sagt, at når man for eksempel lukker DR Ultra på flow, så må det forventes, at vi mister en del af seerne. Det markante digitale ryk, vi har lavet ved nytår, er jo speedet op af de politisk vedtagne besparelser på DR. Vi havde foretaget det, men nok ikke allerede nu. Desuden er der tendens til mere koncentreret brug af indhold digitalt – man vælger ofte mere aktivt færre sendeminutter til, end hvis tv’et lidt groft sagt bare kører.

Q: Er der en smertegrænse for, hvilken andel af tv-forbruget DR skal have for at leve op til sin forpligtelse som den primære public service udbyder.

A: ”DR er og skal være der, hvor mange danskere får deres tv-indhold. Der sker nogle ændringer nu, men intet der tyder på, at det er under markant forandring. På det digitale område har vi opstillet meget ambitiøse mål for, hvor mange danskere vi skal nå via DRTV. Det mål styrer vi efter, så DR er sikret i en fremtid, hvor indhold i høj grad streames og vælges aktivt til.”

Q: DR har meldt ud, at DRTV skal være en hovedindgang til DRs univers sammen med DR1. Hvad skal der til for, at man kan sige, at det er opnået?

A: “I vores strategi ‘Sammen om det vigtige’ har vi opstillet konkrete mål for dette – nemlig at i 2023 skal 6 ud af 10 danskere bruge DRTV i løbet af en uge. Vi udvikler også platformen meget i denne tid – flere titler, bedre brugeroplevelser.

Q: Planlægger DR særlige initiativer eller aktiviteter for at fremme kendskabet til DRTV?

A: “Vi laver løbende kampagner for DRTV. Både separate kampagner og indsatser, hvor DRTV indarbejdes i den løbende kommunikation – for eksempel ved henvisninger fra flow-kanalerne. Og så publicerer vi langt mere indhold først eller kun på DRTV. Indholdet skal i høj grad drive udviklingen.”

Discovery forbrug halveret

Ifølge Kantar Gallup er forbruget af Discoverys kanaler faldet fra gennemsnitligt 13 minutter dagligt i 2019 til seks minutter i år, altså ca. en halvering. Den anden store kommercielle tv-udbyder, Nordic Entertainment Group, ligger på nogenlunde samme niveau som sidste år.

Den store vinder er TV 2. Siden 2018 har TV 2 oplevet en fremgang fra 60 til 78 minutter i det daglige forbrug. TV 2 sidder nu på over halvdelen af danskernes tv-forbrug, helt præcist 51,7 pct. i uge 2. Fremgangen sidste år blev primært tilskrevet, at TV 2 havde overtaget X-faktor fra DR. I år kan tallene være påvirket af de indledende runder i EM i håndbold, hvor det danske herrelandshold fortsat var med i turneringen i uge 2.

Kilde: Danske Mediedistributører nyhedsbrev

Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard