Branche-Nyt

Dansk Skuespillerforbund, Scenografer og producenter i strid med YouSee

Tv-distributøren YouSee har siden 1. april 2024 ikke betalt danske indholdsproducenter og indholdsskabere – herunder de danske skuespillere – for deres rettigheder til det tv- og streamingindhold, YouSee tilbyder seerne. I en strid om rettighedsbetalinger mellem YouSee og indholdsleverandørerne har YouSee opsagt alle aftaler fra 1. april og kræver, at blandt andre skuespillerne skal gå mere end 70 % ned i den betaling, de får i rettighedsmidler via Copydan. Men YouSee fortsætter sideløbende med at sælge og vise indholdet i sine tv-pakker. Det er ulovligt, og det vil Dansk Skuespillerforbund have stoppet.

Forperson for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen, siger:

”YouSee har opsagt alle aftaler med rettighedshaverne af dansk tv-fiktion – herunder skuespillerne, men sælger stadig vores rettigheder og indhold til deres tv-kunder. Det kan vores medlemmer selvfølgelig ikke acceptere – eller leve af for den sags skyld. Det svarer til, at du og jeg gik på arbejde hver dag uden en kontrakt og uden at få løn. Derfor kigger vi nu på vores medlemmers vegne på muligheden for at nedlægge forbud mod YouSees brug af indholdet.”

Ifølge ham gør YouSee sig reelt skyldig i pirateri ved på den ene side at opkræve abonnementskroner fra deres egne kunder for at vise det danskproducerede indhold – mens de på den anden side ikke vil betale dem, der reelt laver indholdet.

Slut med dansk tv-indhold for YouSees seere?

Benjamin Boe bakkes op af skuespiller og bestyrelsesmedlem i skuespillerforbundet Birgitte Hjort Sørensen, som selv har spillet med i adskillige store danske tv-serier som Borgen og senest Dark Horse.

“Som skuespillere er vi selvfølgelig kun interesserede i, at vores arbejde når ud til så stort et publikum som muligt. Derfor er det meget beklageligt, at vi nu er nødt til at forsøge at få nedlagt forbud mod, at YouSee viser film og tv-serier, vores medlemmer medvirker i. Det er desværre den eneste mulighed, vi har, da YouSee ikke vil indgå i en forhandling og uden aftale fortsat bruger vores medlemmers arbejde i deres tv-pakker. Det er ulovligt, og det kan vi naturligvis ikke acceptere.”

Dansk Skuespillerforbund er nu ved juridisk at afklare, hvordan og i hvilket omfang der kan nedlægges et forbud mod YouSees brug af det indhold, som skuespillerne medvirker i.

Også de Danske Scenografer er nu ved juridisk at afklare muligheder for at nedlægge et forbud.

Forperson for Danske Scenografer, Carsten Burke Kristensen, er dybt forarget over YouSees handlinger og udtaler:

”YouSee har opsagt alle aftaler med rettighedshavere, herunder også vores medlemmer, men viser og sælger fortsat indhold til deres tv-kunder. Der er altså ikke en tilladelse til at vise indholdet, som i sidste ende medfører, at vores medlemmers ophavsretlige beskyttede værker bliver brugt uden både aftale om anvendelse og betaling. Det er i strid med loven – endda de helt nye bestemmelser i ophavsretsloven fra juni 2023. Som fagforening for medlemmer, der har rettigheder til indhold på tv, undersøger vi muligheder for at nedlægge forbud mod brugen af indholdet.”

For Carmen Curlers’ production designer, Knirke Madelung, betyder det, at hun potentielt ikke får den betaling for udnyttelse af hendes ophavsretlige beskyttede værk, som hun har krav på. Hele Danmark har imidlertid fået stor glæde af Knirkes kreative visuelle udtryk i den populære tv-serie. Knirke ønsker derfor naturligvis, at YouSee betaler for anvendelsen af hendes rettigheder. Helt som praksis er og altid har været.

Knirke Madelung har naturligvis også selv en stor interesse i, at Carmen Curlers, som hun har lagt mange timers arbejde i sammen med det øvrige kunstneriske team, kommer på sendefladen hos flest mulige seere. Men der skal naturligvis være en aftale om både at vise indholdet og den konkrete betaling.

”Production designeres arbejde er en meget stor del af en produktion, men dog ikke noget, der nødvendigvis bliver ’opdaget’ eksplicit, når en helt almindelig dansker ser Carmen Curlers. Men ikke desto mindre er det er et stort arbejde med en hel afdeling, som danner ramme for hele produktionens visuelle udtryk. Production designere har – som alle andre kunstnere – en forventning om, at der foreligger en aftale om det indhold, der bliver vist. Alt andet er simpelthen urimeligt og i strid med de grundlæggende principper i ophavsretsloven. Jeg sætter derfor stor pris på, at min fagforening betragter sagen med stor alvor og går ind i sagen.”

Carsten Burke Kristensen bemærker desuden:

”Sagen kan have store konsekvenser – og kan faktisk betyde, at en masse tv-glade danskere ikke fremover vil kunne se indhold som Carmen Curlers. Det er på ingen måde et ønskescenarie for vores medlemmer, som i den grad ønsker udbredelse af deres kreative værker, men vi kan omvendt heller ikke acceptere, at en stor og magtfuld kapitalfond [den australske kapitalfond Macquarie ejer 50% af YouSee, resten ejes af ATP, PFA & PKA] prøver at underløbe den danske rettighedsmodel og ikke vil betale kunstnere og kulturproducenter en fair pris for det indhold, som de tjener gode penge på, og som deres kunder er glade for at se.”

Dansk Filmfotograf Forbund bakker også op i kritikken af YouSee.

Zentropa: Vores film og tv-serier skal ikke vises på YouSee

Rettigheder til det, vi producerer, er en væsentlig del af Zentropas DNA og betaling for udnyttelse af disse rettigheder er hele vores eksistensgrundlag. Derfor kan vi ikke blot se til, når YouSee uden betaling og uden tilladelse bruger vores film i tv-pakkerne til deres kunder.

YouSee har opsagt aftalerne, men fortsætter brugen af vores indhold. Derfor er vi på Zentropa nu i dialog med vores advokat, som undersøger, om vi kan forbyde YouSee at vise vores film og tv-serier.

”YouSee har stoppet betalingerne til os, selvom de stadig anvender vores rettigheder til at kræve penge ind hos deres tv-kunder. Det er uordentligt, det er uærligt og det er ulovligt, og derfor undersøger vores advokat nu, om vi kan forbyde YouSee at anvende vores filmproduktioner i deres TV pakker,” udtaler Anders Kjærhauge, administrerende direktør hos Zentropa.

Det, Yousee dagligt sender og tager betaling for hos deres kunder, er ulovlig visning af film og tv, og det er et alvorligt brud med en langvarig aftalepraksis og ordnede forhold – det vi kalder den danske model. Rettighedshaverne har til trods for dialog med YouSee ikke kunnet opnå en aftale, og derfor ser Zentropa sig nu tvunget til at reagere. Zentropa ønsker at nedlægge forbud mod YouSees brug af film og tv-serier i deres tv-pakker.

Crone Film bakker op:

– “Det er naturligvis helt uacceptabel ulovlig adfærd, så derfor har vi nu bedt vores advokat undersøge, om vi kan nedlægge forbud mod brugen af vores indhold. Det er ubegribeligt for mig, at de danske pensionskasser, som er medejere af YouSee, vil lægge navn til dette,” siger Nina Crone, direktør for Crone Film.

Fakta om sagen

Nuuday/YouSee opsagde med deres australske kapitalfond i ryggen den 15. marts 2024 alle aftaler og stævnede rettighedshaverne i regi af Copydan Verdens TV, UBOD og Koda. Det betyder i praksis, at der siden den 1. april 2024 ikke har været nogen aftaler om brugen af rettighedshavernes indhold og heller ikke nogen betaling for brugen.

Nuuday/YouSee har samtidig anlagt sagen ved Sø- og Handelsretten i stedet for at få den prøvet ved Ophavsretslicensnævnet, der som specialiseret nævn nedsat af Folketinget har til opgave at vurdere, hvad der er en rimelig pris for rettigheder, hvis parterne ikke kan blive enige.

For Dansk Skuespillerforbund betyder betalingsstoppet, at man fra 2025 reelt ikke vil kunne udbetale rettighedspenge til danske skuespillere for det tv-indhold, der har været vist i YouSees tv-pakker.

Mere info om sagen her www.copydan-verdenstv.dk/konflikt-mellem-yousee-og-rettighedshaverne

Kilde: Dansk Skuespillerforbund / Scenografer presse

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard