Efter sidste års historiske bedrift i Royal Arena, hvor det danske Davis Cup-hold leverede et nærmest mirakuløst comeback mod Serbien ved at vende 0-2 til en 3-2-sejr, er det igen tid til dansk tennis på den globale scene. Herrelandsholdets næste store opgave venter d. 6. og 7. februar, når holdet skal spille kvalifikationskamp i Davis Cup på udebane mod Kroatien.
Kampen mellem Danmark og Kroatien spilles indendørs på hardcourt i Arena Varazdin nær hovedstaden Zagreb, og SPORT LIVE sender direkte og eksklusivt både fredag og lørdag.
Med en sejr over Kroatien kan Danmark gå videre til anden kvalifikationsrunde i september mod vinderen af kampen mellem Tyskland og Peru. I anden runde gælder det om at sikre sig en af de otte pladser i november måneds Davis Cup Finals – VM for herrehold i tennis.
Danmarks trup til kampen mod kroaterne består af tre velkendte ansigter og to interessante debutanter. Landsholdskaptajn Frederik Løchte Nielsen har valgt at satse på en solid kerne bestående af Elmer Møller, August Holmgren og doublespecialisten Johannes Ingildsen. Som noget nyt er der også fundet plads til Carl Emil Overbeck og Oskar Brostrøm Poulsen, der begge er sprunget ud som professionelle efter at have afsluttet college-ophold i USA.
“Tre af dem har været med mange gange før. Dem kender vi. De fortsætter med at levere stabile resultater, som gør, at jeg føler mig overbevist om, at de kan repræsentere os på en god måde, som de har gjort indtil nu. Carl Emil og Oskar er kommet hjem fra college med god energi. De har specielt de sidste par måneder fået godt fodfæste som professionelle, og det bliver spændende at have dem med på holdet,” siger kaptajn Frederik Løchte Nielsen.
Svær opgave mod tidligere verdensmestre
Kroatien er en nation med stolte tennistraditioner og har vundet Davis Cup to gange – senest i 2018. De stiller med et stærkt og rutineret hold bestående af tidligere US Open-vinder Marin Čilić, stortalentet Dino Prižmić og verdensklasseparret Mate Pavić og Nikola Mektić i doublen. Historisk set har Danmark dog et lille overtag. Det eneste tidligere møde mellem de to lande fandt sted i 1993, og dengang vandt Danmark 3-2 på hjemmebane.
Kampen i Kroatien afgøres over to dage som bedst af fem kampe – og hver kamp som bedst af tre sæt. Fredag starter med to singler, og lørdag spilles en double efterfulgt af to singler.
Kampprogram (med forbehold for ændringer):
FREDAG D. 6. FEBRUAR
Kl. 16.00 Kroatien – Danmark, dag 1
LØRDAG D. 7. FEBRUAR
Kl. 13.00 Kroatien – Danmark, dag 2
SPORT LIVE kan ses af over en million danskere via YouSee, Norlys, Waoo, Allente, Altibox, Ekstra Bladet+ og Bold+ samt Nanoq Media i Grønland og Televarpið på Færøerne.
Se Sport billigt
Vælg dine 4 favorit sportskanaler – kun 299,-/md.
Reklame-link



