Radio og Podcast Nyt

Danmark går over til det nye radioformat DAB+ på søndag

Nedtællingen er for alvor i gang til overgangen til det nye radioformat DAB+. Det er på søndag den 1. oktober at Danmark går over til det nye radioformat, der påvirker et sted mellem 200.000 og 400.000 DAB-radioer af ældre dato. Disse er købt før 2012 og kan slet ikke modtage det nye DAB+-format.

”Når lytterne tænder de ældre DAB-radioer søndag, vil de simpelt hen opleve tavs radio,” forklarer Tobias Enné, der er talsmand for kampagnen ’Mere radio’, som Slots- og Kulturstyrelsen har iværksat for at blandt andet overgangen skal gå så glat som mulig.

Men hvor nogle vil stå med en for evigt tavs DAB-radio fra på søndag, vil mange hundrede tusinde fortsat kunne høre DAB-radio – også selv om det måske ikke lyder sådan i første omgang. Det er lyttere, som har en DAB+-radio allerede. Men selv om man er klar til de nye, digitale tider, undgår ingen at skulle pille ved radioen.

”Indstillingerne vil desværre ikke overleve skiftet fra DAB- til DAB+-formatet, og derfor skal man genindstille sin radio. Det er lidt forskelligt, hvad der står på radioerne, men man genindstiller den typisk ved at trykke på ”autotune”, ”scan” eller ”tune” i fem-syv sekunder. Herefter går radioen i gang med at scanne sendenettet, og den genindstiller så sig selv med nye informationer,” forklarer Tobias Enné.

Desværre for lytterne er der ikke aftalt et bestemt skæringstidspunkt søndag. Så derfor kan man opleve, at de forskellige radiokanaler overgår til det nye DAB+-format på forskellige tidspunkter søndag. DR gør det allerede kort tid efter midnat – faktisk i den første halve time efter klokken 24.

Sådan tjekker du din DAB radio

Det er vigtigt at understrege, at ændringerne ingen betydning får for FM-radioer. De vil fungere helt som hidtil.

Tobias Enné opfordrer til, at DAB-lyttere allerede i de kommende dage frem til søndag får styr på, om deres radio er ”overlevelsesklar”.

”Det allerførste, man kan gøre er at teste, om der står DAB+ på ens radio. Gør der det, er den klar, men den kan også godt være det alligevel. For i starten var det ikke alle producenter, der skrev det på radioerne,” forklarer Tobias Enné.

Man kan også forsøge sig med ”P4-tricket”, hvis man vil være sikker på, at ens DAB-radio er klar til DAB+. DRs P4-distrikter har hidtil været de eneste, der blev sendt i DAB+-formatet, og kan radioen allerede modtage dem, er den god nok. Så er det en DAB+-radio, som er klar til de nye tider.

”Overgangen til det nye format betyder, at der fremover er mulighed for at sende yderligere 12 landsdækkende radiokanaler og flere lokale,” forklarer Tobias Enné.

”Hvis genindstillingen af radioen ikke lykkes, kan det være en god idé at finde manualen til den igen, og ellers kan forhandleren, som man har købt den hos, sikkert også hjælpe,” siger Tobias Enné.

Glipper alt søndag morgen, minder han om, at man også kan høre digital radio andre steder – for eksempel på sin computer via internettet, på sin smartphone eller tablets – enten i browseren eller via apps, eller for manges tilfælde også via ens fjernsyn.

PÅ kampagnen ’Mere Radio’s hjemmeside på www.mereradio.dk er der meget mere om overgangen til DAB+ og svar på mange af de spørgsmål, man må brænde ind med.

Kilde: DR

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard