TV-Nyt

Christopher står bag titelmelodien til TV 2 julekalenderen ‘Valdes Jul’

Når danskerne 1. december sætter sig til rette for at følge med i det magiske juleeventyr om ’Valdes Jul’, bliver de mødt af tonerne fra Christopher. Den populære sanger står nemlig bag titelnummeret af samme navn, som han har skabt til TV 2. ’Valdes Jul’ er hans første danske sang, siden nummeret ’First Like’ storhittede efter hans optræden i ’Natholdet’ på TV 2 i 2014.

Sangen er skrevet af Christopher sammen med Pil Kalinka Nygaard Jeppesen og Frederik Thaae. Sammen har de lagt vægt på at skabe en tidløs og håbefuld sang, der indkapsler magien i ’Valdes Jul’:

– Det er en af de første sange, jeg har skrevet på dansk, og jeg var meget overrasket over at finde ud af, hvor godt det fungerede at sidde sammen med manuskriptforfatterne fra ’Valdes Jul’. Jeg blev introduceret til en eventyrlig og magisk verden men også en verden, hvor naturen var i fare. Målet var at forbinde de to ting og få det hele forenet i en sang, så den blev håbefuld, positiv og opløftende. Det synes jeg, vi er lykkedes godt med, siger Christopher.

Tryllebundet af musikken

For Christopher er det en ære at få lov til at være en del af TV 2s julekalenderunivers. Han mindes selv sangene fra sin barndoms julekalendere og håber med ’Valdes Jul’ at kunne bringe gode juleminder frem hos store som små:

– Jeg er selv vokset op med julekalendere som ’Jesus og Josefine’ og ’Pyrus’, og sangene blev spillet rigtig meget i mit barndomshjem. Det har altid været musikken i julekalenderne, som tryllebandt mig. Der er en power i, når det visuelle og det soniske mødes og går op i en højere enhed. De sange frembringer en masse gode minder, og hvis ‘Valdes Jul’ på nogen måde kan få samme betydning for andre, som de sange har haft for mig, så vil jeg virkelig føle, at jeg er kommet i mål. Jeg håber, folk tager sangen til sig og vil synge med, siger Christopher.
Et ægte julehit

Executive producer på TV 2 Lea Løbger glæder sig over samarbejdet med Christopher om titelsangen til ‘Valdes Jul’:

– Christopher har med titelsangen formået at indkapsle den særlige magiske stemning, som julekalenderen indeholder. Jeg har gennem de sidste par måneder haft fornøjelsen af at lytte til den en hel del gange, og den bliver kun bedre for hver gang. Sangen har alle de kvaliteter, der skal til for at lave et ægte julehit.

I årets julefamiliekalender følger vi drengen Valde, der opsøges af ulveskifteren Tala. Hun fortæller, at han er udvalgt som Skovens Vogter, og at det ældgamle Modertræ kalder på ham for at genskabe en pagt mellem skovens magiske væsener og menneskene. Samtidig vil Valde forhindre, at familiens gård gennem flere generationer bliver solgt, og det bringer ham på sporet af en familiehemmelighed, der har forbindelse til skoven. I 24 afsnit er vi med Valde og Tala på et ægte juleeventyr fyldt med natur, magiske væsner, familiehemmeligheder, kærlighed og nye venskaber på TV 2 og TV 2 Play.

Titelnummeret ‘Valdes Jul’ er produceret af Frederik Thaae og bliver udgivet af Warner Music Denmark.

Hør nummeret  her.

Kilde: TV 2 presse

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard