Bekræftet: Champions League fortsætter hos Viaplay
Kampen om Champions League fodbold rettighederne har været ud i forlænget spilletid, men nu bekræfter Viaplay at de har sikret sig en ny aftale for de kommende tre år her i Danmark og Sverige. UEFA Europa League og UEFA Conference League i Norge og Finland. Alle tre ligaer har de rettighederne til på Island. Viaplay får med den nye aftale Champions League tilbage på det svenske marked, hvor Telia/TV4 ellers bød højest sidst.
Med en opdateret turneringsstruktur for alle tre UEFA klubturneringer, forventes Europæisk fodbold at nå helt nye højder i de kommende år. Gennem ugentlige kampe med førende klubber såsom Real Madrid, Barcelona, Manchester City, Arsenal, Liverpool, Bayern München, Inter og PSG, rangerer UEFA Champions League som en af verdens mest sete sportsrettigheder. Den seneste finale i Istanbul 2023 blev vist i mere end 200 lande og havde en estimeret global unik rækkevidde på 450 millioner seere.
Fra den kommende 2024/2025 sæson vil flere klubber deltage, og formatet og kampprogrammet vil ændres. Hver klub kommer til at spille minimum otte kampe mod otte forskellige modstandere, med fire hjemmekampe og fire udebaneopgør, i stedet for de tidligere seks kampe mod tre modstandere i en gruppe. Ændringerne skal højne antallet af storkampe i turneringen og højne konkurrenceniveauet, så endnu flere opgør vil være spændende og afgørende for klubbernes videre færd i turneringen.
UEFA Champions League vil således nu byde på 203 live kampe i sæsonen, spredt over 19 kampuger, sammenlignet med de tidligere 137 kampe og 17 kampuger. I 2024/2025 sæsonen spilles UEFA Super Cup i begyndelsen af sæsonen, inden selve play-off runderne begynder. Kampene vil også fremover blive fordelt på to kick-off tidspunkter indtil kvartfinalerne, så seere kan følge med i så meget af den hæsblæsende spænding som muligt.
Viaplay Groups samarbejde med UEFA Champions League strækker sig langt tilbage i tiden og forlængelsen skaber naturligvis glæde hos ledelsen.
Jørgen Madsen Lindemann, Viaplay Group President and CEO:
– UEFAs klubturneringer viser europæisk fodbold fra sit allerhøjeste niveau. Denne nye aftale viser vores laserfokus på at sikre indhold, der er relevant og attraktivt for mange seere, og som derudover giver dokumenterede kommercielle muligheder. Vi er især stolte af at forny UEFA Champions League i Danmark, hvilket betyder, at vi fortsat er den eneste tv-station i verden, der har vist alle kampe fra hver UEFA Champions League-sæson siden starten i 1992.
Peter Nørrelund, Viaplay Group EVP and Chief Sports & Business Development Officer:
– Fodboldfans i hele Norden ved, at europæiske aftener på Viaplay bare er noget helt særligt. Som altid leverer vi en dækning i absolut verdensklasse, med fantastiske optaktsstudier og de skarpeste eksperter der findes. Vi har altid fremragende lokal kommentering, dokumentarer og massevis af eksklusivt indhold. Med det nye UEFA-klubkonkurrenceformat vil vi have endnu mere fodbold i topkvalitet at tilbyde vores seere, hvilket vi sammen med resten af Danmarks passionerede fodboldpublikum får glæde af de kommende år.
Lars Bo Jeppesen, EVP Viaplay Group & CEO Viaplay Denmark:
– At Viaplay Group igen har sikret sig rettighederne til UEFA Champions League er endnu et bevis på at vi går kompromisløst og målrettet efter de rettigheder, der er de allermest værdifulde for vores seere, streamingkunder og distributionspartnere. UEFA Champions League rettighederne er kronen på værket ved siden af vores andre toprettigheder såsom 3F Superligaen, Premier League, Formel 1 og de største golfturneringer, hvilket understreger Viaplays førerposition på sportsområdet. Og så er det er en ekstra glædelig nyhed for alle Champions League fans, at det nye spændende turneringsformat byder på langt flere kampe end tidligere!
Viaplay Groups aftale med UEFA Champions League begynder i efteråret med den kommende sæson og løber altså således derefter til og med 2026/2027-sæsonen.