Champions League 2012 – 2015 fortsat på TV3+ og TV 2 Sport
Modern Times Group (MTG AB) kan i dag offentliggøre, at vi har forlænget de eksklusive tv-rettigheder til UEFA Champions League i Danmark, Sverige og Norge. Rettighederne strækker sig til og med Champions League-turneringen i 2014/15. Rettighederne omfatter både tv-dækningen på free-tv, pay-tv og Internet.
I Danmark betyder rettighederne, at TV3+ har førstevalg på alle kampdage og at TV3+ dermed kan fortsætte live-dækningen af Champions League både tirsdage og onsdage – foreløbig frem til og med 2015.
”Rettighederne til Champions League er yderst attraktive for enhver tv-station. MTG og TV3+ har siden starten i 1993 været med til at udvikle denne fantastiske fodboldturnering på tv med vores eksklusive dækning. Og med sikker dansk deltagelse i gruppespillet fra sæsonen 2012, er det en stor glæde for os, at vi også fremadrettet er den udbyder, der kan give seerne verdens bedste klubturnering på tv. Vi har som bekendt også rettighederne i den kommende sæson, hvor vi naturligvis håber på en gentagelse af FCK’s flotte indsats sidste sæson. Hvis de formår at kvalificere sig til gruppespillet,” siger TV3 Sportens chef, Peter Nørrelund.
Champions League-kampe vil under MTG blive sendt på Free-tv og Pay-tv i Skandinavien. Kampene vil også blive gjort mulige at se på både mobil-tv og Internet hos Viaplay, MTG’s internetbaserede streamingsite. Viaplay udbydes både på PC, tablets, smartphones og tv med internetadgang.
I Danmark kan seerne som sagt se førstevalgskampene direkte på TV3+, mens TV2 SPORT vil give seerne andre gruppekampe direkte.
Både TV 2 SPORT, TV 2 SPORT HD og tv2sport.dk vil byde på masser af direkte kampe fra playoff-runden og hele vejen gennem gruppespillet til og med kvartfinalerne. Aftalen inkluderer også retten til at vise mål og højdepunkter fra samtlige kampe i hver spillerunde. Dermed er der i store træk tale om en forlængelse af den eksisterende aftale, som løber frem til foråret 2012.
”Champions League er det ypperste indenfor europæisk klubfodbold. Derfor har det været meget vigtigt for os at sikre rettighederne fremadrettet, så klubber som FC Barcelona, Real Madrid og Manchester United fortsat kan opleves på TV 2 SPORT. Vi ønsker at være danskernes foretrukne sportsformidler, og derfor er det afgørende for os at kunne tilbyde de største sportsbegivenheder. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi med den nye aftale har forlænget rettighederne til Champions League helt frem til 2015”, siger adm. direktør Claus Bretton-Meyer, TV 2 SPORT A/S.
Kilde: TV3 presse / TV 2 Sport presse