Norlys Nyt
Boxer Extra Kort koster ikke længere ekstra
Hvis man vil se betalings-tv med Boxer på mere end ét tv i husstanden, har det indtil nu kostet 50 pct. ekstra i abonnement pr. fjernsyn. Den merudgift har afholdt mange fra at se fjernsyn i flere rum. Men nu fjerner Boxer abonnementet på Extra Kortet og gør det dermed langt billigere at få betalings-tv på andre tv-apparater i hjemmet.
”Langt de fleste af vores kunder har flere tv-apparater i deres husstand, og vi ønsker, at det skal være nemt og billigt at se fjernsyn i flere rum. Derfor ophæver vi abonnementet på vores Extra Kort. Det betyder, at vi har det billigste betalings-tv-produkt, uanset hvor mange tv man har,” siger Steen Ulf Jensen, adm. direktør i Boxer.
Han regner med, at afskaffelsen af abonnementet på Extra Kortet vil give Boxer flere nye kunder, da den samlede udgift til Boxer falder til næsten halv pris, hvis man eksempelvis ønsker at kunne modtage betalings-tv på tre fjernsyn samtidig.
Hovedabonnementet stiger
Til gengæld stiger hovedabonnementet en smule. De tre tv-pakker – MINI, MIX og FLEX8 stiger med en tier om måneden, mens den største pakke – Boxer MAX – stiger med en tyver.
”Det er en meget lille prisstigning sammenlignet med, hvad abonnementsprisen var på Extra Kort,” siger Steen Ulf Jensen.
Boxer Extra Kort kan også bruges i sommerhuset
Med Boxer Extra Kort kan man se Boxer på flere fjernsyn i huset. Eller man kan f.eks. tage et Extra Kort med i sommerhuset, så man også kan se betalings-tv der til samme pris.
”Alt, hvad man har brug for, er en antenne og en Boxer-godkendt digital modtagerboks eller et Boxer TV-Modul til hvert tv. Om man bruger vores Extra Kort i soveværelset, sommerhuset eller i campingvognen er det samme for os. Boxer er den eneste tv-udbyder, som giver den mulighed, at man bare kan tage sit programkort med sig. Kabel-tv sidder fast i væggen, mens satellit-tv er bundet til den enkelte boks,” siger Steen Ulf Jensen og fremhæver dermed Boxers unikke fleksibilitet.
Oprettelse og praktiske informationer
Hvert Extra Kort koster 299 kr. i oprettelse og nul kr. i abonnement. Man kan få op til to Boxer Extra Kort pr. abonnement, og man kan ud over to Extra Kort også få to Boxer Børnekort, så man i alt kan dække 5 tv-apparater.
Den nye prisstruktur for Extra Kort og prisændringer på Boxers tv-pakker træder i kraft pr. 14. marts 2011.
Kilde: Boxer presse