Blockbuster får ny direktør
Det bliver Louise Stenberg der overtager stafetten fra Casper Hald, som fratrådte stillingen som direktør for Blockbuster i november 2020 for at søge nye udfordringer udenfor Nuuday.
Louise Stenberg har de seneste år haft forskellige stillinger i Nuuday med fokus på strategi, salg og produktudvikling og har senest været ansvarlig for Omnichannel-strategien, hvor hun har ledet udviklingen og implementeringen af kommercielle og digitale strategier for at optimere kundeoplevelsen på tværs af analoge og digitale platforme.
”Jeg er meget glad for, at vi har en så stærk intern kandidat til at føre Blockbuster videre. De sidste seks år har Blockbuster under Caspers ledelse udviklet sig fra en god idé til at være en markedsleder i Danmark med betydelig vækst i Norden. Blockbuster er ikke mere en ”start-up”, men en velfunderet og ledende forretning, og Louises opgave bliver sammen med teamet at udvikle Blockbusters position i Danmark og Norden. Hun kommer til Blockbuster med en stærk og alsidig værktøjskasse og erfaring indenfor forretningsstrategisk og kommerciel udvikling, samt optimering af digitale kundefokuserede løsninger,” siger Jens Grønlund, direktør for Nuudays digitale brands.
Louise er 38 år og er med en baggrund fra International Business and Politics fra Copenhagen Business School, Public Management and Governance fra The London School of Economics samt Harvard Kennedy School velbevandret indenfor både det kommercielle og strategiske. Inden Louise kom til TDC i 2015 som strategiansvarlig for nøgleprojekter i Consumer Brands, arbejdede hun som konsulent for konsulenthuset Quartz+Co med opgaver indenfor forretningsudvikling, strategi, kommercialisering og procesoptimering i større danske virksomheder.
Louise tiltræder stillingen som direktør for Blockbuster den 1. februar 2020.