TV-Nyt

Bliv klar til Arvingerne sæson 2 på DR1

arvingerne dr1
Foto: Per Arnesen

Det karakterbårne drama om Arvingerne kommer med en ny sæson i januar. Det første af syv afsnit kommer den 1. januar klokken 20.00 på DR1. Lige som første sæson, udspiller anden sæson sig omkring herregården, Grønnegaard, på Sydfyn. Signe arvede gården fra sin ‘rigtige’ mor, kunstneren Veronika Grønnegaard, men hendes nyerhvervede søskende, Gro, Frederik og Emil er stadig stærkt knyttet til gården, hvilket ikke er nemt.

Gros far, Thomas, bor også fortsat i sin skurvogn i baghaven. Grønnegaard er fyldt til bristepunktet med forskellige viljer og agendaer, hvilket lægger et stort pres på Signe. Skeletterne er ude af skabene, og når de først bliver sluppet løs, er der frit løb for indviklede strategier og store følelser.

FAMILIEN
ARVINGERNE er en afsøgning af den moderne familie. Der er ikke længere noget økonomisk eller socialt, der nødvendigvis binder os sammen. I dag er det relationelle afgørende. Hvad der foregår mellem os og hvordan. Familien har antaget mange nye former, men den er ikke blevet mindre betydningsfuld. Hvordan skal vi lave familie i dag? Hvad er det, familien skal bestå af? Kan vi gøre os fri af den, og hvornår?

ARVINGERNE handler også om forbundethed. Hvem er vi forbundet med – og er vi overhovedet forbundet? Hvordan skaber vi et fællesskab uden at sætte os selv til side?

ARVINGERNE er en fortælling om en sammensat familie. Et eksempel på den mangfoldighed af familiemodeller, som findes i Danmark og som rigtig mange af os vokser op i. Den moderne familie med halv- og helsøskende, papfædre og stedmødre, dine, mine og vores børn; der alle kæmper om pladsen, og om at blive set og lyttet til. De fleste har brug for både friheden og fællesskabet. Den personlige frihed har i mange år repræsenteret en stærk værdi, men den har også konsekvenser for fællesskabet. Og hvilken betydning har det for familien og for de børn, som vokser op i forskellige doser frihed og fællesskab?

Arvingerne sæson 2 synops

Efter Veronikas død er Grønnegaarden blevet centrum for en familiefejde, som volder de fire søskende både sorg og vrede. Der er mange viljer og forslåede sjæle, og de fire søskende slås for at blive set, hørt og elsket.

Signe kæmper for at få sit hampelandbrug op at stå på Grønnegaard og drømmer samtidig om at gøre stedet til samlingspunkt for sine søskende og resten af familien. Men det er svært, for de har helt andre grænser for gæstfrihed og familieliv, end hun selv kender fra sin opvækst.

Banken og de økonomiske rådgivere mener, at Signes pionerprojekt med industrihamp er for usikkert, og heller ikke Lise og John er trygge ved ideen. Men det gør hende kun endnu mere målrettet og villig til at gå nye veje. Signe får opbakning til sine ambitiøse planer hos sine søskende og i resten af Grønnegaard klanen, men deres alternative livsførelse begynder langsomt at få store konsekvenser, også for hende.

Frederik er fast besluttet på at skabe orden og starte på en frisk med sin familie. Men Emil er sigtet for besiddelse af marijuana i Thailand, og da Emils sag spidser til, er det svært for Frederik, at holde fortiden fra døren. Frederik får brug for uventet hjælp.

Gro og Robert arbejder tæt sammen om at få solgt Veronikas værker til de rigtige samlere. Men Emils advokater kræver flere og flere penge, og Gro har fået smag for at skabe mystiske og lyssky værker i Signes kælder for at skaffe penge til hans løsladelse. En forretning, der sætter Gro og Roberts gensidige tilllid på prøve, og som samtidig truer de fire arvingers fremtid.

Og hvem kan tage ansvar for et lille nyfødt barn midt i dette kaos?
Maya Ilsøe, hovedforfatter

Arvingerne sæson 2 Trailer

Arvingerne II | Ny sæson | Trailer 1 | DR1

Arvingerne II | Ny sæson | Trailer 1 | DR1

KARAKTERER

Gro er blevet museumsdirektør på den prestigefulde “Kunsthallen”. Hendes kæreste Robert, har forladt kone og børn i Hamborg og er flyttet ind hos hende i København. Sammen varetager de salget af Veronikas værker og arbejder for at sikre hendes eftermæle på den internationale kunstscene. Det går over al forventning, men “næbene”, de værker som Gro har skabt i Veronikas navn for at skaffe penge til Emils løsladelse i Thailand, er der ekstra stor efterspørgsel på. Kim og hele kunstscenen står nu på tæerne for at få at vide, om der dukker flere ukendte værker op under den omfattende oprydning i Veronikas skitser og prototyper, som Gro er i gang med.

Robert har forladt sin kone og børn i Hamborg og er flyttet ind hos Gro i København. Han kører stadig sit galleri i Hamborg og er samtidig vildt optaget af arbejdet med at sælge Veronikas værker. Ikke mindst de værker, som Gro har lavet i Veronikas navn, der går som varmt brød. Han er fascineret af og begejstret over Gros kreative evner og ønsker at hjælpe hende til at kunne nyde livet mere og slippe pligten og ansvarsfølelsen overfor Veronikas arv og resten af familien. Men Gros familiebånd er stærke og farlige at udfordre.

Da det gik op for Emil, at han ikke ville få en krone efter sin mors død, besluttede han – for første gang i sit liv – selv at tage ansvar. Han rejste til Thailand, fik solgt sit elskede ressort og afviklet lånet til den thailandske mafia. Men til afskedsfesten blev han arresteret for besiddelse af marijuana. Igen må han bede om hjælp, og Gro skaffer pengene til hans kaution. Efterforskningen har været i gang lige siden, og der er hele tiden nye led, der skal betales for at få en afslutning på sagen. Imens har Emil udrejseforbud og skal ustandseligt testes og afhøres. Emil er presset i bund, og han har stadig kun set toppen af sine problemer.

Signe er flyttet ind på Grønnegaard og kæmper for at få sit nye landbrug op at stå. Banken og de økonomiske rådgivere mener, at hendes pionerprojekt med industrihamp er for usikkert. Men det gør hende kun mere målrettet og villig til at gå helt nye veje. Hun drømmer samtidig om, at Grønnegaard skal være samlingssted for hendes søskende og resten af familien. Men det er svært, når Gro, Thomas og alle de andre har helt anderledes grænser for gæstfrihed end hende. Og det bliver yderligere udfordret, fordi Emil sidder sigtet for besiddelse af marijuana i Thailand, og Gro laver lyssky værker i hendes kælder for at skaffe penge til hans løsladelse.

Solveig ved, at hun ramte Frederik på hans mest sårbare sted, da hun forrådte ham sammen med Emil, og hun er nu parat til at gøre alt for at redde deres ægteskab og familie. Det har altid været Solveigs plan at bruge friheden, når børnene blev store, til at fokusere på sin karriere, og hun er netop blevet forfremmet, da Frederik forelsker sig i en ubebygget naturgrund på landet. Hans drøm om selv at bygge hus, langt fra arbejde, skole og netværk, passer hende meget dårligt. Hun siger alligevel ja i håb om, at de kan starte på en frisk sammen, det nye sted. Men fortidens skygger vil ikke forsvinde.

Frederik tabte sit barndomshjem i retten til Signe og fik samtidig et helt nyt syn på sin far og fortiden. Da han kort efter blev konfronteret med Solveig og Emils forræderi, var hans verden ved at falde fra hinanden. Men Frederik vil ikke give op. Han er fast besluttet på en ny start med Solveig og børnene. De er vendt tilbage til en gammel fælles drøm om at bo tæt på naturen og er flyttet ind i et ufærdigt drømmehus på en naturgrund ud til havet. Hele familien prøver at samarbejde om projektet, men det er langt fra venner, skole og arbejde, og Frederiks gamle dæmoner truer lige under overfladen. Da nyheden om Emils nærtstående hjemkomst når dem, slår overfladen sprækker og en uventet hård kamp tager form i Frederik.

Thomas er utrolig lettet efter, at Signe fik Grønnegaard og gav ham lov til at blive. Efter sorgen over at miste Veronika og usikkerheden omkring fremtiden på Grønnegaard, er han nu for alvor blomstret op. Han er vild med Signes hamp-drømme på markerne og fuld af inspiration og livsglæde. Han har spillejobs, flirterier og følelsen af at have hele livet foran sig igen.

Lone har altid haft et godt øje til Thomas, men først efter Veronikas død, har der været plads til at etablere et intimt forhold til ham. Det nyder Lone samtidig med, at hun trives på Grønnegaard, hvor Gro stadig arbejder med at rydde op i Veronikas skitser og værker, og Signe får mere og mere brug for juridisk bistand til sine landmandsdrømme. Men Thomas’ veje kan ingen styre, og der skal mere end almindelig rummelighed til for at kunne følge med.

Isa voksede op i et rækkehus lidt uden for Svendborg. Hun blev passet af sin far, Henrik, der også tog sig af husholdningen og Isas mor, der var sengeliggende og døde, da Isa var 10 år. Isa var tæt knyttet til sin far, der var det faste holdepunkt i hendes liv. Men da hun som teenager begyndte at løsrive sig og reagere på sorgen over tabet af sin mor, var det svært for Henrik at håndtere hende. Isas frihedstrang blev kun forstærket af farens krav om god opførsel, og da han begyndte at give hende stuearrest, stak hun af og blev væk i længere og længere perioder. Da Isa som 17 årig fik en hash-psykose, stillede Henrik op igen og fik hende indlagt og i medicinsk behandling. Men da Isa begyndte at komme sig, startede konflikterne forfra. Isa har på den ene side en kolossal taknemmelighed og kærlighed til sin far, og på den anden side føler hun sig patroniseret og presset af ham. Isa ønsker brændende et mere sprudlende liv og bliver forført af Thomas’ livsglæde.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard