Billed-Bladets TV-Guld priser uddelt for tv-året 2020
Billed-Bladet har uddelt TV-Guld til de bedste værter og tv-programmer i 2020. I ti kategorier blev vinderne fundet af bladets læsere – og otte af vinderne er fra TV 2.
De to øvrige publikumspriser blev vundet af henholdsvis DR1 og TV3, mens en særpris blev givet til Phillip Faber, der blandt andet er kendt fra ’Fællessang’ på DR1. Endelig blev den store dokumentarpris, hvor vinderen findes af en priskomité, tildelt DR1 for ’Scandinavian Star’ i konkurrence med TV 2-programmerne ’Plejehjemmene bag facaden’ og ’Det sidste ord – Bent Fabricius-Bjerre’.
Billed-Bladets læsere har fundet vinderne af fire programpriser, og heraf gik tre til TV 2. Syvende sæson af ’Badehotellet’ fik prisen som årets fiktionsserie foran TV 2-serien ’Efterforskningen’, TV 2 CHARLIE-serien ’Sygeplejeskolen’ og Xee-serien ’Sunday’. Det er syvende gang, ’Badehotellet’ får TV-Guld, som er hentet i forskellige kategorier.
TV 2-programmet ’Nybyggerne’ blev årets livsstilsprogram foran TV 2s ’Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’ og DR1s ’Kender du typen?’
I kategorien årets underholdningsprogram vandt TV 2-programmet ’Stormester’ med Lasse Rimmer og Mark Le Fêvre som værter. Succesprogrammet vandt foran TV 2s ’Vild med dans’ og DR1s ’Den store bagedyst’.
Den fjerde programpris, hvor vinderen blev fundet af Billed-Bladets læsere, er årets personbårne program. Vinderen blev TV3-programmet ’Familien fra Bryggen’.
Årets værter
Billed-Bladets læsere har valgt i alt seks værter som deres favoritter inden for underholdning, sport og nyheder. Fem af disse seks priser gik til TV 2-værter.
For femte gang blev Peter Ingemann kåret som årets mandlige underholdningsvært, efter at han tidligere har vundet prisen i 2014, 2017, 2018 og 2019.
På nyhedsområdet var der en pris til både DR og TV 2. Kåre Quist blev årets mandlige nyhedsvært foran TV 2-værterne Lasse Sjørslev og Mikael Kamber, mens Cecilie Beck er årets kvindelige nyhedsvært, hvor hun var nomineret sammen med TV 2-kollegerne Ditte Haue og Karin Cruz Forsstrøm.
Også vinderen af prisen som årets kvindelige underholdningsvært er fra TV 2 og har tidligere vundet. Det er Sofie Linde, som for tredje gang i træk vinder TV-Guld i denne kategori – i år foran Janni Pedersen og Lene Beier.
Billed-Bladets læsere har igen kåret TV 2s Morten Ankerdal som årets mandlige sportsvært, mens årets kvindelige sportsvært er Stine Bjerre Mortensen.