Branche-Nyt

Bag skærmen: Det laver en playout-tekniker i DR

MCR er en del af DR’s Playout-center, som har ansvaret for al afvikling af tv, radio, livesendinger og publicering på DR’s platforme. Centret er bemandet døgnet rundt og har ansvaret for, at DR sender det planlagte indhold ud til brugerne i høj kvalitet og rettidigt.

Her arbejder den 47-årige Klaus Lopez Christensen, der oprindeligt er udlært låsesmed, men siden da har været forbi Viasats afdeling for livesendinger, i produktionsmiljøet som fotograf og klipper, lastbilschauffør i coronatiden, inden han så et jobopslag om at MCR i DR søgte en playout-tekniker.

Annonce - artiklen forsætter nedenunder

Det laver en playout-tekniker i DR

– Du kan sammenligne det at være en MCR-playout-tekniker med et omstillingsbord. Mine gode kolleger og jeg stiller de live-forbindelser, der kommer ind til DR, videre til de tv- og radioprogrammer, hvor forbindelsen skal på. Det kan være Puk Damsgård, der kommer ind på et satellit-signal fra Israel, en kilde, der er med på Facetime, Superliga-kampe, Eurovision, OL eller en reporter, som er med på Live-U ude i landet. Det er alt fra mobiltelefoner til den store satellit, vi stiller videre til TV Avisen, Radioavisen og andre udsendelser, siger Klaus Lopez Christensen og tilføjer:

– Vi har rigtig travlt ved store, nyhedsrelaterede live-events, som for eksempel tronskiftet, branden på Børsen, stormene i efteråret eller denne sommers EM og OL, hvor der er mange live-signaler, der kommer ind til os og skal videre til for eksempel TVA Live, Sporten og Radioavisen. Så er der næsten ikke tid til at spise frokost. Samtidig monitorer vi også alt det, der kommer ud af huset. Vi holder øje med, at der ikke er tavst i radioen eller sort på tv’et.

– Når vi får et live-signal ind, som skal videre til en udsendelse, hjælper vi med, om lyden er i orden og holder øje med farvebalancen og retter til. Vi kalder op til fotografen og siger, du er lidt underbelyst eller overbelyst, hvis det er tilfældet. Vi prøver så vidt muligt at få det bedste signal ud til brugerne. Det giver mig personligt meget at være en del af en gruppe gode og dygtige kolleger, der arbejder hårdt på at få Puk Damsgård igennem. Vi vil ikke have, der er sort skærm eller tavst på radio. Mange tænker ikke over det, og vi er måske også et lidt overset sted i huset. Derfor bliver vi ekstra glade, når producerne fra TV Avisen kommer forbi og siger tak for hjælpen, hvis vi for eksempel fik ændret en forbindelse fra Facetime til Zoom, fordi det ikke virkede. Vi prøver at strække os langt, for at tingene lykkes.

Mange regler og stejl læringskurve

– Der er masser af regler i DR på godt og ondt. Det er 20 år siden, jeg startede hos Viasat, og det var lidt det vilde vesten dengang. I DR er der vagtskemaer og planlægning på højt niveau – for eksempel hvornår man vil holde juleferie. Jeg har altid vidst, hvad DR er, men det er et stort hus at komme ind i og lidt af en supertanker, hvor ting tager tid – for eksempel at skifte teknisk udstyr og andet hardware. Jeg var i et lille produktionsselskab, og chefen sagde enten ja eller nej, og sagde han ja, kørte vi bare derudad. I DR er der forskellige ’instanser’, hvor tingene skal forbi. Jeg er meget glad for at være her. Jeg er blevet taget godt imod af DR-huset og af mine rigtig dygtige kolleger, som er gode til at lære fra sig.

– Læringskurven er stejl. Jeg startede samtidigt med en anden kollega, og hun kendte huset fra tidligere og ’sproget’ og havde derfor lettere ved skiftet til MCR. Der er meget fagsprog i DR, hovedsageligt blandt teknikerne. Én ting kan have tre navne: Det kan hedde ét hos teknikerne, noget andet hos os, og så kommer der en journalist og kalder det en tredje ting. Når vi for eksempel sender et pressemøde, og du har billedet af studieværten og gæster i studiet, der venter på pressemødet, så er der et billede af live-signalet fra pressemødet nede i hjørnet, hvor man for eksempel venter på, at Mette Frederiksen går på. Dét billede kalder nogen Live-A, mens vi kalder det Ticker+. Den slags eksempler er der mange af, smiler han og fortsætter:

– Da jeg var til min jobsamtale, sagde de, at det tager cirka et år til halvandet at komme igennem læringsprocessen. Jeg tænkte – uden at sige det højt – at det kan da ikke helt passe. Men jeg må nok give dem ret. Der er det tekniske ’sprog’, og der er mange forskellige apparater og udstyr i huset og ude i verden, så der er både meget hardware og software at have styr på. Jeg må indrømme, at jeg var lidt naiv, da jeg tænkte, at det ville tage tre måneder og ikke et til halvandet år. Jeg måtte bøje mig i støvet og give dem ret. Men det er med til at gøre MCR til et spændende sted. Næsten hver dag kommer der nye udfordringer – næsten hver dag jeg møder, er der nye ting, der skal læres.

DR søger aktuelt, da dette skrives, ny medarbejder til Playout centret læs mere her

Kilde: DR artikel

I samme kategori

Back to top button