Radio og Podcast Nyt

Anders Breinholt og Signe Vadgaard tilbage i radioen hos DR

Fra midten af august er P4 klar med en stribe nye værter og programmer, som vil gøre weekenden endnu mere underholdende og overraskende. Flere store værtsprofiler og et nyt sundhedsprogram finder vej til radiokanalen og DR LYD, hvor alt liveradio og podcasts fra DR også kan lyttes.

Anders Breinholt på P4

I programmet vil Anders sammen med lytterne og i selskab med spændende gæster byde på grin og god stemning til at forsøde søndag formiddag i hele Danmark. Selv glæder værten sig til at lave radio til danskerne igen.

– Jeg er jo opvokset i radio og ‘uddannet’ i radioverdenen, og derfor ser jeg ekstra meget frem til at sidde bag en mikrofon igen. At det så er på en af Danmarks mest lyttede radiokanaler, gør det jo kun endnu sjovere og ikke mindst endnu mere spændende – og en smule frygtindgydende.

– Jeg glæder mig virkelig til at underholde hele Danmark søndag formiddag – et tidspunkt, som måske er det eneste på ugen, hvor der er helt ro på, og der er tid til at være sammen. Og det er kodeordet – at være sammen! Jeg har brug for lytterne, for vi skal lave det her program sammen. De skal være de bærende stemmer i programmet. Lad det hurtigt blive den 18. august, siger Anders Breinholt.

Sender: Søndag klokken 10.00-12.00 og i DR LYD.

Signe Vadgaard vender tilbage

Signe Vadgaard kommer tilbage til DR hver fredag mellem klokken 14.00 og 16.00 med sit helt eget liveprogram. I programmet ‘Happy Hour’ skaber Signe Vadgaard og lytterne dejlig stemning med musik, som summer af fredag og fejrer at weekenden står for døren.

Sender første gang fredag den 16. august.

Lytterne får dog allerede glæde af Signe Vadgaard på P4 hele sommeren, hvor hun sender ‘Verdens bedste sommer på P4’.

Alle hverdage fra den 1. juli og fire uger frem kører radioværten rundt i sommerlandet og sender hver uge fra en ny, smuk campingplads, sammen med skiftende kendte medværter. I fællesskab med lytterne skaber Signe Vadgaard de sommerminder, som lytterne husker for altid. Samtidig ser hun sammen med gæster tilbage på nogle af de sommererindringer, som har betydet noget helt særligt for dem.

P4 besøger campingpladser over hele landet, og gæsteværterne er blandt andre Jesper Nøddesbo og Esben Dalgaard.

Sender: Alle hverdage fra 1. juli til og med den 24. juli fra 10.00 til 12.00.

Det Store Talkshow

Efter sommerferien får David Mandel en ny værtsmakker på lørdagsprogrammet ‘Det Store Talkshow’. Den erfarne radiovært med bornholmske aner, Nanna Nørregaard, skal flankere David Mandel hver lørdag, når de sammen stiller store spørgsmål til store personligheder. Den nuværende medvært, Cecilie Hother, skal på nye eventyr med sin familie i Frankrig. Nanna Nørregaard og David Mandel byder velkommen til ‘Det Store Talkshow’ for første gang sammen den 17. august.

Programmet fortsætter i samme form, og får besøg af kendte og aktuelle danskere hver lørdag fra 12.15 til 14.00.

Recepten

Lørdag middag kommer et helt nyt program fra 12.15 til 14.00, hvor vært Peter Ebberfeld tager fat i de store sundhedstendenser, som fylder i hverdagen. Peter Ebberfeld inviterer dygtige eksperter inden for hver deres felt i studiet.

Programmet hjælper lytterne med at navigere i junglen af sundhedsråd og sætter aktuelle trends, myter og løse påstande under P4-luppen. Alt sammen så lytterne får inspiration til at skabe det liv, som der bedst for dem – på et oplyst grundlag. Programmet sender første gang lørdag den 17. august.

Sender: Lørdag klokken 12.15 til 14.00 på P4 og i DR LYD.

Kilde: DR presse

Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard