Allan Simonsen på Camp Nou til FCK brag
F.C. København står overfor deres største kamp nogensinde, når de onsdag aften gæster legendariske Camp Nou for at forsvare den aktuelle førsteplads i Champions League-gruppespillet. Naturligvis en ordentlig mundfuld for københavnerne, som får kvalificeret modstand i form af Messi, Iniesta, Xavi, Puyol og co.
TV3+ stiller naturligvis også op i stærkeste opstilling. Peter Schmeichel styrer løjerne fra studiet med Brian Laudrup og Preben Elkjær ved sin side. I Barcelona sidder Frimann og Werge klar ved mikrofonerne. På sidelinjen står Luna Christofi og er klar til både før og efter kampen at få kampens væsentligste aktører i tale.
På linjen har hun desuden besøg af en tidligere Barcelona-spiller. Og sikke en. Europas bedste fodboldspiller anno 1977 Allan Simonsen kommer forbi.
Kampstart er 20.45.