TV-Nyt

Alene i vildmarken – nyt eksperiment på DR3

Alene i Vildmarken DR3I total isolation og med et minimum af hjælpemidler skal 10 seje danskere overleve på egen hånd i de norske skove nord for polarcirklen. Ikke en gang et kamerahold er de sammen med. Deltagernes eneste selskab er deres eget kamera, som de skal filme deres ophold med. Det bliver kampen mod sig selv og naturens kræfter. Målet er at klare sig længere end konkurrenterne og dermed vinde konkurrencen.

Alle 10 deltagere har et tæt forhold til naturen. Men det, de skal gennemgå i DR3-eksperimentet ’Alene i vildmarken’, er svært at forberede sig på. Og spørgsmålet er, hvor længe de kan begå sig alene i det nordnorske vildnis.

Allerede i starten af turen bliver flere af deltagerne presset. Ved ankomsten er vejret både barskt, koldt og ubarmhjertigt. Mens de kolde dråber ubønhørligt nedkøler deltagerne, skal de bygge et shelter, så hverken de selv eller deres medbragte sager bliver ødelagt af regnen.

De medvirkende har ingen idé om, hvor længe de skal være væk, eller hvor mange af deres konkurrenter, der er tilbage i vildmarken. Giver de op og vil hentes, skal de give besked via deres GPS.

Fysisk og indre rejse

’Alene i vildmarken’ består af to rejser – den fysiske og den indre. Først og fremmest skal de medvirkende lære deres område at kende og bevise, at de kan overleve i den bidske natur. Er de i stand til at opfylde de basale behov som læ, varme, vand og mad? Hvordan klarer de sig helt alene i kampen mod sult og kulde, i et øde område hvor man intet får foræret?

Hvis det lykkes dem at skaffe føde nok, starter den anden rejse, og en ny kamp; nemlig kampen mod sig selv. De medvirkende er totalt afskåret fra andre mennesker. Hvordan tackler de den ekstreme ensomhed og totale isolation uden at vide, hvor længe den varer?

Kampen mod sig selv

Redaktør på DR3, Mads Kromann Andersen fortæller, at ’Alene i ødemarken’ er et socialt eksperiment, der sætter fokus på, hvad der egentlig betyder noget i vores liv. Programserien skræller alle forstyrrende lag af hos det moderne menneske og finder ind til de grundlæggende menneskelige drifter.

”I en tid, hvor vores hjerner konstant bliver stimuleret, kan det være svært at finde ud af, hvem man selv er. ’Alene i ødemarken’ er en fysisk og mental kamp. Programserien stiller det basale spørgsmål om, hvor længe et menneske anno 2017 kan overleve alene i naturen, men mest af alt i kampen mod sig selv, når sult, tørst, angst og ensomhed præger hver eneste dag,” siger redaktør på DR3, Mads Kromann Andersen.

‘Alene i ødemarken’ har premiere på DR3, søndag den 1. januar klokken 21:00.

De 10 deltagere

Allan:
37 år. Bor i Kolding med sin kæreste og to døtre. Arbejder til dagligt som IT-manager. Allan er bushcrafter og deler denne interesse med sin bror, som han tit tager på ture med. Naturen er et frirum for ham, der står i skarp kontrast til hans daglige arbejde med IT.

Ann-Mai:
33 år. Bor på Fejø med mand og søn. Underviser i virksomhedsøkonomi. Ann-Mai har i flere år dyrket bushcrafting, og er flyttet tilbage til Fejø, hvor hun har naturen helt tæt på. Hendes største udfordring er, at hun skal være væk fra sønnen.

Christian:
32 år. Bor i Herning med kæreste og lille søn på 8 mdr. Arbejder som Social Media Manager, designer, udvikler og model. Christian har siden barnsben bygget egne redskaber, og er både jæger og erfaren fisker. Han har et tæt og respektfuldt forhold til naturen, og kalder sig selv indianer.

Emil:
28 år. Bor i Faaborg med sin gravide kone og søn. Arbejder som naturguide på Naturama i Svendborg. Emil har en stor viden om spiselige planter, og er glad for at dele ud af sin viden. Han har erfaring med både jagt og fiskeri, og har hele sit liv opholdt sig meget i naturen.

Jon:
36 år. Bor i Saltum med sin kone og to store børn. Arbejder som mekaniker. Jon er god til at bygge fælder og shelters, og bruger sit mekanikersind til at tænke kreativt. Jon er spændt på, hvordan det vil påvirke ham at være alene i længere tid, da han er meget socialt anlagt.

Lasse:
26 år. Bor på Østerbro med sin kæreste. Premierløjtnant. Lasse har altid rejst meget, de seneste år alene på sin motorcykel, hvor han har kørt Europa rundt. Hans militære baggrund gør, at han er meget organiseret, og går op i at planlægge sin tur.

Levi:
31 år. Bor på Ærø med sin kæreste. Under uddannelse til skov- og naturtekniker. Levi har stået for at arrangere mange friluftsture i Danmark og føler sig afslappet og hjemme i naturen. Han har to polarhunde, som han kører slæde med.

Magnus:
24 år. Bor i Hillerød. Studerer pædagogik. Magnus er et naturmenneske og har rejst i seks verdensdele. Han har en stor udlængsel og har altid drømt om at prøve at overleve i naturen.

Rune:
23 år. Bor i Faaborg. Selvstændig. Rune har stor erfaring i naturen, hvor han tidligere har været på bushcraft-ture alene i Lapland, i op til flere måneder. Hans største udfordring er, at han udelukkende skal leve af naturen, da han tidligere har haft proviant med.

Stine:
27 år. Bor i Hjørring med sine forældre og sin hund. Studerende. Hun har en god viden om naturen, især om spiselige planter.

Kilde:DR

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard