TV-Nyt

AGF – mellem håb og håbløshed – ny dokumentarserie

Eurosport går i ny dokumentarserie tæt på AGF’s drøm om at vende tilbage til toppen af dansk fodbold. Med serien tager Eurosport i denne sæson fodbolddokumentaren i en ny retning, når AGF åbner dørene til hidtil usete sider af klubben i den dokumentariske fortælling: ’AGF – mellem håb og håbløshed’.

Hvad er det med Aarhus og AGF? Hvor kommer den fra – denne særlige symbiose mellem fodbold-klubben i Danmarks næststørste by og aarhusianerne? Hvorfor er begejstringen og optimismen så voldsom, når AGF vinder, og hvorfor er den negative reaktion ikke mindre heftig, når ”de hviiee” skuffer? Og navnlig: hvordan er det, at være leder, træner, spiller, fan og aarhusianer omkring fodboldklubben AGF? Hvordan er det at elske AGF på godt og ondt? – lige dér mellem håb og håbløshed.

De spørgsmål prøver Eurosport at besvare i den nye fodbolddokumentar ’AGF – mellem håb og håbløshed’, der sendes på Canal 9 og Eurosport.dk i løbet af efteråret.

Serien vil indramme en af de mest eksponerede danske fodboldklubbers indre liv gennem personer både i og uden for klubben og i Aarhus. Og den vil søge at skildre presset, forventningerne, glæden, sejrene, skuffelserne og det hårde arbejde fra alle ansatte i klubben i kampen for at opnå sportslig succes og for at bringe AGF tilbage til toppen af dansk fodbold.

AGF har i forbindelse med serien indvilliget i at åbne dørene til det hidtil dybeste indblik i livet og hverdagen i AGF. Derfor kan vi se frem til at følge direktør Jacob Nielsen, sportschef Peter ”PC” Christiansen, cheftræner David Nielsen og medarbejdere og spillere i AGF. Men tanken er også, at tidligere koryfæer, fans og byens medier skal spille en rolle i dokumentaren. For det er netop det særegne ved AGF – alle aarhusianere føler, at de har en aktie i AGF. Alle har skyhøje forventninger, og alle aarhusianere deler glæden, når AGF har succes på banen, ligesom de deler skuffelsen, når AGF igen har flirtet med nedrykning.

Tilsammen lægger alle et pres på aktørerne i AGF, der tilnærmelsesvis kun matches af de største københavnske klubber. Livet med det pres bliver et gennemgående tema i den nye fodboldfortælling.

– Med dette projekt ønsker vi at lave den ultimative fortælling om relationen mellem AGF og Aarhus by, aarhusianerne og samtidig give et eksklusivt indblik i denne fantastiske fodboldklub med de store forhåbninger, men også med den altid lurende håbløshed lige om hjørnet, forklarer ledende redaktionschef hos Eurosport, Christian Thye-Petersen.

Hos AGF ser klubben frem til at deltage i ’AGF – mellem håb og håbløshed’.

– Da vi blev forelagt ideen om en fodbolddokumentar fra Eurosport, der skal undersøge det unikke forhold mellem AGF og Aarhus, blev vi både nysgerrige og senere overbevist om, at det ville vi gerne medvirke i og dermed også vise sider af AGF, man ikke har set i offentligheden før. Vi kan genkende præmissen omkring den særlige relation mellem aarhusianerne, Aarhus og AGF – den historie glæder vi os til at være med til at fortælle, for den har stor værdi for os og for byen og vores fans, siger direktør i AGF A/S, Jacob Nielsen.

Første afsnit af ’AGF – mellem håb og håbløshed’ får premiere på Canal 9 og Eurosport.dk søndag den 19. august 2018.

Kilde: Discovery Networks presse

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard