DR fik 6 Robert priser
Mens seerne på DR1 søndag aften kunne følge med i de seneste forviklinger i dramaserien ’Bedrag’, var nogle af det seneste års øvrige danske TV-serier og skuespillerne i dem i fokus på Tivoli Hotel & Congress Center i København.
Her uddelte Danmarks Film Akademi for 32. gang Robert-priser til det seneste års bedste danske film og TV-serier, og skuespillerne, producere og forfattere bag DRs dramaserier klarede sig godt i kampen om statuetterne.
Sammenlagt kunne DR gå hjem med seks Robert’er ved prisfesten, hvor Danmarks Film Akademis tæt på 2000 medlemmer har stemt og truffet afgørelsen, og det var ikke mindst ’Arvingerne’s skyld, at det gik så godt. Maya Ilsøes dramaserie, der gennem en familiesaga problematiserer den kulturelle og samfundsmæssige arv fra 68’erne, sikrede sig ikke mindre end fem af de seks Robert’er, der blev uddelt til TV-produktioner ved festen.
Dyrholm satte ny rekord
Den prestigefulde Robert i kategorien ’Årets danske TV-serie’ gik til netop ’Arvingerne II’, mens Trine Dyrholm sikrede sig Robert-prisen for ’Årets kvindelige hovedrolle i TV-serie’.
For Dyrholm blev det en helt særlig aften, fordi hun også fik Robert’en for ’Årets kvindelige birolle’ i filmen ’Lang historie kort’, og dermed er hun nu med otte Robert’er hjemme på kaminen – ifølge Ritzau – den skuespiller, der nogen sinde har fået flest ved uddelingerne.
Carsten Bjørnlund modtog Robert-prisen for ’Årets mandlige hovedrolle i TV-serie’ for sin indsats i ’Arvingerne II’ – og fra samme serie fik Jesper Christensen prisen for ’Årets mandlige birolle i TV-serie’, ligesom Lena Maria Christensen fik Robert’en for ’Årets kvindelige birolle i TV-serie’ for netop ’Arvingerne’.
Det er andet år i træk, at ’Arvingerne’ gør rent TV-bord ved Robert-festen og får samtlige priser, serien var nomineret til. Det samme skete med sæson et ved sidste års uddeling.
Også DR Fiktions serie ’Ditte og Louise’, som Piv Bernth har været producer på, som Ditte Hansen og Louise Mieritz har været hovedforfattere på, og Niclas Bendixen har instrueret, klarede sig fornemt. Sidste sommers dramaserie på DR1 blev ’Årets korte tv-serie’.
Også hæder til Ultra og film med DR-kroner i
DR Ultra havde også aktie i en Robert, idet ’Home Sweet Home – Salimah flytter til Danmark’, som DR Ultra sendte i slutningen af 2015 fik en statuette for ’Bedste doku-kortfilm’. Filmen er lavet af Good Company Pictures.
Udover Robert-priser til DRs TV-serier var der også en lang række af de film, som DR har været med til at co-producere og finansiere i årets løb, som sikrede sig priser ved festen, hvor Lars Hjortshøj var aftenens vært.