24 timers TV 2 PLAY Valgkanal fra 18. maj
Lørdag 18. maj åbner TV 2 PLAY en dedikeret valgkanal, der sender valg-tv 24 timer i døgnet til og med torsdag 6. juni, dagen efter folketingsvalget. Indholdet på PLAYs valgkanal bliver blandt andet unikke produktioner fra TV 2s journalister og de mange debatter fra Valgfolkemødet på Kvægtorvet, der holdes søndag 19. maj.
– Vores digitale indhold er en supervigtig komponent i at engagere danskerne i valget og samtidig bidrage til størst muligt overblik over holdninger og dagsordener. Som almindelig bruger og vælger er det en forudsætning for at involvere sig, at man kan overskue de mange muligheder og positioner i det politiske landskab. Det håber vi selvfølgelig især at bidrage til med vores politiske dækning, men bestemt også gennem digitale formidlingsværktøjer som eksempelvis Kandidattesten, siger TV 2s valgansvarlige og chef for TV 2 NEWS, Ulla Pors Nielsen.