TV 2 SPORT A/S indgår stor produktionsaftale – mere sport i HD

| torsdag 26. jan, 2012 17:03 | 0 Kommentarer

TV 2 SPORT A/S har netop indgået en omfattende millionaftale med East Production/TV 2 Sporten og dblux – event & tv production, som er en division i AM Production-gruppen. Fra sommeren 2012 og de kommende tre år skal disse selskaber producere næsten 300 fodboldkampe fra Superligaen i HD-format til visning på TV 2 SPORT og TV 2 SPORT HD.

Aftalen betyder også, at det bliver muligt at producere og sende endnu flere danske sportsbegivenheder i knivskarp High Definition – blandt andet ishockeykampe fra AL-Bank Ligaen, 1. divisionsfodbold og U21-landskampe.

Udover de mange HD-transmissioner fra Superligaen får East Production/TV 2 Sporten og dblux – event & tv production også til opgave at producere TV 2 SPORTs kampe fra Badmintonligaen, 1. divisionsfodbold, den danske kvindefodboldliga, U21-landskampe, de to danske håndboldligaer samt Champions League-håndbold og ishockeykampe fra AL-Bank Ligaen – i alt omkring 350 produktioner, hvoraf det altså bliver teknisk muligt at producere udvalgte kampe i HD. Sammenlagt er der tale om flere end 650 OB-produktioner over den treårige aftaleperiode, og TV 2 SPORT er dermed klart den broadcaster, der tegner sig for flest sportsproduktioner i Danmark.

”Udviklingen går i retning af større tv-skærme og dermed et krav fra forbrugerne om højere billedkvalitet. Vi har derfor valgt at mødekomme vores kunders ønske om mere HD-produceret indhold, og jeg er overbevist om, at vi har valgt de helt rigtige leverandører til at løfte denne store opgave. Flere selskaber har været inde i billedet, både danske og udenlandske, men vi har valgt at indgå samarbejde med East Production/TV 2 Sporten og dblux, som vi mener lever op til vores krav om høj kvalitet, fleksibilitet og stabil levering til en acceptabel pris”, siger produktionschef Mogens Wolf Johansen, TV 2 SPORT A/S.

TV 2 SPORT HD sender i forvejen en lang række store begivenheder og kampe i HD-produceret kvalitet, blandt andet NFL, NHL, UEFA Champions League, DM-rally, EM-håndbold og Wimbledon.

Kilde: TV 2 Sport

Del på:

Gemt under:: Branche-Nyt