Branche-Nyt

Sport har stor betydning for fjernsynets udvikling

TV iPad iPhoneEM i fodbold og OL er 2 begivenheder som giver helt nye muligheder for tv-seerne: De 2 ting har gjort, at en hård nød er knækket, så seerne kan tage fjernsynet med sig på farten.

På grund af rettigheder, har det kun været muligt at se tv inden for egen matrikel via bredbånd; dét hvor ip-adressen er registreret. YouSee har netop meddelt, at kabel-tv kunder med bredbånd ikke længere er bundet geografisk og kan se tv via andre leverandøres bredbånd eller mobilt bredbånd:

– Det er en naturlig udvikling, at man også kan tage sine tv-kanaler med sig ud af huset, men hidtil er det strandet på et spørgsmål om penge. Det er YouSee’s klare holdning, at kunderne kun skal betale én gang for deres kanaler, og det har vi fået de første aftaler med tv-stationerne om. Jeg er overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid før flere følger efter, siger vicedirektør Ulf Lund, YouSee.

Følgende 23 kanaler er med fra begyndelsen: DR1, DR2, DR Update, DR Ramasjang, DR K, DR HD, Canal 9, Folketinget, dk4, Infokanalen, SVT1, SVT2, NRK, ARD, ZDF, NDR, Disney Channel, Disney XD, Disney Jr., National Geographic Channel, Eurosport, Eurosport 2 og RTL.

YouSee er utilfreds med, at TV2 ikke er med, fordi der ikke har kunnet opnås enighed om prisen, og distributøren mener, at TV2 vil have penge 2 gange for de samme kanaler.

Stofa og TV2 i samarbejde
TV2 er dog ikke fremmed for at udvide mulighederne: I marts sendte TV2 og Stofa en pressemeddelelse ud om et strategisk samarbejde op til sommerens sport. Alle TV2’s kanaler kan via Stofas WebTv To Go tages med og ses via en hvilken som helst bredsbånds-forbindelse i Danmark.

– Som Danmarks største tv-kanal er det vores ønske at være med i udviklingen af nye muligheder for at anvende TV2-kanalernes indhold på nye medier. Vi oplever en stigende interesse for dette område, og gennem et tæt samarbejde med Stofa vil vi være med til at udvikle den nye teknologi med hensyn til prissætning og dataindsamling. Her er tale om attraktive TV2-produkter og programmer, som repræsenterer en værdi, der skal betales for, siger TV2’s kommercielle direktør Flemming Rasmussen.

Samarbejdet gælder 2012 og 2013, hvor det er gratis for Stofas bredbåndskunder det første år, men næste år skal der betales.

Hos TDC oplyser Torben Rasmussen, der er ansvarlig for tv-produktudvikling, til DIGImail, at kunderne meget gerne vil have adgang til tv uden for hjemmet, og TDC er derfor i færd med at få løst rettighedsproblemerne.

Sport har traditionelt indflydelse på tv
At sport og fjernsyn hænger nøje sammen, er ikke noget nyt. Siden OL i Rom 1960, som var første store begivenhed der blev tv-transmitteret verden rundt, har OL og VM og EM i fodbold sat fut i salget af fjernsyn.

Og da farvefjernsynet kom til var det vinter-OL i franske Grenoble og især sommer-OL i Mexico, som var drivkraften i salget af farvefjensyn i 1968 i Europa.

Op til VM i fodbold i Tyskland 2006 var der forventninger om, at hér kom gennembruddet for mobil-tv i form af tjenester, der kunne tilbyde klip med mål og andre højdepunkter.

– Men det slog ikke igennem – min vurdering er, at vi her før Apples fremstød med applikationer til få kroner ikke var gearet til at betale og at telefonafgiften var for høj for at sende video over mobilnettet. I dag er situationen en anden: Wi-fi er kommet til, og vi er nu vant til at have tv når som helst, hvor som helst og på hvilken som helst »dims: Fjernsyn, tablet, computer eller smartphone, siger BFE’s kommunikationschef Erling Madsen.

Kilde: BFE nyhedsbrev

I samme kategori

Back to top button