Jens Gaardbo bliver ny vært på TV 2 NEWS

| onsdag 29. jun, 2011 16:25 | 0 Kommentarer

I en årrække var TV 2|NYHEDERNEs Jens Gaardbo Danmarks bedste og mest populære nyhedsvært. Siden blev han kanalens nyhedschef og selvstændig kommunikationsrådgiver, og nu han vender tilbage til tv-skærmen som vært.

Fra 1. september i år er 54-årige Jens Gaardbo nemlig vært på TV 2 NEWS. Og det er netop nyhedskanalens fremkomst og NEWS’ stigende betydning, der har givet Gaardbo lyst til at vende tilbage til nyhedsjournalistikken.

– Jeg har gennem lang tid vidst, at jeg ville have journalistik ind i mit liv igen, men det skulle være på en måde, der gav mening, og som havde noget klassisk i sig. Når TV 2 NEWS så inviterer mig ind, trækker det voldsomt i mig. TV 2 NEWS er samfund og verden døgnet rundt. Det er både vitalitet og tyngde. Det er præcist, hvad jeg føler, jeg skal ind i. Jeg håber, min efterhånden erfaringsramte person kan bidrage godt, siger Jens Gaardbo og fortsætter:

– NEWS har ændret nyhedsbilledet og har givet nyhedsjournalistikken en helt ny dimension. Jeg er selv TV 2 NEWS-narkoman og mener, at kanalen er en kæmpestor gave til seerne.

Jens Gaardbo har drevet selvstændig kommunikationsvirksomhed siden 2004. Han forlader nu kommunikationsbureauet KasterGaardbo A/S, som drives videre af de to øvrige partnere.

Jens Gaardbo blev uddannet journalist i 1980 og var frem til 1988 ansat på DR Radio. Herefter var han nyheds- og aktualitetsvært på TV 2 frem til 1997, hvor han blev TV 2s tredje nyhedschef. I 2003 forlod han TV 2 for at arbejde i kommunikationsbranchen, men han har fortsat medvirket i radio- og tv-udsendelser, bl.a. som panelmedlem i ”Spørg Charlie” og med sit eget radioprogram, ”Gaardbo på P1”.

Glæde på TV 2 NEWS

Hos TV 2 NEWS er glæden stor over, at Jens Gaardbo er på vej til TV 2 NEWS-skærmen.

– Jens Gaardbo var Danmarks ”Mr. News”, længe inden TV 2 NEWS blev opfundet. Jens var en meget stærk og engageret formidler og en formidabelt dygtig interviewer, da han var vært på

TV 2|NYHEDERNE i 1990’erne. Siden har han hentet erfaring med både ledelse og i kommunikationsbranchen, så pennen og tungen er kun blevet skarpere. Jens Gaardbo bliver ubetinget en meget stor gevinst for TV 2 NEWS, siger kanalens chef, Mikkel Hertz.

TV 2 NEWS er i 1. halvår 2011 en af de mest fremgangsrige, større kanaler i Danmark, og kanalen fik i 1. halvår sin højeste seerandel nogensinde. Den relative fremgang i seerandel var på 17 procent i 1. halvår – fra en seerandel på 2,8 procent i 2010 til 3,3 procent til 2011.

Kilde: TV 2 presse

Del på:

Gemt under:: Branche-Nyt