[responsive_menu_pro]

X-Factor 2019 på TV 2 – Tid til finalen

x factor finalister TV 2 2019

Foto: Lasse Lagoni/TV 2

TV 2TV 2 TV 2 Play
apr 12 KL. 20:00

X-Factor 2019 på TV 2 – Tid til finalen TV 2 TV 2 Play
Tilføj til kalender Underholdning

12-04-2019 20:00:00 Europe/Paris X-Factor 2019 på TV 2 – Tid til finalen

‘X Factor’ finalen er rykket til Forum Horsens, hvor Sofie Linde står klar til at byde velkommen til både publikum, seere, deltagere og dommere. Alphabeat og Scarlet Pleasure

TV 2 TV 2 Play

De tre finalister, Benjamin, Kristian Kjærlund og Live, har kæmpet sig frem til finalen og er nu klar til at indtage Danmarks største livescene i et kæmpe finaleshow.

‘X Factor’ er rykket til Forum Horsens, hvor Sofie Linde står klar til at byde velkommen til både publikum, seere, deltagere og dommere. Alphabeat og Scarlet Pleasure kommer også og optræder, ligesom der er et gensyn med nogle af sæsonens tidligere deltagere.

De var med i Liveshows

Solister under 23 X Factor 2019

Ankerstjerne tager Benjamin Rosenbohm, Live Køhl Vogel og Patrick Smith med sig videre til liveshows. Foto: Lasse Lagoni / TV 2

BENJAMIN

En helt-nede-på-jorden-fyr, som bare elsker musik. Det er Benjamin på 16 år, der bor i København.

– 99 procent af min tid går med at øve mig. Min største drøm er at komme til at leve af musik, siger Benjamin, der ud over sin almindelige skole også har sin musikskole at passe, hvor han går på talentlinjen. Og talentet så de tre dommere hurtigt, da Benjamin var til audition. Også selv om han lidt tilfældigt stillede op, for egentlig var han mest med for at støtte sin gode ven Stanislas. Og nu er Benjamin altså videre til liveshows.

– Det er nok det, jeg glæder mig allermest til – at optræde, siger Benjamin, der finder stor inspiration i sangere som John Mayer og Ed Sheeran – og i sit samarbejde med Ankerstjerne:

– Ankerstjerne er utrolig dygtig og åben. Vi elsker begge, at vi gennem musikken kan fortælle en historie, som folk kan relatere til. Han er selvfølgelig meget mere erfaren end jeg, men jeg synes, vi lærer noget af hinanden.

Ankerstjerne om Benjamin

– Jeg har drømt om en artist som Benjamin, før jeg overhovedet mødte ham til audition. Han er en usleben diamant, som har ‘tøffet’ rundt og ageret almindelig fyr, men som i virkeligheden er en superstjerne. Han er musikalsk uovertruffen, fordi han har øvet sig. Man bliver ikke så god som Benjamin uden disciplin og hårdt arbejde. Men han er samtidig begavet med en stemme, der er vanvittigt rørende, cool og smuk. Han er et enormt ydmygt, positivt og godt menneske, som kan være et stærkt, maskulint ideal for fremtiden.

LIVE

15-årige Live suger al viden til sig, der kan gøre hende til en bedre sanger og udvikle hende musikalsk, og derfor er det også noget helt særligt for hende at være med i ‘X Factor’:

– Det er den fedeste oplevelse, og jeg er virkelig glad for at være med. Jeg har allerede lært så meget, og jeg håber, jeg kommer til at lære endnu mere, siger Live, der bor skiftevis i

Espergærde og København, fordi hendes forældre er skilt. Hele familien bakker hende 100 procent op i hendes deltagelse i ‘X Factor’ – noget, hun har drømt om, siden hun var helt lille. At hun meldte sig nu, kom dog lidt spontant, for Live har faktisk aldrig optrådt for et publikum før. Kun for familien.

Live er også glad for at tegne og male – og så er hun rigtig glad for sit samarbejde med Ankerstjerne:

– Jeg var så nervøs for, hvordan det skulle gå, men det er virkelig fedt. Vi er meget ens både i vores musiksmag og vores visioner, og vi bliver ret hurtigt enige om ideerne, så det er virkelig dejligt.

Ankerstjerne om Live

– Live kan med sin musik bygge broer mellem generationer. Hun kan få den ældre generation til at få øjnene op for den helt nye, moderne musik, og hun kan få de unge til at forstå, hvem The Beatles og David Bowie var. Hun er æstetik i sin reneste form. Hun har en gave i sin sindssygt smukke, ubesværede klang, som kan få hjertestrengene til at vibrere inde i os alle sammen – hun skal bare åbne munden, så kan man mærke det. Hun er på alle måder en enormt cool og sej 15-årig pige.

PATRICK

18-årige Patrick fra Rødby lever og ånder for musikken. Han spiller masser af jobs, og det hele begyndte, da han som treårig fik en ukulele i hænderne. Patrick finder inspiration i store folkekære navne som Kim Larsen, men også B.B. King, Aretha Franklin og Johnny Cash lytter han meget til. Men Patrick er helt sin egen, og når han går på scenen, så er han 100 procent sig selv:

– Jeg synger ikke for at imponere nogen. Jeg kommer, som jeg er – og jeg går, som jeg er. Det er det, der gør mig unik, siger Patrick.

Det var helt spontant, at Patrick meldte sig til ‘X Factor’, men han er meget glad for at være med og for at være omgivet af dygtige mennesker, som han ser op til. Og så glæder han sig til samarbejdet med Ankerstjerne:

– Jeg ved bare, at det bliver skidegodt med Ankerstjerne! Man begynder efterhånden også at komme mere ind på ham som menneske og ikke kun som dommer, og det er fedt! Han er vildt dygtig og super cool, og jeg tror også, han synes, jeg er en sjov udfordring.

Ankerstjerne om Patrick

– Patrick nulstiller mig. Når han fortæller historier gennem sin musik, bliver jeg mindet om, hvor jeg kommer fra, og jeg genfinder en glæde ved det danske sprog. Der er noget dansk sangskrivertradition i ham, som han er i stand til at gøre moderne. Han er cool, rørende og en oprører – måske også et oprør mod mig. Han kommer som en sandsiger og fortæller os om tilværelsen, som den i virkeligheden er – uden om alt mediecirkus og bling – med sine egne ben solidt plantet i den lollandske muld.

Blachmans solister over 23

Blachmans solister over 23 X Factor 2019

Blachman sammen med sine live-deltagere: Andrea Brøndsted, Kristian Kjærlund og Gina Michaells. Foto: Lasse Lagoni / TV 2

ANDREA BRØNDSTED

29-årige Andrea bor i København, er født i Basel i Schweiz og opvokset i Aalborg. Som seksårig begyndte hun at spille violin, og da hun var 11, begyndte hun at synge i pigekor. Andrea arbejder som arkitekt, elsker at rejse og har sunget for et mindre publikum i både ind- og udland. Det er dog først nu, hun tør stille op i ‘X Factor’:

– Jeg har i mange år holdt mig tilbage og ikke rigtigt udforsket denne del af mig selv, så det glæder jeg mig til, siger Andrea, der stilmæssigt læner sig op ad sangere som Lana Del Rey og Agnes Obel. Hun håber, at ‘X Factor’ kan lære hende at slippe kontrollen lidt og kaste sig ud i nogle udfordringer, der måske ikke går som forventet – og så ser hun frem til samarbejdet med Blachman:

– Jeg tror, det bliver virkelig fedt – og hårdt! Blachman er lidt en blanding af en hyggeonkel og en skrap tante. Det er perfekt, for han er dygtig, og han har humor. Jeg elsker skæve og excentriske mennesker, der er passionerede omkring det, de laver.

Blachman om Andrea

– Andrea er den travle arkitekt, som også har fundet et fint udtryk og en fin stemme. Andrea har en skrøbelighed, som jeg har en interesse i – det kan ikke komme bag på nogen – og så har hun en krystalklar stemme. Hun er let at arbejde med, så vi prøver alle mulige ting af, og jeg synes, det kører. Jeg glæder mig meget til at vise, hvad vi er kommet frem til.

GINA MICHAELLS

Gina er 43 år og bor i Brande med sin mand og tre børn. Gina er født i Filippinerne, og hendes største musikalske idol er Tina Turner. Gina elsker alt ved ‘X Factor’ og elsker faktisk alt ved musik. Musikken er hendes drivkraft. Hun har set masser af ‘X Factor’, men hun har aldrig overvejet at stille op – før nu. Heller ikke, selv om hun har stået på en scene masser af gange og sågar har optrådt for en kongelig i Malaysia. Hendes største fans er hendes mand og børn, og det er også dem, hun slapper allermest af sammen med.

– Så spiller vi musik og spiser slik. Jeg er et hjemmemenneske, siger Gina, der er meget glad for sit samarbejde med Blachman:

– Han er rigtig god. Jeg havde læst og hørt meget om ham, så jeg har altid tænkt på, hvordan han mon er i virkeligheden. Men han er super sød og utrolig musikalsk, og jeg er virkelig glad for at skulle arbejde sammen med Thomas. Vi er meget ens i vores musiksmag. Han er til old style jazz, og jeg elsker også old style musik.

Blachman om Gina

– Gina er virkelig et charmerende menneske og frem for alt en dygtig sanger. Hun er et godt instrument at arbejde med – hun er en sikker, stærk og personlig sanger. Lige meget, hvilken musik vi vælger, gør hun det til sit eget, og det er jo det, det hele handler om. Det skønne i denne her kategori er modenheden, og det kommer virkelig til udtryk med Gina – vi glæder os.

KRISTIAN KJÆRLUND

Kristian elsker ‘X Factor’ og har fulgt med lige fra første sæson, hvor han også begyndte at drømme om selv at være med i programmet. Den 23-årige idrætsstuderende fra Horsens lytter til musik stort set hele tiden, men han har aldrig fået undervisning i sang:

– Jeg har mest sunget i enrum og ellers en smule til skolemusicals og -teaterstykker, men mine optrædener foran et publikum kan vist tælles på to hænder, siger Kristian, der håber, at ‘X Factor’ vil gøre ham endnu dygtigere.

Kristian har en bred musiksmag og lytter til alt, hvad hans humør lige er til. Hans egen stil betegner han som synth- og indiepop, men han er åben over for alt – og især over for sin coach:

– Jeg glæder mig helt vildt meget til samarbejdet med Blachman. Han er virkelig skarp både musikalsk og i almindelighed. Og så formår han altid at bringe det bedste frem i dem, han arbejder med. Jeg bliver stadig en anelse starstruck, hver gang jeg ser ham. Jeg er overbevist om, at jeg kommer til at lære rigtig meget af ham.

Blachman om Kristian

– Jeg behøver bare at sidde og kigge på Kristian, når vi vælger numre – hvis det ser godt ud til hans look, er vi tæt på! Kristian er en karakter og en virkelig god sanger. Han giver noget af sig selv og synger ikke et nummer på samme måde to gange. Han har en god forståelse for, hvem han er, hvorfor han gør, som han gør og synger, som han synger. Kristian er til inspiration for alle!

Oh Lands grupper

Oh Lands Grupper X Factor 2019

Oh Land omgivet af sine tre grupper. Fra venstre ses Echo, Dr. Rolf og Kanylerne samt Maria og Bea. Foto: Lasse Lagoni / TV 2

DR. ROLF & KANYLERNE

Alderspræsidenterne fra det sydfynske oser af erfaring og musik, og det er der ikke noget at sige til. Ole, Jens, Klavess og Henrik var ikke særlig gamle, da de hver især fandt ud af, at de ikke kunne leve uden musik. Og det har de så ikke gjort lige siden! Ole (70 år) er Dr. Rolf og skriver tekst og melodi, mens alt andet bliver til i et givende samarbejde, hvor alle byder ind med ideer:

– Alle har noget at skulle have sagt i dette band. Vi har en god energi, når vi er på scenen, og et godt sammenhold, når det virkelig gælder, siger Klavess (59 år), der til daglig er instrumental underviser på Den frie Lærerskole i Ollerup.

– I sidste ende er det Ole, der er kaptajnen, siger Henrik (60 år), der ud over at spille musik arbejder som sagsbehandler.

– Vi skiller os ud ved at lyde, som vi gør. Der er heller ikke nogen, der skriver sange, som Ole gør – de er sjove, poetiske, politiske og til tider socialrealistiske, siger Klavess.

Dr. Rolf & Kanylerne har været en fast konstellation det sidste halvandet år, hvor Ole synger og spiller guitar, Henrik spiller elektrisk guitar, Jens spiller bas, og Klavess oftest spiller trommer og percussion, men ind i mellem også griber en banjo. Alle fire er enige om, at det er vildt at være med i ‘X Factor’, og at Oh Land er dygtig:

– Det bliver fedt, at vi skal til at øve med Oh Land – en nutidig, international kendt sanger og musiker. Oh Land er som kunstner og privatperson meget spændende og inspirerende – og så gennemført ærlig i sin tilgang til musikken. Og bare det at være sammen med hinanden og alle de andre, det bliver også fedt, siger Dr. Rolf & Kanylerne.

Oh Land om Dr. Rolf & Kanylerne

– Her har vi nogle mænd, der har levet et liv og har noget på hjerte! Jeg synes, at kontrasterne er virkelig spændende med dem. Alvoren og de flagrende drømme. Der er et bredt spænd i Oles egne tekster. Det er virkelig spændende for mig at arbejde med ‘X Factor’-historiens første band!

ECHO

De fire piger er sat sammen af Oh Land, og måske har hun en magisk krystalkugle, for pigerne klikkede med det samme:

– Vi har ingen problemer haft, ingen skænderier og intet drama. Det er som om, Oh Land bare vidste, vi passede sammen, siger Tanne, der har sine musikalske evner fra sin spanske far. Hun er med sine 21 år den ældste i gruppen, men aldersforskellen mærker de ikke, siger hun. 15-årige Emma fra Horsens stemmer i.

– Vi har hurtigt fundet hinanden, og Oh Land har også hurtigt fundet vores stærke sider. Vi klinger bare virkelig godt sammen, siger Emma, der meget tidligt drømte om at stille op i ‘X Factor’. 16-årige Mathilde fra Bornholm, der tidligere har været med i ‘Voice Junior’, vidste også, hun ville stille op, da ‘X Factor’ pludselig kom til Bornholm. Hun greb chancen, og det har hun ikke fortrudt.

– Vi har det virkelig godt sammen i gruppen. Vi prøver ikke at ligne andre – vi vil bare have det sjovt og få det bedste ud af de stemmer, vi har, siger Mathilde, der ud over musikken også skal passe sin håndbold.

Freja fra Tørring er årets yngste deltager. Den 15-årige skoleelev har i mange år spillet i band, men havde egentlig aldrig tænkt på at stille op i ‘X Factor’ – indtil en veninde pressede på:

– Jeg syntes også, det kunne være megafedt at stille op og se, hvor langt man egentlig nåede, og det er jo gået meget godt. Men det er kun min bror, mine forældre og en ven, der ved, at vi er nået til liveshows, så jeg glæder mig til at se, hvad alle de andre siger, når de ser os i tv, siger Freja.

Oh Land om Echo

– Da Ankerstjerne valgte ikke at sende Mathilde videre, vidste jeg, at jeg måtte lave et ægte girlband. De her fire unge kvinder er super stærke sammen og rørte mig lige fra første gang, jeg hørte dem. De smeltede sammen harmonisk og menneskeligt nærmest fra start, og det er lidt som om, de har kendt hinanden i lang tid. Og så er de ovenikøbet også vildt arbejdsomme og søde ved hinanden.

MARIA & BEA

Selv om man kommer fra Sønderjylland, kan man godt være rapper. Det beviser de to 18-årige veninder, som har kendt hinanden i snart fem år og elsker at lave musik sammen. For uden musik ville livet være kedeligt:

– Vi har det megasjovt, når vi er sammen. Vi er virkelig sjove. Vi burde faktisk have et tv-program, ‘Keeping up with Maria og Bea’. Det ville blive rigtigt sjovt, siger Maria, der er fra Haderslev og lige nu bare nyder livet, mens Bea fra Sønderborg går i 3.g på Sønderborg Statsskole.

De to veninder lader sig især inspirere af danske rapstjerner som Gilli og Benny Jamz og den amerikanske rapper Nicki Minaj – og så er de meget glade for Oh Land:

– Selv om vi er meget forskellige i vores stil, så forstår hun os rigtigt godt musikalsk og kan arbejde videre med os og med de ideer, vi får, siger Maria, og Bea er enig:

– Oh Land er virkelig god til at mærke os. Hun presser ikke sine ideer ned over hovedet på os, men ser hurtigt, hvad vi er trygge ved, og det kan jeg virkelig godt lide ved hende. Hun er rigtig god, siger Bea, der oprindeligt er fra Litauen.

Maria og Bea havde en intention om at melde sig til ‘X Factor’ i 2018 – men så glemte de det og troede, at deres chance var forpasset. Heldigvis gik det anderledes:

– Vi troede ikke på, vi ville nå så langt, men vores familie og de venner, der vidste, vi stillede op, de var sikre på, vi ville gå videre til live, og de bakker os 100 procent op, siger Maria og Bea.

Oh Land om Maria & Bea

– Der er så meget under overfladen med de her to piger. Da jeg først så dem, vidste jeg kun én ting med sikkerhed: At jeg blev nødt til at se dem igen. Nu, hvor jeg har arbejdet med dem og set dem sætte ‘Five Chair Challenge’ i flammer, ved jeg, at de er ægte dygtige! De er også nørdede omkring musik og har virkelig et bredt kendskab. De er ganske enkelt en gave til mig, en gave til programmet og en gave til Danmark.

Sådan sendes X-Factor 2019 på TV 2 og TV 2 PLAY

Seks ‘X Factor – live shows fra fredag 1. marts 2019.
Der sendes fra 20:00 med pause i midten for nyhederne inden afgørelsen.

X Factor – finale fredag 12. april 2019

Sangprogrammet er anderledes på flere punkter i den nye sæson.

Den garvede ‘X Factor’-dommer Thomas Blachman får selskab af to helt nye kolleger.

Han kan personligt se frem til sin 11. gang ved dommerbordet, men for sangerinden Oh Land og sangskriveren Ankerstjerne er det første gang, de skal indtage pladserne ved siden af veteranen. Sofie Linde har været vært i sæson 9, 10 og 11 af ‘X Factor’ – hun kommer også til at stå i spidsen for den kommende sæson 12.

I ‘X Factor’ plejer sangtalenterne at blive delt op i tre kategorier: Solister under og over 23 år og grupper.

Det sker igen i den kommende sæson, men som noget helt nyt bliver der også plads til trommeslagere og guitarister. Bands kommer nemlig til at blive en del af gruppekategorien.

Det er dog kun bands, der har en eller flere sangere, der har kunnet melde sig til sangkonkurrencen.

I år har spirende sangskrivere haft ekstra grund til at melde sig. For første gang kan deltagerne nemlig synge deres egne sange lige fra audition til liveshows.

Der kan dog forekomme temaaftener, hvor deltagerne vil skulle lave deres egne versioner af et covernummer eller lave et mashup mellem egne sange og en coversang.

X-Factor 2019 på TV 2 PLAY

13 ‘Tæt på’-programmer fra søndag 27. januar 2019, hvor vi er med bag scenen og blandt andet følger dommere og deltagere på tæt hold.

X-Factor 2019 på TV 2 ZULU

Ni fredage med ‘Z Factor‘ fra fredag 1. marts 2019, hvor ’X Factor’ bliver vendt og drejet på den kærlige, humoristiske og ZULU’ske måde. Første fredag sendes det dog på TV 2 Play.

X-Factor 2019 på Podcast

‘X Factor – dagen derpå’ fra lørdag 5. januar 2019, hvor en vært og en ‘X Factor’-ekspert taler med forskellige gæster om fredagens program.

Auditions har været i Odense, Århus og København.

5 Chair Challenge afvikles i Svendborg og Bootcamp på Bornholm.

De seks live-programmer bliver sendt direkte fra det nye ‘X Factor’-studie, der ligger på Københavns vestegn, og i 2019 annoncerer TV 2, hvor årets ‘X Factor’-finale foregår.

X-Factor 2019 dommere og vært

Oh Land

Oh Land

Nanna Øland Fabricius, bedst kendt under sit kunstnernavn Oh Land, er en af Danmarks mest populære sangerinder. Hun debuterede i 2008, og specielt Oh Lands selvbetitlede album fra 2011 opnåede kæmpe succes i både ind- og udland. Singlerne ‘Sun Of A Gun’, ‘White Nights’ og ‘Speak Out Now’ fik maksimal airplay på de danske radioer – sidstnævnte nummer endte faktisk med at blive det mest spillede danske nummer på de danske radioer i 2012. Oh Land har udgivet fire albums, og et femte er på vej.

Det 33-årige multitalent har turneret verden rundt og har også været coach i ‘Voice Junior’ på TV 2, som hun har vundet to gange; i 2016 som coach for Oliver og i 2017 som coach for Dafne. Oh Land har deltaget i ‘Toppen af poppen’ på TV 2 og lavet musik til balletten ‘Askepot’ og teaterforestillingen ‘Water Music’.

Ankerstjerne

Ankerstjerne

34-årige Lars Ankerstjerne Christensen går under kunstnernavnet Ankerstjerne. Han er en af dansk musiks mest succesfulde sangskrivere og producere. Han har blandt andet været sangskriver og producer på alle fem rekordsælgende Seebach-albums sammen med Nicolai og Rasmus Seebach og sammen med Burhan G skrevet og co-produceret to af Burhan G’s multiplatinsælgende albums.

Som soloartist har Ankerstjerne også solgt platin og haft succes med hits som ‘Tag hvad du vil’, ‘Mit navn i lys’, ‘1000 år,’ ‘Lille Hjerte’ feat. Shaka Loveless og ‘Nattog’. Ankerstjerne var den mest spillede komponist på dansk radio tre år i træk (2013, 2014 og 2015) og har vundet priser for ‘Årets sangskriver’ og ‘Årets nye navn’. I 2017 var Ankerstjerne involveret i ‘X Factor’ som medsangskriver og medproducer på årets vindersang.

Blachman

Thomas Blachman

Thomas Blachman ved, hvordan han skaber overskrifter. Han ved, hvordan han skaber godt tv. Og så ved han, hvordan han skaber vindergrupper, men det handler ikke om at sejre for Blachman, men om konstant at skabe relevant og originalt tv til danskerne. I ‘X Factor’ på TV 2 er bands velkomne, og så bliver det muligt for deltagerne at synge deres egne sange – også i liveshows. Det glæder Blachman, der for 11. gang sætter sig i dommerstolen i ‘X Factor’.

Blachman har vundet ‘X Factor’ to gange som mentor for grupperne; i den syvende sæson, da Anthony Jasmin vandt, og i 2018, da han vandt med Place on Earth. Når Blachman ikke laver ‘X Factor’ til danskerne, skriver han blandt andet bøger, senest ‘Længe leve den kreative masse’, producerer andre tv-programmer som ‘Blachman’ (2013), ‘Mentor’ (2013), ‘Luk mig ind – det er Blachman’ (2015) og ‘Blachman på skemaet’ (2018). Han har senest designet ‘I øjenhøjde-stolen’. Han er uddannet på Berklee College of Music i Boston, hvorfra han har en bachelorgrad i jazzkomposition og arrangement.

Sofie Linde

Sofie Linde

Siger man ‘X Factor’, siger man også Sofie Linde. Og det til trods for, at det blot er fjerde gang, at Sofie kommer til at stå i spidsen for det store underholdningsshow. Men danskerne har i den grad taget Sofie til sig og hædret hende med prisen for ‘Årets kvindelige tv-vært’ ved ‘ZULU Awards’ tre gange i streg. Sofie er gift med Joachim Ingversen, og parret fik i foråret 2018 datteren Trine.

29-årige Sofie begyndte sin karriere i 2009 som vært på ‘SommerSummarum’. Siden har hun været vært på en lang række tv-programmer, og i 2009, 2014 og 2015 var hun vært for MGP. Hun har også haft sit eget talkshow, ‘Sofie Linde Show’, på DR Ultra og har for nylig udgivet sin første bog om det at være gravid. Den hedder ‘Fårking gravid – en fremmed flytter ind’.

Programmet blev sendt på DR første gang i 2008 og har lige siden været en årlig tv-begivenhed. Dengang sad sangerinden Lina Rafn, produceren Remee Jackman og jazzmusikeren Thomas Blachman ved dommerbordet.

Siden har dommertrioen også talt producerne Soulshock og Cutfather og sangerinderne Pernille Rosendahl, Ida Corr, Anne Linnet, Mette Lindberg og senest Sanne Salomonsen.

‘X Factor’ er oprindelig et britisk format – udviklet af Simon Cowell, der selv er dommer i både den engelske og amerikanske udgave.

Det første britiske program havde premiere 4. september 2004, og her var Simon Cowell dommer sammen med mediepersonligheden Sharon Osbourne og produceren Louis Walsh, der står bag boybands som Boyzone og Westlife.

 

Kilde: TV 2

Andre aktuelle titler på TV 2 Play

Before I Go to Sleep

Before I Go to Sleep

For ti år siden slog Christine (Nicole Kidman) hovedet i en voldsom trafikulykke, og nu vågner hun op hver morgen uden nogen erindring om den foregåen …

23. juni 2019 TV 2 kl. 21:10

næste »

Del på:

Tags:

Gemt under:: TV-Nyt

Kommentarer

Please Login to comment
  Abonnér  
Giv mig besked