Magtesløs i systemet - Ny dokumentarserie på DR2

Magtesløs i systemet DR2 Foto: Michelle Francati
DR2DR2 DR TV tirsdag 20/02 DR2 kl. 20:00
20-02-2018 20:00:00 Europe/Copenhagen Magtesløs i systemet

Puk har sagt sit job op som socialrådgiver for bedre at kunne hjælpe danskere, som er røget igennem velfærdssamfundets sikkerhedsnet.

DR2 DR TV

De er ramt af magtesløshed i et system, de ikke kan trænge igennem. Deres eneste udvej er gentagne forsøg, men de kan ikke finde vejen. I halvandet år har tilrettelægger Nille Westh og fotograf Michelle Francati fulgt den selvstændige socialrådgiver Puk Sabber og de mennesker, som opsøger hende, for at portrættere nogle af de danskere, som af forskellige årsager føler sig tabte eller oversete i velfærdssamfundets regelsæt. Det er blevet til en dokumentarserie i fire afsnit ’Magtesløs i systemet’, der vises på DR2 fra den 13. februar.

Tilrettelægger Nille Westh fra DR siger:

”Med dokumentarserien vil vi gerne være med til sætte det velfærdssystem, som danskere møder i dag, til debat. ’Magtesløs i systemet’ tager os med ind i en række menneskers liv – danskere, der har levet en almindelig tilværelse, men af forskellige årsager er blevet knækket og har brug for hjælp. Hvad er det så for et system, der møder dem? Er det velfærdssystem, som de fleste af os tager for givet, i stand til at gribe tilstrækkeligt ind? Det giver dokumentaren et indblik i – set fra de udsattes synspunkt.”

Puk Sabber arbejdede i en årrække som offentlig ansat socialrådgiver, men sagde sit job op, da hun oplevede, at mange mennesker ikke at kunne få den hjælp, de havde brug for. Hun etablerede sig derfor som selvstændig socialrådgiver med eget kontor for bedre at kunne hjælpe de borgere, som enten er røget igennem velfærdssamfundets sikkerhedsnet, eller sidder fast i det. Hun arbejder i dag også frivilligt, for de færreste har råd til at betale for hendes rådgivning, men hun hjælper alligevel.

Et holdepunkt i kaos

Gennem Puk Sabbers arbejde portrætteres i fire episoder en række mennesker, som på hver deres måde kæmper for en værdig tilværelse.

Vi følger Christina, der i mange år levede et almindeligt liv i med en mand, tre børn, fast arbejde og et rækkehus. Da hun efter skilsmissen dømmes for socialt bedrageri, går hendes tilværelse langsomt i opløsning, og hendes søn begynder at omgås kriminelle unge i lokalmiljøet. Christina bliver hjemløs med sin datter, og Puk er Christinas faste holdepunkt i det tiltagende kaos, familien befinder sig i det kommende år.

Vi møder også Tommy, der engang var manden, som reddede andres liv; en højt skattet brandmand, som kunne klare det hele.

Mobning på arbejdspladsen sender ham i kulkælderen, han bliver sygemeldt og siden fyret. Nu sidder han ramt af PTSD og håber at kunne opnå en førtidspension. Puk hjælper samtidig Anne, der engang var en succesfuld selvstændig erhvervsdrivende med egen forretning i Kødbyen i København, indtil sygdom og konkurs satte en brat stopper for det gode liv.

På Puks kontor kommer også John, der har flere diagnoser og er ramt af en række ulykker. Han kan ikke længere gøre sig gældende på arbejdsmarkedet. Vi følger også Pernille og Rene, der stort set aldrig har opnået at være en del af arbejdsmarkedet. Rene har givet op, mens Pernilles store ønske er at komme i gang med et fleksjob.

Sagsbehandlingen trækker ud og bliver frustrerende for Pernille, og Puk hjælper så godt hun kan med at holde Renes liv kørende, og få Pernilles drøm til at blive til virkelighed.

’Magtesløs i systemet’ sendes på DR2 tirsdag den 13. februar kl. 20.00 og de efterfølgende tre tirsdage.

Kilde: DR presse

Andre aktuelle titler på DR TV

næste »

Del på:

Gemt under:: TV-Nyt

Privacy Preference Center