TV-Nyt

Heidi Frederikke barselsvikar på Go’ morgen Danmark

heidi frederikke TV 2
Foto: Per Arnesen / TV 2

Den tidligere sportsprofil Heidi Frederikke Sigdal vender tilbage som vært på TV 2. Hun bliver barselsvikar for Louise Wolff på ‘Go’ morgen Danmark’.

Igennem et årti var hun en af de største profiler på Sporten på TV 2, men når Heidi Frederikke Sigdal til september vender tilbage på skærmen på TV 2, bliver det i en helt ny rolle.

Hun skal nemlig være vært på ‘Go’ morgen Danmark’.

– Jeg glæder mig meget til at være vært på et så alsidigt program, som ‘Go’ morgen Danmark’ er. Som vært på det program får man lov til at røre ved så mange vidt forskellige ting og gå i dybden med dem. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at blive en del af det dygtige hold, der laver ‘Go’ morgen Danmark’, siger Heidi Frederikke Sigdal til TV 2.

Ser frem til at udvide sit repertoire
38-årige Heidi Frederikke Sigdal er uddannet journalist og kom til TV 2 i 2006, hvor hun frem til marts i år var vært på Sporten og stod i spidsen for flere store sportevents på TV 2, herunder flere slutrunder i fodbold.

Sin mangeårige erfaring som sportsjournalist kommer hende til gode i ‘Go’ morgen Danmark’, hvor hun kommer til at tale om alt fra hindbærmarmelade til tunge, politiske emner.

– På Sporten har jeg både stået i situationer, hvor jeg skulle lave “feel good”-interviews, kritiske interviews og store events. Så jeg føler, jeg har en god journalistisk bagage med, som jeg kan bruge løs af. Efter at have beskæftiget mig med sport i mere end ti år glæder jeg mig til at prøve at favne bredere, siger Heidi Frederikke Sigdal.

I samme kategori

Back to top button