Greyzone - ny spændingsserie på TV 2

Droneingeniør Victoria Rahbek (Birgitte Hjort Sørensen) i 'Greyzone'. Foto: Agnete Schlichtkrull / TV 2 Droneingeniør Victoria Rahbek (Birgitte Hjort Sørensen) i 'Greyzone'. Foto: Agnete Schlichtkrull / TV 2
TV 2TV 2 TV 2 Play 10 Afsnit Fra søndag 25/02/18 TV 2 kl. 20:00
25-02-2018 20:00:00 Europe/Copenhagen Greyzone - ny spændingsserie på TV 2

Birgitte Hjort Sørensen har hovedrollen i den nye TV 2 serie Greyzone der starter søndag 25. februar klokken 20.00

TV 2 TV 2 Play

I 2017 satte TV 2 gang i rekordmange nye fiktionsproduktioner, og i 2018 kan de første af disse mange fiktionspakker åbnes af de danske tv-seere og TV 2 PLAY-brugere.

Et af de splinternye tilbud i 2018 er den storslåede spændingsserie ’Greyzone’ med Birgitte Hjort Sørensen i hovedrollen som droneingeniøren Victoria. Serien får premiere søndag 25. februar klokken 20.00.

Da det svenske sikkerhedspoliti, SÄPO, standser en mistænkelig lastbil på vej fra Danmark på havnen i Göteborg, gør efterretningsofficeren Eva Forsberg (Tova Magnusson) et markant fund – et armeret luft-til-jord-missil klar til brug.

Situationen eskalerer, og to personer bliver skudt. En dansk-svensk anti-terror-enhed iværksættes med Eva og den danske kildefører Jesper Lassen (Joachim Fjelstrup) fra PET (Politiets Efterretningstjeneste) i front.

Victoria Rahbek (Birgitte Hjort Sørensen) arbejder som softwareingeniør hos det svenske firma SparrowSat, der udvikler droneteknologi. Under en forretningsrejse møder hun sin tidligere studiekammerat, den svenske journalist Iyad Adi Kassar (Ardalan Esmaili). Hun siger ja til et interview, men det udvikler sig til noget helt andet og mere dramatisk.

Victoria og hendes søn, Oskar, bliver taget som gidsler af Iyad, som viser sig at være en del af en terrorcelle, der planlægger et angreb i Skandinavien. Cellen har brug for Victorias adgang til vigtige dronekomponenter for at kunne gennemføre angrebet.

Samtidig forsøger efterretningstjenesterne i Danmark og Sverige at afværge et terrorangreb, og de har også brug for Victorias hjælp.

Victoria Rahbek

Job: Softwareudvikler ved SparrowSat
Alder: 34 år

Victoria arbejder som softwareudvikler og projektleder i det svenske firma SparrowSat – en teknologivirksomhed, som udvikler og sælger avanceret software og materiel til civile og militære formål. Hun er en af de førende på sit område og en højt specialiseret ressource for SparrowSat og samtidig hjernen bag en state-of-the-art flight controller kaldet ‘The BAT’.

Victoria elsker sit arbejde, ud over sit høje faglige niveau er hun god til at begejstre andre. Hun brænder igennem som passioneret, kreativ og skarp. Hun bor i København med sin seksårige søn, Oskar, og deler forældremyndigheden med Oskars far, Oliver. Allerede inden Oskar blev født, var forholdet i så dyb krise, at Victoria valgte at forlade Oliver.

Hun har for længst droppet alle ambitioner om at være perfekt og at have styr på det hele, og hendes dårlige samvittighed over det hektiske liv, som Oskar må indordne sig under, opvejes af, at deres forhold er tæt og kærligt, og hun kan med sin kreativitet og empati sagtens sætte sig i hans sted og se verden i øjenhøjde med ham.

Birgitte Hjort Sørensen
Birgitte er født i 1982 og uddannet fra Statens Teaterskole i 2007. I 2010 brød hun for alvor igennem, først i Danmark og siden i resten af verden, som journalisten Katrine Fønsmark i den danske tv-serie ‘Borgen’. I 2015 optrådte hun i ‘Game of Thrones’ og ‘Pitch Perfect 2’. I 2016 debuterede Birgitte på Broadway som Madame de Tourvel i ‘Les Liaisons Dangereuses’. Birgitte havde en af hovedrollerne i HBO’s rock’n’roll-drama, ‘Vinyl’, i 2016, og har ydermere haft både tv- og filmroller i produktioner som ‘Autómata’, ‘En du elsker’, ‘Kraftidioten’, ‘Marie Krøyer’, ‘Julie’, ‘Ved verdens ende’, ‘Kandidaten’, ‘Anja og Vik­tor – I medgang og modgang’ og ‘Ørnen’.

Iyad Adi Kassar

Job: Svensk civilingeniør af syrisk herkomst
Alder: 36 år

Iyad Adi Kassar kom til Sverige som flygtning fra Syrien i 1990’erne, forældreløs og kun ti år gammel. På trods af sin tragiske situation tilpassede han sig den nye kul­tur, fik svenske venner og faldt til i de meget anderledes miljøer. Skolegangen faldt ham let, og han analyserede sig på egen hånd tidligt frem til, at en attraktiv fremtid i Sverige kræver en god uddannelse.

I sit sidste studieår som ingeniør på universitetet blev han kæreste med den svenske kvinde Molly Dahlin, og sammen fik de sønnen, Alexander. Tragedien ramte den lille familie, da de rejste til Jordan for at arbejde. Et droneangreb ramte bussen, hvor familien tilfældigvis var passagerer sammen med en berygtet terrorist.

Iyad blev som den eneste overlevende forhørt, fængslet og mistænkt for at stå i ledtog med terroristerne. I fængslet mødte han Al-Shishani: Et højt placeret medlem af terrorgruppen Sayf. Langsomt over tid byggede den erfarne terrorist Iyad op igen.

Al-Shishani har det psykologiske overskud og forstod tidligt, at Iyads uddannelsesek­spertise repræsenterer et potentiale for hans hævndrevne terrorplan i Skandinavien. I første omgang for at bruge ingeniørens opfindsomhed til at planlægge en flugt og efterfølgende bruge de næste to år på at lægge en plan og erhverve en drone.

Ardalan Esmaili
Ardalan Esmaili er født i Iran i 1986, opvokset i Sverige og uddannet ved Stockholms Dramatiska Högskola i 2012. Herefter arbejdede han på både Unga Klara Teatret, Dramaten og Folketeatret i Stockholm – på sidstnævnte spillede han den anmelder­roste titelrolle i ‘Hamlet’. Ardalan havde hovedrollen i det svensk-danske psykolo­giske drama ‘The Charmer’ i 2017, som var åbningsfilmen ved San Sebastian Film Festivalens ‘New Directors competition’. Ardalan har desuden haft svenske film- og tv-roller i ‘ Rebecka Martinsson’, ‘Flickan, mamman och demonerna’, ‘Beck – Sidsta dagen’ og ‘Boys’.

Jesper Lassen

Job: Kildefører ved PET
Alder: 33 år

Jesper er kildefører ved PET, men er pt. suspenderet. Derfor bruger han tiden som frivillig leder af et folkekøkken for flygtninge. Jesper er kendt for at have et helt særligt talent som kildefører, og gang på gang er det lykkedes ham at få de nødvendige oplysninger ud af kilder og guide dem igennem svære situationer.

Hans evne til at læse mennesker er unik, men det er også hans svage side. Hans succesrate er høj, men som kollega er han uforudsigelig, hvilket kan gøre selv de garvede kolleger utrygge ved at arbejde med ham. Jespers chef, Henrik Dalum, er klar over, at hvis Jesper igen skal i spil i større sager hos PET, så skal han finde en måde at tøjle ham på. Jesper er suspenderet fra PET, fordi han har forbrudt sig mod en indlysende grundregel for kildeførere:

Under arbejdet med en tidligere efterforskning har han involveret sig personligt med en dansk kvinde med kurdisk baggrund, som var en af hans vigtigste kilder i miljøet. De forelskede sig, og Aisha blev gravid.

Joachim Fjelstrup
Joachim Fjelstrup er uddannet ved Den Danske Scenekunstskole i 2013. Hans gennembrud kom i form af rollen som Danmarks største rocklegende, Eik Skaløe, i filmen ‘Steppeulven’ i 2015. En rolle, som Joachim blev Bodil-nomineret for som ‘Bedste skuespiller’. Ved Berlin Film Festivalen i 2015 blev Joachim ligeledes udnævnt til ‘Shooting Star’ blandt ni andre unge europæiske skuespillere. Senere i 2015 havde han en rolle over for Pilou Asbæk i Roni Ezra’s krigsdrama ‘9. april’. Joachim har også spillet med i DR’s tv-serie ‘Herrens veje’.

Eva Forsberg

Job: Efterretningsofficer i SÄPO
Alder: 46 år

Eva arbejder som kriminalinspektør i SÄPO med speciale i kontraterrorisme. I SÄPO er Eva særligt kendt for at være en skarp analytiker med stort overblik.

Hun arbejder med utrættelig perfektionisme og stædighed og er ofte den på holdet, der finder de små detaljer med afgørende betydning for sagens udfald. Som kollega er hun berygtet for præcis det samme: At forlange alt af sine medmennesker uden hensyn til deres privatliv.

Eva er totalt dedikeret til sit arbejde, og forpligtelserne i jobbet kommer før alt andet i hendes liv. Men under den lidt hårde overflade bærer Eva på en dårlig samvittighed. Hun og hendes datter har altid haft et anstrengt forhold, og inden for de seneste år har datteren droppet al kontakt til sin mor.
Eva har aldrig været den moderlige type, og hendes engagement i arbejdet har gjort hende ensom.

Tova Magnusson
Tova Magnusson er svensk film- og tv-skuespillerinde, men hun begyndte sin karri­ere som instruktørassistent på et teater. Da en af skuespillerne brækkede benet før en premiere, måtte Tova hoppe ind. Instruktør Rumle Hammerich var tilfældigvis blandt publikum og tilbød hende hovedrollen i filmen ‘Black Lucia’, som gav hende en Guldbagge-nominering (Den svenske Robert-pris) for ‘Bedste skuespillerinde’. Siden har hun haft mere end 30 film- og tv-roller i bl.a. ‘Saknad’, ‘Arvingerne i skærgården’ og ‘Broen’ sæson 2.

Al-Shishani

Medlem af SAYF
Alder: 45 år

Al-Shishani er fra Libanon, opvokset i en akademisk familie. Han har studeret på Faculty of Political Science på universitet i Damaskus. Her blev han en del af kernen i et lukket politisk universitetsmiljø, som senere udviklede sig til terrorgruppen Sayf.

Op igennem 00’erne får han rygtet af at være en intelligent og farlig organisator og ender i top 10 af samtlige lister over eftersøgte terrorister.
Al-Shishani er som Sayf drevet af en vilje og et mål om at forandre verden. Han ved, at begivenheder former den politiske dagsorden. At kunne stoppe Vestens hykleri og bringe retfærdighed og balance i spillet om Mellemøsten og andre steder er målet.

Han er i bund og grund et menneske, der ønsker forandring og retfærdighed, men ikke ser anden måde at opnå det på end gennem vold.

Kida Khodr Ramadan
Kida Khodr Ramadan er født i Libanon og opvokset i Berlin, efter hans familie kort efter hans fødsel flygtede fra den libanesiske borgerkrig. Allerede som teenager udviklede Kida ønsket om at forfølge en karriere som entertainer. Han fik en rolle i det sociale drama ‘Everyday’, og kort efter en birolle i dramaet ‘Yugotrip’ og den multikulturelle ‘Kebab Connection’. Siden har Kida fået et imponerende cv af roller, bl.a. ‘Ummah – Unter Freunden’, som gav ham en nominering til den tyske filmpris for *Bedste mandlige birolle*. Senest har Kida haft hovedrollen i TNT’s kritikerroste miniserie ‘4 Block’ om Berlindistriktet Neukölln som et gangsterparadis.

Henrik Dalum

Job: Operativ chef i PET
Alder: 47 år 

Henrik Dalum er operativ chef for den danske sikkerheds- og efterretningstjeneste, PET. Han er en erfaren politimand med en praktisk tilgang og tøver ikke med at tage hårde metoder i brug for at få opgaven løst.

Han har tidligere gjort karriere ved kriminalpolitiet som undercover-agent i nar­koafdelingen. Han er fokuseret, tilpasningsdygtig og intelligent. Hans erfaring har givet ham en strategisk og operationel fordel, som har kvalificeret ham til rollen som operativ chef for PET.

Han har en ambition om at gøre verden til et bedre og mere sikkert sted. Han er bevidst om det politiske miljø, han skal navigere i, men han glemmer aldrig målet og har en urokkelig ‘no bullshit’-tilgang, når han skal løse et problem.

Lars Ranthe
Lars Ranthe er uddannet skuespiller fra Odense Teater i 1998 og har medvirket i en lang række film, men slog for alvor igennem med tv-dramaserien ‘Sommer’ og har siden medvirket i TV 2-serier som ‘Badehotellet’, ‘Mercur’ og ‘Lærkevej’ og DR-se­rien ‘Herrens veje’. Det er også blevet til en solid teaterkarriere og en række spille­film. De seneste år bl.a. ‘Der kommer en dag’, ‘Kollektivet’ og ‘Jagten’.

Lars Björklund

Job: Officer i MUST
Alder: 60 år

Lars Björklund er en højtrangeret officer inden for den svenske militære sikkerhed­stjeneste, MUST. Han er repræsentant i det nationale center for bekæmpelse af terrorisme (NCT) og har en lang historie inden for den militære sikkerhedstjeneste, såvel operativt som politisk.

Lars’ måde at arbejde på er igennem kontrolstyring under lav profil, mens hans våben og metode er information. Han ser de nordiske lande og vores måde at leve på som den rette og ideelle måde, og han er villig til at gå langt for sine overbev­isninger. Og målet begrunder midlerne. Han er bevidst om, at vi står over for store udfordringer med fjender alle vegne – både synlige og usynlige. Lars anser Sverige og Norden for at stå over for den største trussel indtil nu.

Johan Rabaeus
Johan Rabaeus studerede som ung på handelshøjskolen, som hans forældre ønskede det. Men han opdagede teaterverdenen og besluttede sig for at gå skuespillervejen. Johan tog et teaterkursus på Inge Wærns Teaterstudion i Stockholm og blev tilknyttet teateret Riksteatern i 1975-76. Fik filmdebut i 1977 med ‘Ögonblick av uppror’ og kom med i andre teatergrupper som Modellteatern, Tur-teatern og Pistolteatern. Han har fra 1984 været tilknyttet Dramaten og har medvirket i et hav af stykker. Johan har også medvirket i radio, tv og film bl.a. tv-serierne ‘Modus’ og ‘Rederiet’, miniserien ‘Ivan Kreuger’ og filmene ‘Under pyramiden’ og ‘Ondskan’.

De nationale efterretningstjenester fakta

PET/DANMARK
POLITIETS EFTERRETNINGSTJENESTE
PET er Danmarks nationale efterretnings- og sikkerhedstjeneste. PET skal identificere, forebygge og imødegå trusler mod friheden, demokratiet og den nationale sikkerhed i Danmark og trusler rettet mod danskere og danske interesser i udlandet.

FE/DANMARK
FORSVARETS EFTERRETNINGSTJENESTE
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste. FE leder og kontrollerer den militære sikkerhedstjeneste og er national sikkerhedsmyndighed inden for Forsvarsministeriets område.  

SÄPO/SVERIGE
SÄKERHETSPOLISEN
SÄPO er det svenske Rigspolitis efterretningsvæsen, svarende til det danske PET.

MUST/SVERIGE
MILITÄRA UNDERRÄTTELSE- OCH SÄKERHETSTJÄNSTEN
MUST hører under det svenske militærs kommando. MUST står for efterretninger til både den svenske regering og de væbnede styrker.

BND/TYSKLAND
BUNDESNACHRICHTENDIENST
Bundesnachrichtendienst (BND) er den tyske udenrigsefterretningstjeneste.

 

‘Greyzone’, der er på i alt ti afsnit, er skrevet af Morten Dragsted og Oskar Söderlund, og de første fem afsnit er instrueret af Jesper W. Nielsen. ‘Greyzone’ produceres af Cosmo Film i samarbejde med TV 2 Danmark, TV4 Sverige, C More Sverige, ZDFneo Tyskland, NRK Norge, SF Studios Sverige, Nadcon Film og ITV Global Entertainment med støtte fra Public Service Puljen, Svenske Film Institut, Copenhagen Film Fund, Creative Europe Programme of the European Union & Nordisk Film & TV Fond.

Kilde: TV 2

Andre aktuelle titler på TV 2 Play

næste »

Del på: