En fremmed flytter ind - Ny dokumentarserie i fire dele på TV 2

TV 2TV 2 TV 2 Play 4 Afsnit Fra mandag 22/01 TV 2 kl. 20:50
22-01-2018 20:50:00 Europe/Copenhagen En fremmed flytter ind

Den nyskabende og anmelderroste dokumentarserie ’En fremmed flytter ind’ har premiere på TV 2 mandag 22. januar 2018.

TV 2 TV 2 Play

Mangemillionæren Casper Ludvig Christian Kastrup Augustinus er en gave fra himlen for alenemor Amanda fra Hvidovre. Pludselig dukker han op ud af ingenting og opfylder alle hendes drømme. Det viser sig dog langsomt, at noget ikke er helt, som det ser ud til at være. Manden er i virkeligheden storsvindleren Casper Rieper-Holm.

Det er omdrejningspunktet for den nyskabende dokumentarserie ’En fremmed flytter ind’, som TV 2 sender fra mandag 22. januar 2018.

I en spændingsfyldt blanding af fiktion og dokumentar oplever vi, hvordan en notorisk storsvindler, lystløgner og identitetstyv får adgang til en helt almindelig kvindes liv. Vi ser, hvordan han med lige dele charme og kløgt får det usandsynlige til at fremstå sandsynligt og løgnen til at fremstå som sandhed.

At fare vild i jagten på det, vi leder efter
Med udgangspunkt i Amanda forstår vi indefra og ud, hvordan bedrag fungerer, hvordan grænserne rykker sig, og hvorfor vi alle sammen potentielt kan fare vild i jagten på det, vi leder efter.

Vi får samtidig indsigt i tankegangen hos en af Danmarks største svindlere og ser, hvor langt han vil gå for at holde løgnen i live, hvilket hans bagkatalog af løgneprofiler vidne om.

Han har fx givet den som professionel ishockeyspiller, MTV-vært, HA-rocker, Lars Ulrichs manager, sushi-kok, racerkører, Greenpeace-dykker, narkosmugler, officer i Søværnet samt en lang række forskellige rigmandssønner.

Et af Casper Rieper-Holms mest berømte numre var, da han i 2009 ”reddede” håndboldklubben Slagelse FH fra konkurs. Her udgav han sig som barnebarn til ejeren af en stor amerikansk fond og ”overførte” 1,5 mio. kr. til klubbens konto. En overførsel, der bare aldrig fandt sted.

Dokumentarisk nyskabelse
Dokumentarserien på i alt fire afsnit er samtidig unik, fordi Amanda helt ekstraordinært spiller rollen som sig selv i serien. Hun fortæller os ikke sin historie, men genoplever den over for skuespilleren Esben Dalsgaard, der som den eneste person i serien ikke spiller sig selv, men har rollen som Casper.

På den måde genoplever Amanda sit forhold med Casper Kastrup og ser nye aspekter af det edderkoppenet af svindel og løgne, som han undervejs spandt hende ind i.

Ved at gøre det dokumentariske til en form for skuespil opstår der på den måde for Amanda nye erkendelser omkring hendes oplevelser med Casper. Samtidig får vi gennem Amandas refleksioner en indsigt i, hvordan løgnen hurtigt kan blive til en sandhed, der i øjeblikket virker sandsynlig. Hvad der er rigtigt, og hvad der er opspind, bliver altså ikke kun i indhold, men også i seriens form, sat til debat.

– Ud over at historien i sig selv er spektakulær, så medfører de særlige fortællemæssige greb, som vi bruger i denne serie, at vi kommer helt ind under huden på både Amanda og Casper, når vi ser historien gennem Amandas øjne. I den forstand bidrager serien til en af de vigtige ambitioner, vi har med dokumentargenren på TV 2: At være både nyskabende og i øjenhøjde med seerne på samme tid, siger TV 2-redaktør Nikolaj Daugberg.

‘En fremmed flytter ind’ blev vist som anmelderrost film i biografen i 2017, men bliver på TV 2 sendt som en dokumentarserie i fire dele.

De første to afsnit af ‘En fremmed flytter ind’ vises mandag 22. januar 2018 klokken 20.50 og klokken 21.25. De to sidste afsnit sendes henholdsvis mandag 29. januar klokken 20.50 og mandag 5. februar klokken 20.50.

’En fremmed flytter ind’ er produceret af Made in Copenhagen med støtte fra DFI, TV 2, Nordisk Film & TV samt Creative Europe.

Forventede sendetider øvrige afsnit

TV 2TV 2 mandag 22/01 21:25 En fremmed flytter ind (2:4)
Klik for programomtale

TV 2TV 2 mandag 29/01 20:50 En fremmed flytter ind (3:4)

TV 2TV 2 mandag 05/02 20:50 En fremmed flytter ind (4:4)

Video Thumbnail
En Fremmed Flytter Ind - Official Trailer

Andre aktuelle titler på TV 2 Play

næste »

Del på: