365 dage til succes - ny programserie om iværksættere på TV 2

365 dage til succes '365 dage til succes' møder erhvervsmanden Jacob Risgaard en række nyopstartede virksomheder og ildsjælene bag. Sammen sætter de et klart mål for virksomheden, og når Jacob efter et år vender tilbage, er håbet, at målet er nået. (Foto: Anders Birch / TV 2)
TV 2TV 2 TV 2 Play mandag 22/10/18 TV 2 kl. 20:55
22-10-2018 20:55:00 Europe/Copenhagen 365 dage til succes - ny programserie om iværksættere på TV 2

‘365 dage til succes’ er en dansk programserie, hvor vi møder iværksættere og deres virksomheder og efter et år ser, om de har indfriet de målsætninger, som de sætter sammen med værten Jacob Risgaard.

TV 2 TV 2 Play

Danmark er ramt af en sand iværksætterbølge. Flere og flere danskere opretter egen virksomhed, men det er ikke alle, der er klar over, hvor hårdt og krævende det er at drive en virksomhed, og om deres idé overhovedet er bæredygtig. Mange nystartede virksomheder overlever derfor ikke. Men hvad kræver det at blive en vellykket iværksætter?

Hjælp fra en kender
I TV 2s nye programserie ‘365 dage til succes’ møder vi en række nystartede danske iværksættere, der drømmer om at blive deres egen chef, lancere deres drømmeprodukt og tage en idé fra køkkenbordet til markedet.

Programmets vært, Jacob Risgaard, møder iværksætterne i den spæde begyndelse af deres forretningsrejse. Han bliver præsenteret for deres produkt og afkræver dem en målsætning for det kommende år. For det er blandt andet det, Jacob kan – være konkret og give iværksætterne nogle gode råd med på vejen, så de forhåbentlig har succes, når han møder dem igen et år senere.

Jacob er nemlig selv en dygtig iværksætter og erhvervsmand fra Nordjylland og står blandt andet bag Coolshop, en af Danmarks største e-handelsvirksomheder. Som investor præsenteres Jacob dagligt for forretningsideer, men han oplever ofte, at de nyopstartede iværksættere ikke har sat sig nogle klare mål eller ved, hvad det kræver at nå i mål.

I programserien forsøger Jacob at hjælpe dem med en strategi, som han håber vil være med til at skærpe iværksætternes fokus og give dem et redskab til at vide, hvornår de har fejlet, og hvornår de skal fejre.

– Programmet er en unik chance for at være fluen på væggen hos iværksætterne i det sværeste og mest afgørende år. For mig er ‘365 dage til succes’ den første udsendelse, der rigtigt viser, hvad det kræver at være iværksætter – på godt og ondt – for det er vigtigt at vise den sande side af iværksætteriet. Hvor svært det er, og hvor meget der skal kæmpes for at få succes. Det handler ikke kun om en idé, og så – vupti – kører man i en Ferrari. Jeg møder mange med rigtigt gode ideer, som kunne blive til kæmpe eksportsucceser, men hvor det kommer bag på dem, hvor hårdt der skal arbejdes for det, siger Jacob Risgaard.

Alt på spil
Og der er masser af gode ideer i Danmark og i programserien. Jacob møder blandt andre en skibsbygger fra Ærø, der vil bygge flydende hoteller, to københavnske søstre, der vil erobre New York med deres tøjmærke Fors Nome, og Tommy og Daniel, der står bag en fynsk robotvirksomhed.

Vi følger iværksætterne i det afgørende år, hvor tiden med familie og venner og deres privatøkonomi ofte bliver sat på spil for at få deres drøm og forretning op at køre. Nogle vil klare den, mens andre må dreje nøglen om.

– En iværksætter ofrer sig, både økonomisk og personligt. Men jeg håber, at seerne også får respekt for dem, der fejler – de skal også hyldes for at have forsøgt, siger Jacob Risgaard.

Gode råd at hente
Sidder du selv med en idé og en lyst til at starte egen virksomhed, er der masser af gode grunde til at se ‘365 dage til succes’. Der er nemlig gode råd at hente – også om de faldgruber, man som iværksætter bør undgå.

– Iværksætter-tv handler ofte kun om ideen. Da jeg var 18 år, hæftede jeg fra den ene dag til den anden for mere end én million kroner i en virksomhed, som gik konkurs. Jeg håber, at unge iværksættere, der ser programmet, og som sidder nede i banken klar til at låne penge, forstår, at det ikke altid nok med en god idé, siger Jacob Risgaard.

‘365 dage til succes’ har premiere mandag 22. oktober klokken 20.55 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Andre aktuelle titler på TV 2 Play

næste »

Del på:

Gemt under:: TV-Nyt