Nyheder

Tv-premiere: Sover Dolly på ryggen?

Sover-Dolly-600-xDe senere år er det strømmet ud af Hollywood med komedier om forviklinger efter kunstig befrugtning, bl.a. ‘Baby Surprise’ og ‘The Back-Up Plan’. Søndag 18. januar viser TV 2 et dejligt dansk bud på genren, nemlig Hella Joofs velspillede og morsomme ‘Sover Dolly på ryggen?’ fra 2012, der får dansk tv-premiere på TV 2.

Filmen tager den traditionelle familiestruktur og diverse tabuemner under kærlig og hjertevarm behandling. I filmen medvirker en stjerneparade af fine danske skuespillere bl.a. Lene Maria Christensen, Nikolaj Lie Kaas, Mia Lyhne, Casper Crump, Sidse Babett Knudsen, Anne Sofie Espersen, Rasmus Bjerg og Birthe Neumann.

I Jyllands-Posten fik filmen fire stjerner, og Nanna Frank Rasmussen skrev: “Hella Joof rammer lige ned i tidsånden med sin dejlige romantiske komedie”, og i Politiken gav Sophie Engberg Sonne filmen fire hjerter og skrev: “Lene Maria Christensen og Nikolaj Lie Kaas’ smækcharmerende samspil… sender tankerne tilbage til Den eneste ene”.

Vil lade sig kunstigt befrugte
Tv-værten Anne (Lene Maria Christensen) har det perfekte liv. Hun har et spændende job – dog med en ret nærgående kvindelig chef (Sidse Babett Knudsen) – et nydeligt hjem og søde venner. Hun har styr på det hele, og hendes fremtid er planlagt med militær præcision, og nu vil hun have et barn.

Men da hun ingen mand har, vil hun lade sig kunstigt befrugte af en anonym sæddonor med alle de rigtige kvaliteter. Så må manden i hendes liv ellers bare komme hen ad vejen.

Det lykkes hende at blive gravid med en anonym sæddonor, men efter at de lykkelige omstændigheder er indtruffet, bliver hun fyldt af bekymringer om donorens genetiske kvaliteter. Hvad nu hvis barnets donorfar er grim, og barnet kommer til at ligne ham helt vildt?

Superperfekt eller sjofel taber?
Hun deler sine bekymringer med sin stylist-veninde Siv (Mia Lyhne), og med hjælp fra hende lykkes det Anne at finde frem til den glade giver. Eller det gør det ikke – for det viser sig, at sædcellerne kan stamme fra to forskellige mænd.

Enten kan faren være den flotte, superperfekte Rune (Casper Crump) eller den sjofle taber Gordon Dennis (Nikolaj Lie Kaas). Forvirringen er total – hvem er den kommende far? Samtidig bliver Anne uventet forelsket, og hendes gennemplanlagte liv er pludselig et værre rod. For kan man overhovedet være gravid, forelsket og fornuftig på én gang

Hella Joof
Vi kender hende mest som komiker og skuespiller, men de senere år har Hella Joof også været meget aktiv som manuskriptforfatter, producent og instruktør – både på film og tv. Hun brød igennem som en del af satireholdene Lex & Klatten og Det brune punktum og fik herigennem biroller i film som ‘Hannibal og Jerry’, ‘Mimi og madammerne’, ‘Den eneste ene’ og ‘Humørkort-stativ-sælgerens søn’.Hendes debut som instruktør var med den succesfulde ‘En kort en lang’ i 2001. Siden har Hella Joof lavet film som ‘Oh Happy Day’, ‘Fidibus’, ‘Se min kjole’ og ‘Sover Dolly på ryggen?’, der bliver vist søndag på TV 2. Desuden har hun lavet ting til tv af forskellig art, blandt andet ‘Hvor svært kan det være’, ‘Anstalten’, ‘Normalerweize’ og ‘Køkken Hyggen Hella’. Lige nu er hun aktuel i biograferne med komedien ‘All Inclusive’.

Lene Maria Christensen
Som den kontrollerede Anne, der bliver kastet ud i livets uforudsigelighed, ses Lene Maria Christensen. Den sjove blonde skuespillerinde er uddannet fra Statens Teaterskole i 1999 og fik sit store gennembrud i Henrik Ruben Genz’ ‘Frygtelig lykkelig’ – en film, der gav hende både en Bodil og en Robert for ”Bedste kvindelige hovedrolle”.

Inden da havde hun bl.a. medvirket i film som ‘Brødre’, ‘Store planer’ og ‘Fidibus’. Hun har også medvirket i flere danske tv-programmer, bl.a. ‘Lulu & Leon’, ’Dicte’ og ‘Arvingerne’ og det direkte comedy-program ‘Live fra Bremen’. Blandt de seneste film, hun har slået sine folder, i er ‘ En familie’, ‘Marie Krøyer’, ‘Nordvest’ og ‘Kartellet’.

Nikolaj Lie Kaas
I rollen som den ret specielle sæddonor Gordon Dennis optræder en af tidens mest succesfulde danske skuespillere, nemlig Nikolaj Lie Kaas. Han blev nærmest født ind i skuespillerfaget som søn af den kendte skuespiller Preben Kaas, og det overraskede få, at han uddannede sig på Statens Teaterskole.

Efter en del arbejde på de københavnske teatre, har han især arbejdet med film og tv – og det med stor succes. Han har således allerede vundet mange priser, bl.a. fire Bodil- og fire Robert-priser. Hans filmdebut var i ‘Drengene fra Sankt Petri’, og den fulgte han op med den store rolle som Carl Nielsen i Erik Clausens ‘Min Fynske Barndom’ og en grænseoverskridende præstation i Lars von Triers ‘Idioterne’. Efter det så vi ham som nikotinhungrende kok i ‘I Kina spiser de hunde’ og ‘Gamle mænd i nye biler’, og desuden medvirkede han i Anders Thomas Jensens populære ‘Blinkende Lygter’. Vi har også set ham i film som ‘Et rigtigt menneske’, ‘Elsker dig for evigt’, ‘Brødre’, ‘Solkongen’, ‘Adams æbler’, ‘Kærlighed på film’, ‘Ved verdens ende’ og den amerikanske ‘Engle og dæmoner’ samt tv-serien ‘Forbrydelsen’.

Senest har han medvirket i tre utroligt populære film, nemlig ‘Dirch’, hvor han spiller den svære hovedrolle som Dirch Passer, og de to Jussi Adler-Olsen filmatiseringer ‘Kvinden i buret’ og ‘Fasandræberne’.

En perlerække af danske skuespillere
Udover Lene Maria Christensen og Nikolaj Lie Kaas medvirker en perlerække af stærke danske skuespillere i ‘Sover Dolly på ryggen?’, bl.a. Mia Lyhne (’Klovn’, ’Camping’, ’A-Klassen’), Casper Crump (’Lykke’, ’Talenttyven’, ’Tvillingerne & Julemanden’), Sidse Babett Knudsen (’Den eneste ene’, ’Borgen’, ’1864’), Anne Sofie Espersen (’Hvidsten Gruppen’, ’Ludvig & Julemanden’, ’Borgen’), Rasmus Bjerg (’Mr. Poxycat & Co.’, ’Livvagterne’, ’1864’) og Birthe Neumann (’Lykkevej’, ’Solkongen’, ’Normalerweize’).

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button