Branche-Nyt

TV 2 havde flest førstegangsudsendelser i 2011

Weekend Weekend TV 2Der er udsigt til flere førstegangsudsendelser end nogensinde tidligere på TV 2 i 2012 – og derfor til færre genudsendelser. Og dermed fortsætter TV 2 næste år udviklingen fra 2011, hvor TV 2 igen var den danske tv-kanal, der sendte flest førstegangsudsendelser til danskerne.

I 2011 kommer TV 2 til at sende omkring 2.800 timers førstegangsudsendelser. Det er cirka 450 timer flere end f.eks. DR1, der er den kanal, der sender næstflest timers førstegangsudsendelser. Med i TV 2-opgørelsen er alene TV 2|DANMARKs udsendelser – ikke TV 2-regionernes programmer.

– I en stor del af året består TV 2s programplan mellem klokken 18.00 og cirka 23.45 – det tidspunkt, hvor flest danskere ser fjernsyn – af rene førstegangsudsendelser bortset fra nogle film og enkelte danske genudsendelser. Med nye programmer som ”Natholdet”, danske reportageprogrammer klokken 22.30, ”Live fra Bremen” og ”Den blinde vinkel” har vi sikret, at TV 2s førstegangsudsendelser ofte varer til hen imod midnat på mange af årets dage, siger TV 2s programdirektør, Palle Strøm.

Udsigt til flere førstegangsudsendelser og færre genudsendelser
I 2012 har TV 2 kurs mod endnu flere førstegangsudsendelser. Det skyldes bl.a., at TV 2 igangsætter nye sæsoner og nye danske programmer tidligere end sædvanligt – allerede fra begyndelsen af januar.

Hertil kommer nye weekendprogrammer på TV 2 i form af ”Weekend Weekend” og ”Voice – Danmarks største stemme”.

Midt i januar indledes desuden TV 2s største sportsår nogensinde. Den første store sportsbegivenhed, som TV 2 sender fra, er EM i herrehåndbold med Danmark i en forhåbentlig fremtrædende rolle.

Senere i 2012 sender TV 2 også fra bl.a. EM i fodbold, OL i London, Tour de France, EM i kvindehåndbold, Le Mans og Giro d’Italia, der indledes med tre etaper i Danmark.

– Jeg har en klar forventning om, at TV 2 kommer til at sende endnu flere førstegangsudsendelser i 2012, og at antallet af genudsendelser falder næste år. Det skyldes både de nye danske programmer og det meget store sportsår, siger Palle Strøm.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button